Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Nyheder

Netværksmøde for velkomstambassadører og byrepræsentanter i Horne

Torsdag aften havde Anne Mette Bøttcher og jeg besøg af velkomstambassadører og byrepræsentanter fra hele Varde kommune. Vi mødes 2 gange årligt. Møderne starter altid med en rundvisning i den by, hvor mødet bliver holdt.

Vi havde spurgt Pia Jessen fra Trane Skole og Børneby afd. Horne og Keld Jochumsen fra Sogneforeningen, om de ville vise rundt, da vi ved, at de to er gode til at formilde.

Vi gik først til Fælleshaverne, hvor Pia fortalte om, hvordan dette sted bliver brugt i dagligdagen af skolen. Hun fortalte om, at Trane Skole og Børneby afd. Horne er certificeret DGI Udeskole. Det er tydeligt, at Pia brænder for opgaven.

Fra Fælleshaverne tog Keld os med op forbi vores 11 storke på skolens gavl. Derefter gik vi over på kirkegården, hvor vi så runestenen og Keld fortalte om, hvilken stor betydning stenen har for vores område. Det gav god mening, da vi efterfølgende fik lov at gå på et stykke af vikingestien, inden vi så trævikingen i Vikingelunden. Vi kom forbi grillhytten, shelterne, legepladsen og madpakkehuset. Jeg gik bagerst og kunne se, at der blev taget billeder undervejs, så turen har givet inspiration for deltagerne. Keld havde fået lavet en naturlig rækkefølge i fortællingen.

Jeg vil gerne takke Pia og Keld for at afse tid til os.

Anton

Loading

Kloak -Kirkebakken og afspærringer på Stadionvej

I gang på Kirkebakken ved Klokkedoj og afspærring af krydset Stadionvej/Gunderupvej

Som I måske har opdaget, er vi gået i gang ved Kirkebakken og Klokkedoj. Ideen var at udnytte at det var været tørt i længere tid (ja, hvem havde forestillet sig det…). Vi ved jo at grundvandet står højt dernede, så ved at grave op nu, forventer vi at det er nemmere at håndtere grundvandet end hvis vi gjorde det senere på året. I disse dage sættes grundvandssænkningen op og i næste uge begynder lægningen af de nye ledninger. Imens de nye brønde sættes ud for Klokkedoj, kan bilerne køre forbi udgravningen på jernplader. Efterfølgende spærres vejen og der er adgang til byen via Klokkedoj, som der har været tidligere.

På Stadionvej og Hornelund har det gode vejr også hjulpet til den fine fremdrift. Vi skal have etableret en del stikledninger og have vejen bygget op, så vi kan få noget asfalt på igen. Hvornår det bliver, melder vi ud så snart vi har en dato.

På Stadionvej er vi ved at være fremme ved Gunderupvej og når vi kommer til krydset der, er det ingen hemmelighed at det bliver ret bøvlet at være trafikant i Horne! Fra mandag d. 19/9spærres krydset og der skiltes for omkørsel rundt om Horne. Vi arbejder hårdt på at lave nogle aftaler, så vi kan etablere nogle lokale adgangsveje, så det bliver nemmere for jer der skal rundt i Horne. Hvordan det endeligt ender, melder vi ud i næste uge inden krydset afspærres.

Hvis alt lykkedes, håber vi alle på at vi kan være færdige med kloakken til jul og have alle vejene åbnet igen. Således vil der kun mangle forskellige færdiggørelsesarbejder i det nye år.

Hvis der er spørgsmål til ovenstående, er I velkomne til at kontakte mig eller Mie fra NIRAS.

Kenneth: 27741448

Mie: 51364896

God weekend

Mvh. Kenneth, DIN Forsyning

Loading

Seniorerne kørte sydpå


På 10 timer kan man få hele sit sanseapparat fyldt. Det oplevede i hvert fald 37 deltagere i Danske Seniorer Hornes udflugt, som gik via Klelund Plantage og Wellings museum til marsken ved Ballum.
Der var morgenkaffe i Klelund Plantage, og flere af deltagerne gik op i tårnet for om muligt at spotte ulve og vildsvin, men uden held. Derefter gik turen videre til Wellings Museum ved Lintrup, skabt af originalen Søren Welling. Han var gift to gange, fik syv børn og flyttede ind i 1962, men begyndte først for alvor i 1973 at bygge sit museum op, og han fortsatte til sin død i 1996. Han har samlet alskens ting og sager fra hverdagslivet, og hvad der hører en landsby til af butikker og kontorer. Han byggede alt uden tilladelse og levede af at male og krejlede sig igennem. I dag står en støtteforening for driften, og der er både ryddet op og tyndet ud i de mange rum.
Den medbragte frokost blev indtaget i krostuen med Wellings malerier, flere overraskende gode, på væggene, og så gik turen videre til marsken ved Ballum, hvor marskbonde Christian Lorenzen fortalte om sin egn, om stormfloder og om livet i et fladt område med en bakke på 11 meter som højeste punkt. Mange har dog formået at rage mere end 11 meter op i det kulturelle landskab såsom Kristen Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal. Hans egen søn, Jannik, spillede drengen i “Kunsten at græde i kor”, som er optaget i Randerup, og han tog imod i digegrevens gård. Den har han overtaget efter sine forældre, og her blev turdeltagerne beværtet med smagsprøver på et sønderjysk kaffebord serveret med gode historier om de 21 slags kager, der oprindeligt hørte kaffebordet til.
Efter et kig ind i de gamle stuer gik turen hjem til Horne Hallen, hvor dagen sluttede med stuvet hvidkål og frikadeller.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Hornes nye fårehyrde?

Stig Larsen nu også som fårehyrde?
Frederik Lauridsen og Stig Larsen blev mødt af mange får, da de skulle transporterer materialer til gangbroen ved “Verdens ende”

Loading

Kirkegårdsvandring blev en succes

Kirkegårdsvandringen startede på Kirkegården

Da Horne Menighedsråd og Horne Sognearkiv for sjette gang slog lågerne op til en kirkegårdsvandring, var der igen stor tilstrømning. 55 borgere deltog, solen stod højt på himlen, og det lykkedes at få teknikken til at virke, så grundlaget for en succes var i orden.
Keld Jochumsen fortalte ud fra en række gravstene om Frahm-familien og om borgere med rødder i den gamle Moesgård. Derefter fandt alle deltagere plads i kirken for at høre dels om familien Frahm på Linding Mølle og om dobbeltgården i Moesgård.
Den store gård var fra 1740 delt i to fæstegårde, som blev købt af fæstebønderne ved stavnsbåndets ophør i 1788. Gården blev adskilt i 1869, og der blev bygget fire gårde, Ølgodvej 75 i 1868, Moesgårdvej 13 i 1872, Moesgårdvej 12 i 1875 og Moesgårdvej 4 i 1880-1890. Vi kom også omkring konseilspræsident I.C. Christensen, Albertiskandalen og en gårdslagter, inden Frahm-familien overtog lærredet.
Leif Sønderskov fortalte om Linding Mølle, der i fire generationer var i Frahm-familiens eje fra møllebygger Hans Jørgen Frahm fra Gottorp i Tyskland, der købte Linding Mølle i 1876 over Vilhelm Frahm og Hans Jørgen Frahm til Egon Frahm, der købte møllen i 1980 og netop har solgt den. Familien omfattede også smed i Bjerremose i mere end 50 år, Peder Frahm, og tømrermester Horne, Jeppe Frahm.
Der var repræsentanter for såvel Moesgård som Frahm-familien, som kunne supplere sognearkivets oplysninger, inden Horne Menighedsråd var vært ved kaffe og hjemmebag. Og så gik snakken lystigt på kirkebænkene.

For Ref. Og Foto: Bente Jakobsen – Niels Trasborg og Leif Sønderskov

Så var vi klar og mange var mødt op
Efter en kort gennemgang og besøg ved gravstederne gik vi ind i Kirken

Loading

Den 11. stork er rød

Som forudset, er efterårstrækket for storke startet. Igen har storken været forbi Horne, idet den 11. stork er landet på skolens vestgavl.
Storken er med rødt halstørklæde, så velkommen til Horne Sogn til den lille pige og tillykke til de nybagte forældre.

Loading