Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Børn

Storkerækken er fuld

Allerede den 19. juni er den første række af storke på skolenes vestgavl fuld, så den næste stork skal i anden række!
I dag er der kommet 2 røde storke op, idet der er født 2 små piger.
Velkommen til Horne Sogn til de 2 nyfødte piger, og tillykke til de nybagte forældre.

Loading

Endnu en ny stork

Skolens vestgavl er nu prydet af 13 storke, den seneste er med blåt halstørklæde.
Den lille nyfødte dreng ønskes velkommen til Horne Sogn, årets lokale landsby. Forældrene ønskes tillykke med den nye værdighed.

Loading

Dusinet er fuldt

Så er der 12 storke på skolegavlen. 5 piger og 7 drenge er født i sognet indtil videre i år.
Den seneste stork er med blåt halstørklæde.
Velkommen til Horne sogn til den nyfødte dreng og tillykke til de nybagte forældre. Det bliver dejligt at komme hjem til en weekend med godt vejr!
Der snakkes tit om, hvor mange børn var det nu, der blev født de forskellige år?

2014201520162017201820192020
1212161418158

Loading

Sammen i bevægelse – konkurrence

DGI, Dansk skoleidræt med flere står bag projektet ”sammen i bevægelse”. Herunder ses et lille udsnit fra DGI´s hjemmeside.

”I 2021 skal vi alle ud at gå – sammen og hver for sig. Gåture gør godt for kroppen, og frisk luft og motion er godt for sjælen – og så er det pærelet, socialt og drønhyggeligt.”

Dette fantastiske projekt skal vi naturligvis være en del af. Vi håber i alle vil deltage, men især håber vi at skolebørnene hopper på cyklen og tager denne udfordring op.

Vi kan love jer, at I får masser af frisk luft og skønne naturoplevelser.  Der vil hver uge være 2-3 opgaver fordelt rundt i hele sognet. Opgavernes placering er indtegnet på et kort, som kan ses her på horne-varde.dk

Du skal altså bevæge dig ud til den markerede lokation på kortet for at finde opgaven.

Når du har løst opgaven, skal besvarelsen registreres herunder, her er det vigtigt at du registrerer dig med samme navn hver gang. Der er en lille præmie til alle deltagere der lander i TOP3.

Vi forventer at dette fortsætter i flere uger, og der vil være en helt særlig præmie til den deltager der har deltaget flest gange.

Deltag her!

Loading

Unikt, imponerende fællesskab, siger politikerne om sammenholdet i Horne

“Vi VIL have en skole og børnehave i Horne, sognet er stort nok til at rumme begge dele. Vores store ambition er, at tiltrække unge familier til Horne og vi er meget bevidste om, at tale Horne OP, så vi får fortalt de gode historier om vores by.”

Således startede Martin Vendelbo oplægget for byrådspolitikerne fra Børn og Læring, onsdag aften i Horne Hallen. Politikerne lyttede interesseret og der blev nikket anerkendende flere gange, mens Anne Mette Bøttcher og Martin Vendelbo sikkert, fik bragt politikerne gennem aftenens hovedpunkter.

Foruden HUBI var Børnebyen repræsenteret. Tove Andersen fra Regnbuen fortalte om hvordan børnehaven har stor fokus på de gode historier. Tove kom også omkring fællesskabet i Horne da hun fortalte om det nye madpakkehus i Vikingelunden som børnehavens udegruppe flittigt benytter. Samtidig arbejder børnebyen i Horne hen mod en fælles profil for børnebyen. Anne Øbo fortalte ligeledes om de gode historier fra skolen. 

Vi er en forholdsvis ny børneby og vi skal nu vise at vi er én enhed og derfor ønsker vi at skabe én fælles profil for børnebyen.” – Anne Øbo

Derudover var politikerne på en lille gåtur med Børnehaveklasseleder Pia Jessen i spidsen. Turen gik i Fælleshaverne hvor Pia levende fortalte om det helt unikke læringsmiljø vi har i de grønne områder. Turen i fælleshaverne sluttede af med flagnedtagning og en aftensang.

Udover at aftenen handlede om skole, børnehave og børneby, så blev politikerne også præsentereret for Vision Horne 2030. Et kort oprids af arbejdsgrupperne, og hvad grupperne arbejder med, hvordan der arbejdes og vores ambitiøse drømme blev præsenteret af HUBI. Foruden HUBI var Udviklingsrådet HHST, Sogneforeningen, styregruppen for Vision Horne 2030, skoleleder, Allan Thomsen, fællesbestyrelsen for Trane Skole og Børneby, samt skolechef Flemming Mahler Pedersen fra Varde Kommune til stede ved mødet. Aftenen bar præg af god dialog og politikerne var imponeret af vores gåpåmod og ihærdighed.

“Man er ikke i tvivl om at I gerne vil det her og hvor er det dejligt at komme til et så velforberedt oplæg og god energi fra jer. Tak for det.” – sagt af politikerne inden de forlod Horne Hallen

Husk, vi fortsætter arbejder med Horne Vision 2030 d. 1. oktober kl. 19 i Horne Hallen. ALLE er velkomne.

Loading

Vision 2030 – Arbejdstøjet er fundet frem

På det velbesøgte borgermøde den 25. august blev oplistet en række projekter, som skal gøre Horne til et endnu mere attraktivt sogn

På mødet den 9. september blev projekterne drøftet, samlet og prioriteret i fem grupper, og arbejdet med at gennemføre dem alle fortsætter med møder hver tredje uge. Næste møde er således onsdag den 1. oktober, men allerede den 16. september bliver lokalpolitikerne i udvalget for Børn og Læring præsenteret for, hvad Horne kan, og hvad Horne vil.
Skolens halvmur med porten mod Stadionvej skal shines op. Der skal etableres fodspor mod børnehaven, og hegnet ved børnehaven skal gøres mere indbydende. Der skal arbejdes med fodgængerfelt fra skolen til hallen og fra Brugsen til børnehaven.
Det skal være muligt for forældre at kom med til morgensang på skolen. I samarbejde med ejendomsmæglere skal der holdes “åben by” med åbent overalt.
En gruppe vil afdække beboernes interesse for at flytte i en mindre bolig, så deres nuværende boliger kan sælges til yngre familier. Gruppen vil derefter kontakte boligforeninger for at få bygget nogle lejeboliger.
Bymidten skal være en oase, hvor folk gerne vil opholde sig. Torvet skal rumme både legeplads og pergolaer, og der skal være sanseoplevelser rundt om i byen. Gruppen vil udarbejde fire planforslag, som skal i høring.
Hvis målet med Vision 2030 om at sikre Horne Børnebys overlevelse skal opfyldes, skal alle aktiviteter og alle gode historier sendes ud over sognegrænserne. Det skal ske via hjemmesiden, diverse platforme og flyers, så borgere ude omkring får øje på Horne. De får så måske lyst til at flytte til sognet, og dermed kan målet opfyldes.
Bente Jacobsen, HornePosten

Flere nyheder om Vision 2030

Loading

Så kom den 6. stork på gavlen

Den længe ventede blå stork kom på skolens gavl her til morgen. Allerede den 25. august omtalte jeg den på borgermødet i hallen, – indrømmet jeg var for tidlig ude!
Hermed ikke mindre velkommen til den lille dreng og tillykke til hans nybagte forældre.

Loading