Så kom den første røde stork op på skolens gavl. Efter 3 nyfødte drenge er der nu kommet en nyfødt pige til sognet. Vi håber, det sætter gang i mange flere fødsler, idet vi nok er lidt bagefter i år. Velkommen til Horne sogn til den nyfødte pige og tillykke til de nybagte forældre.
Tak for en helt fantastisk opbakning til årets fastelavnsfest i HUBI
Endnu en gang imponerede både store og små med overdådige, kreative og gennemførte udklædninger. Hvert år bliver vi slået ud af børnenes fantasi, opfindsomhed og evne til at skabe – og ikke mindst af de forældre, der bakker op og hjælper med at føre idéerne ud i livet.
Vi tør godt sige, at det er sjældent at se så stort et engagement i udklædninger, som vi oplever her i Horne. Det er netop børnene – og selvfølgelig jer forældre – der er med til at holde en mangeårig fastelavnstradition i hævd, og det gør os både stolte og imponerede.
Der var alt fra små bier, mariehøns og prinsesser til påskeharen, Barbie, traktor, Mor og Far Gris, et helt kaffeselskab, et Super Mario-spil, gamle damer, kryds og bolle, klipklappere, kanelgifler, isbiler , ballerinaer og endda kølediske og robotter
Vi er simpelthen så stolte af byens børn – wow, hvor er I gode!
Tak skal lyde fra HUBI
(Herunder ses billeder af de som blev kattekonge og Dronning i de forskellige årgange – stort tillykke. I den kommende Hornepost, vil du kunne se billeder af vinderne af udklædningskonkurrencen).
Horne er fortsat et lokalsamfund med liv og udvikling. I perioden fra 2013 til 2025 er der i alt 182 børn født i Horne.
Fødselstallene har varieret fra år til år, men viser samlet set, at mange børnefamilier fortsat vælger at bo og slå rødder i Horne. Enkelte år – som fx 2021 – har haft særligt høje fødselstal, mens andre år har ligget lidt lavere.
De mange børn er med til at skabe liv i byen og understreger vigtigheden af gode tilbud inden for dagpleje, institutioner, skole og fritidsliv. De er samtidig en vigtig del af Hornes fremtid.
Tak til alle familier, der er med til at gøre Horne til et levende og trygt sted at vokse op.
Lørdag stod Horne igen på den helt store Torvedag, hvor byens midte summede af liv, hygge og fællesskab.
Dagen blev traditionen tro skudt i gang med fælles morgenmad og kaffe, hvor både store og små fik en god start på dagen. Der var omkring 30 stande med alt fra lokale varer til loppefund, og både børn og voksne havde masser at opleve. De mindste kunne fornøje sig i hoppeborgen eller besøge bamsehospitalet, hvor slidte tøjdyr blev plejet og fik nyt liv.
Spejderne sørgede for lækre pølser fra grillen, og blandt standene dukkede også den velkendte blå Venstre-campingvogn op. Den besøger Torvedagen hvert fjerde år i forbindelse med kommunalvalget – og i år med Simon Burkarl som kandidat til Varde Byråd.
Et af dagens højdepunkter var uddelingen af pokalen og titlen som Årets navn, der i år gik til Keld Jochumsen for hans store indsats i og for Horne. HUBI stod for en konkurrence, hvor en flot gavekurv blev udloddet – og den heldige vinder blev Hans Jepsen.
Efter Torvedagen fortsatte festlighederne hos Hos Os, der havde lejet den ellers lukkede krohave og kroens lokaler. Her blev der serveret helstegt pattegris – sponsoreret af Martin Lund – og der blev raflet, som i gamle dage, til stor glæde for os alle.
En ekstra stor tak skal lyde til OK, der overrakte en imponerende donation på 23.030,90 kr. til Horne Idrætsforening fra brændstofsalget – et kæmpe skulderklap til foreningslivet i byen.
Alt i alt en skøn dag, hvor Horne endnu en gang viste, hvad sammenhold, frivillighed og lokal opbakning kan skabe.
Torsdag, på Grundlovsdag, stod i børnenes og fællesskabets tegn – og sluttede med bold og sejr på stadion.
Dagen startede kl. 13.00 med børnedag på stadion, hvor børnene gratis kunne deltage i en lang række sjove aktiviteter. Der blev hoppet løs på hoppepuder, skudt efter flødeboller, ramt dåser med bolde, tegnet og spillet brætspil. For de større børn var der et spændende O-løb rundt i byen, mens de mindste kunne samle små stykker papir rundt på stadion og bytte dem til en gratis omgang popcorn. Udover det, rendte mange af ungerne selvfølgelig rundt med flotte udsmykninger i ansigtet som de har fået malet ved bordet – godt klaret af de kreative tegnere!
Ole Ballonmand var igen i år et stort hit og tryllede flotte ballondyr og sværd frem i to hele timer. Kl. 15.00 var det tid til endnu et festligt indslag, da Fup og Fidus optrådte med hans trylleshow, hvor både en fugl og et par rotter fik børnene til at grine og undre sig. Tak til HUBI for at sponsorere en del af trylleshowet.
Efter børnedagens mange oplevelser havde Ulla Hos Os forberedt ca. 60 pizzaer, som var forudbestilt, så mange kunne nyde en nem og velsmagende aftensmad – lige til at tage med hjem eller spise på pladsen.
Om aftenen, kl. 19.00, blev der spillet Serie 2-kamp mellem HTS og Esbjerg fB – og den endte med en fortjent sejr på 3-1 til HTS. Stemningen var høj, og sejren blev naturligvis fejret med en klassiker: øl i omklædningsrummet.
Som en fast tradition i Sportsugen giver Horne Idrætsforening alle spillere, der spiller kampe på Horne Stadion, en gratis sodavand eller fadøl – en lille gestus, der bliver værdsat år efter år.
Torsdagen blev endnu en dejlig dag i Sportsugen – med masser af grin, aktivitet og fællesskab for både små og store. Tak til alle deltagere og hjælpere!
Tirsdag i Sportsugen blev en uforglemmelig aften fyldt med musik, livsglæde og fællesskab, da teltet dannede rammen om en eksklusiv koncert med Michael Hausted.
Kl. 17.00 gik Michael Hausted på scenen foran et veloplagt publikum – 130 havde sikret sig billet på forhånd til det lukkede arrangement, og de fik en oplevelse, der strålede af nærvær og energi.
Publikum sang med på de livsbekræftende sange, der blev delt high-fives, danset på gulvet, og stemningen i teltet var intet mindre end festlig. En aften hvor både musik og mennesker fyldte teltet med varme og begejstring.
Efter koncerten fik 33 heldige gæster adgang til en særlig VIP-oplevelse: en lille, intim akustisk koncert med autografskrivning og fotografering. Michael skrev på alt fra bamser og bukser til bøger, og der blev snakket, grinet og taget billeder i lange baner.
Sportsugeholdet fik naturligvis også et fællesbillede, og der blev rundet af med en særlig hyldest: Jakob Vig blev fejret med en T-shirt og fødselsdagssang fra Michael Hausted selv – for som vi jo alle ved: Jakob har altid fødselsdag.
En aften, der vil blive husket længe – tak til alle der deltog og gjorde koncerten til noget helt særligt i Sportsugen 2025!
Fastelavn i Horne Varde blev en fantastisk dag! Omkring 100 børn dukkede op, alle udklædte i de mest fantastiske kostumer – mange af dem flotte hjemmelavede kreationer! Vi kronede vores kattekonger og dronninger og kårede de bedste udklædninger blandt børnene. I år var der også ekstra festligt, da mange voksne havde taget udfordringen op og klædt sig ud – så vi måtte selvfølgelig også kåre en vinder blandt de voksne!
Hos Os sørgede for lækre fastelavnsboller, saftevand og kaffe, så der var noget for enhver smag. Aktivitetspuderne blev rykket ud i hallen, og der var fuld gang i legen. Tak til alle, der var med til at gøre dagen så hyggelig og festlig – sikken en tradition at samles om!
Traditionen tro, startede vi med børnegudstjeneste i Kirken hvor Lars Bom virkelig gjorde det godt! Vi glæder os til at gøre det endnu engang næste år – I kan allerede nu begynde at glæde Jer og finde på kostumer.
BESTILLINGER ER LUKKET Hos Os og Ulla sørger for mulighed for at bestille noget lækkert pizza som kan tages med hjem eller nydes i teltet – eller udenfor hvis vejret tillader det. En nem måde at få mad på efter en hyggelig børnedag. Bestilles senest i dag mandag d. 3. juni kl. 1800.
Maden afhentes kl. 18:00 onsdag d. 05/06 Hos Os i Hallen
Bestil ved at skrive navn herunder samt hvor mange af hver pizza I ønsker.
Familie og eventyr går hånd i hånd hos Familie Spejder i Horne, hvor vi skaber uforglemmelige øjeblikke for både små og store i skøn forening. Vi deler glæden ved naturen, udforskningen og samarbejdet i et unikt fællesskab. Vores seneste kanotur fra Karlsgårde til Varde er blot én af de mange eventyr, der venter på jer!
Perfekt vejr og højt humør:
Forestil dig en fantastisk lun sensommerdag, hvor familien er samlet ved vandet, fyldt med forventning og spænding. Vores seneste kanotur var netop sådan en dag. Med 4 kanoer i vandet og smil på læberne bevægede vi os gennem det smukke landskab, skabt af Moder Natur selv. Alle var sammen om opgaven – roere i harmoni med vandets strøm, mens vi skabte minder for livet.
Det perfekte timing:
Som om det ikke kunne blive bedre, begyndte det at buldre udenfor Varde, da vi løftede den sidste kano op af vandet. Det føltes næsten som om, det var nøje planlagt, som om vejrguderne selv ønskede at fejre vores triumf. Naturens kræfter spillede med os den dag og gjorde turen endnu mere mindeværdig.
Næste stop: Vikingelunden den 1. oktober kl. 10:00
Hvis du føler, at det er tid til at skabe lignende eventyr med din familie, er der godt nyt! Familie Spejder i Horne inviterer dig og din familie til at opleve den unikke glæde ved at være spejder sammen. Vores næste møde finder sted i Vikingelunden den 1. oktober kl. 10:00. Det er en perfekt lejlighed til at komme og prøve det af – uanset om du har erfaring som spejder eller ej.
For hele familien:
Familie Spejder i Horne er for alle. Uanset om du er ung eller gammel, erfaren eller nybegynder, så er der plads til dig og din familie i vores fællesskab. Vi tror på, at det at udforske naturen, lære færdigheder og arbejde sammen i det fri er en fantastisk måde at styrke båndene i familien og skabe minder, der varer livet ud.
Så hvorfor vente? Tag det første skridt mod eventyret, fællesskabet og de uforglemmelige øjeblikke. Kom og vær en del af Familie Spejder i Horne. Vi glæder os til at byde dig og din familie velkommen i vores rækker!