Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Nyheder

Solceller i Malle kom i modvind


Mens der var medvind til 12 vindmøller i Malle/Kvong, blev solcellerne mødt af en næsten orkanagtig modvind på borgermødet i Horne Hallen.
170 borgere deltog i mødet, hvor planchef Trine Lyhne og by- og energiplanlægger Johannes Møller Christensen fortalte om processen og undervejs bad deltagerne svare på spørgsmål via QR-koder.
Det første spørgsmål gik på, hvad der er vigtigst for den enkelte ved et solcelleanlæg.
Der kom mange forskellige variationer over temaet: ”Skrot solcellerne. Sæt dem på taget i stedet”. Andre slog fast, at Malle vil blive affolket til skade for hele sognet.
Hvis det alligevel bliver til noget, var der ønsker om, at pengene i “grøn pulje” bruges til at stoppe affolkningen af lokalsamfundet, til aktiviteter for børn og unge, til at give borgerne gratis strøm og til at investere i låne/delebiler med gratis strøm.
Projektet omfatter 12 vindmøller på hver 167 meters højde samt solceller på cirka 200 hektar. Hver vindmølle vil have en årlig produktion på 18-20 millioner kWt., og 200 hektar solceller vil give det samme, oplyste Mogens Leth fra Energicenter Nord, der arbejder med Malle-Kvong projektet.
Byrådspolitikerne har besluttet, at der i Varde Kommune skal rejses 18-20 vindmøller og 1300 hektar solceller inden 2030, så kommunen kan være klimaneutral i 2045. Det er i den forbindelse, at Malle er blevet udpeget til at huse sol- og vindenergi.
Alle spørgsmål og holdninger fra Hornehallen vil indgå i det fremtidige arbejde.
– Vi skal nu udarbejde et idéoplæg med størrelse og placering af anlægget. Det bliver sendt til de berørte borgere og bliver lagt op på kommunens hjemmeside. Herefter bliver der en høringsperiode på 14 dage, og i den periode bliver der et nyt borgermøde, sagde Trine Lyhne.
Derefter bliver politikerne involveret, da de skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en lokalplan.
– Bliver det tilfældet, skal lokalplanen i høring i otte uger, og da bliver der et nyt borgermøde, denne gang også med politikere. Der kan ske justeringer, inden planen sendes til endelig politisk beslutning, sagde Trine Lyhne og opfordrede borgerne til dels at følge med på kommunens hjemmeside under ”solceller og vindmøller” og til at komme med input og ønsker til politikerne undervejs.
Bente Jacobsen HornePosten
 

Loading

Folkeskov rejser sig i Stundsig

En skov på foreløbig tre hektar er på vej i Stundsig. Det er ikke en hvilken som helst skov. Det er en biodiversitetsskov, som også er en folkeskov og en turistskov rejst på private marker tilhørende Monike Sommer.

Hun købte sidste år Ølgodvej 36 med cirka 5 hektar jord med henblik på både at bo der og plante en skov. Det går lidt tid, inden hun får væltet det gamle hus og bygget et nyt, men skovplanerne er ved at blive realiseret.

Børn fra SFOen i Tistrup plantede sammen med repræsentanter for

sommerhusbureauet ”Die hyggelige Dänen” i Vejers, Varde Kommune, Naturplant og Growing Trees Network 500 træer.

– Vi har doneret et træ for hver udlejningsuge, og det er blevet til 6800 træer. Nogle af dem blev plantet i går, og nu følger altså 500 træer. Det er da til at blive glad og stolt over, siger Monike Sommer, der er direktør i ”Die hyggelige Dänen”, som hendes far, Steen Hansen har skabt og er hovedejer af.

Spader stod på rad og række klar til brug onsdag eftermiddag, men en lille dreng havde lige et spørgsmål, inden de blev sendt i marken.

– Må jeg låne en traktor?

Nej, der var ingen traktor, men det gik alligevel stærkt med at få træerne i jorden, så de gjorde sig mere end fortjent til de efterfølgende burgere.

– Vi planter burgertræer, sagde en lille pige.

Det gjorde de ikke. Det var derimod løvtræer som eg, birk, ahorn, rødel og småbladet lind – de oprindelige træer i den danske natur, som passer fint til den natur, vi gerne vil have, konstaterede Peter Kjøngenskov fra Naturplant.

Per Thisted fra Varde Kommunes Plan og Teknik fik også plantet nogle træer og glædede sig over, at ”Die hyggelige Dänen” har påtaget sig at plante en skov, måske landets første turistbetalte skov.

– Varde Byråd besluttede i 2022, at kommunen skal leve op til Paris-aftalen om en reduktion af udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030, men den ambitiøse plan kan vi ikke nå alene. Det skal ske via et samarbejde på tværs af hele kommunen som det her med ”Die hyggelige Dänen”, der forener det at drive forretning med at tage ansvar for nærmiljøet.

Træplanterne kunne skrive navn og/eller lave en tegning på en pind, som blev sat ved netop ”deres” træ og dermed give dem både medansvar og lidt medejerskab af en kommende løvskov.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Udflugt bød på historie og flot natur

Østjylland viste sig fra sin flotteste side med grønne bøgetræer, bakkede landskaber, frodige vinterbygmarker og sydlandske temperaturer, da seniorer fra Horne var på den årlige sommerudflugt.
40 forventningsfulde borgere hyggede sig i bussen fra Ansager Turist med sang, snak, en omvej i Vejle og en tur omkring Rhoden, der ejes af Anders Kirk Johansen, inden første stop – formiddagskaffen ved lystbådehavnen ved Rosenvold Slot.

Næste stop var Glud Museum – et spændende frilandsmuseum, som fortæller om livet på landet gennem 300 år fra 1600-tallet. Den langhårede vegetarer og arg modstander af alkohol og tobak, Søren Knudsen, var udlært maler og meget historieinteresseret. Han lagde de første sten til museet, da han med håndkraft og en trillebør i 1911 flyttede en gammel gård fra 1700-tallet. Den blev senere fulgt af yderligere 13 gårde og huse. Stuehusene var kendetegnet ved høje dørtræ og lave loftshøjder samt mange små rum.
En guide fortalte om livet på landet på Juelsminde-egnen fra 1600-tallet. Her mødtes bønderne til byøl for at aftale tidspunktet for arbejdet i de marker, der lå udenfor byer og dermed langt væk fra gårdene, der var samlet i landsbyerne. Kvinderne i Glud stod op og spiste til omkring år 1900. De skulle jo servicere mændene, men gik der for meget snak i den, smed kvinderne fejesand ind på gulvet, og så kom mændene hurtigt ud. Det hed sig nemlig, at mænd blev impotente, hvis de blev ramt af sand.
Der var mange historier, også om Søren Knudsen, der var indlagt på psykiatrisk hospital tre gange, inden han fik rettens ord for, at han ikke var sindssyg, bare meget stridbar. Besøget kunne sagtens have varet længere, men turistbåden “Dagmar” ventede på Skanderborg Sø. Det var ren afslapning i halvanden time med både frokost og flotte udsigter.
På vej hjem mod flæskestegen i Hornehallen, var der endnu et “spisestop”, nemlig ved Klostermølle ved Gudenåen, hvor kaffen og kagen blev serveret.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Husk Forårskoncerten d. 28. maj Kl. 19.00 i Horne Kirke

Sommerkoncert med kammerkoret Vokal Vest

Ved denne korkoncert kan publikum nyde nogle af Carl Nielsens kendte og smukke sange, som han har
beriget os med i Danmark – f.eks. Tit er jeg glad, Den danske sang og Jeg bærer med smil min byrde.
Sangene er smukt arrangeret for kor af John Høybye og Bo Holten, som er blandt Danmarks dygtigste
korledere. Koncertgængerne får selvfølgelig også mulighed for at synge med på nogle fællessange med
melodi af Carl Nielsen. Koret synger endvidere inderlige og livlige svenske kærlighedssange.
Vokal Vest er et velsyngende kammerkor med 13 medlemmer. Koret er grundlagt og ledes af organisten
ved Ringkøbing Kirke, Klaus V. Jensen. Det synger et alsidigt klassisk repertoire med god publikumsappel.
En stor del af korets repertoire er kirkemusik, eftersom korets koncerter oftest er knyttet til egnens
kirker – og det fungerer som Ringkøbing Kirkes faste kor til påske og jul. Mange af kormedlemmerne er i
deres daglige virke beskæftiget med musik – som organister, kirkesangere, musiklærere ved egnens
skoler, musikskoler og gymnasier. Vokal Vest har sunget koncerter rundt omkring i Danmark, i
Nordtyskland – og selvfølgelig i Ringkøbing.

Loading

Borgermøde onsdag d. 22/5 2024 18:30 i Horne Hallen

Husk tilmelding senest d. 20/5 2024 til Planogby@varde.dk

Invitation til Borgermøde om den kommende planlægningsproces for
Vindmøller med mulighed for Solcelleanlæg ved Malle og Kvong

Kom og hør nærmere om den kommende proces for planlægning af vindmøller ved Malle og Kvong i Varde
Kommune. På mødet vil Planchef i Varde Kommune, Trine Lyhne og planlægger Johannes Møller Christensen orientere om
den kommende vindmølleplanlægning i området, samt om den igangværende undersøgelse af muligheden for
etablering af solcelleanlæg under og omkring vindmøllerne.

Program:
18.30: Velkomst og Oplæg om Planlægningsprocessen
19.15: Temadiskussioner
19.45: Spørgsmål i Plenum
20.00: Tak for i aften

Hvor: Horne hallen, Stadionvej 21, 6800 Varde
Hvornår: Onsdag den 22. maj klokken 18.30-20.00
Tilmelding: Send mail til Planogby@varde.dk med ønske om deltagelse.
Tilmeldingsfrist er mandag den 20. maj.

Loading

4. Røde stork på gavlen

Så nåede vi 4 storke inden udgangen af april. Den nyfødte er også en pige, så noget tyder på en pige-årgang.
Velkommen til Horne Sogn til den lille pige og stort tillykke til de nybagte forældre.

Loading