Nyheder
Så er rækken fuld
Den første række på skolens gavl er fuld med storke, idet den 15. er kommet på plads. Storken har blåt halstørklæde, så nu er der 3 med rødt og 12 med blåt.
Velkommen til Horne Sogn til den lille dreng, og tillykke til de nybagte forældre.


Nye trøjer til senior herrerne
Alle 3 senior hold skulle i foråret have indledt sæsonen i nye spillesæt, men grundet leveringsproblemer ved Hummel er trøjerne først dukket op nu. De første 2 sæt blev endelig taget i brug i sidste weekend, hvilket vi HTS senior udvalg længe havde set frem til. Der er også bestil shorts og strømper som matcher den nye blå farve, men som det ser ud nu dukker de ikke op før til 2023 sæsonen.
På det spillersæt som Horne Idrætsforening har betalt, er det Dagli’ Brugsen Horne som pryder maven. Dagli’ Brugsen har i flere år været hovedsponsor og har på den måde været med til at bidrage til fortsat stort foreningsliv I Horne. Så stor tak til alle jer der handler i vores lokale brugs, I er på den måde med til at støtte foreningslivet i byen.
Senere i dag lørdag spiller førsteholdet på Tistrup stadion. Med en sejr kan holdet sikre sig oprykning til serie 2.
Stor interesse for varmeværk i Horne
Hvis Horne skal forsynes med fjernvarme fra et kollektivt varmeanlæg, skal mindst 100 husstande tilkendegive deres interesse for projektet senest den 15. oktober.
Målet er allerede nu synligt. 50 har via Facebook vist deres interesse, og flere meldte sig til, inden de forlod borgermødet mandag aften i Horne hallen. Andre kan tilmelde sig via hjemmesiden “helleenergi.dk” eller ved den lokale borger, der på vegne af Horne-gruppen kigger forbi.
Stig Leerbeck fra varmegruppen i Horne slog fast, at det ikke er en bindende tilmelding. Det sker først senere, men interesse-tilkendegivelser sikrer, at Horne kan blive koblet på projektet i Helle, og at det ikke koster noget at blive tilsluttet.
Cirka 120 borgere deltog i mødet, og de hørte Stig Caspersen fra & green-project fortælle om den kollektive varmeforsyning baseret på et stort varmepumpeanlæg.
– Det bliver et a.m.b.a. selskab med syv værker. Det skal hvile i sig selv – altså ikke oparbejde en stor formue. Hvis mindst 100 husstande tilmelder sig senest den 15. oktober, får de lagt stikledningen ind, fjernet det gamle varmeanlæg og opsat en ny fjernvarme-unit for O kroner. Måske vil det koste 7017 kroner at få afkoblet naturgassen, men der kan søges tilskud til den udgift. En ny unit koster 35.000 kroner, men det er muligt at leje den for 2200 kroner pr år inclusive service og vedligehold, sagde Stig Caspersen og lagde alle spørgsmål om en ny opgravning ned fra starten.
Han slog fast, at vejen skal graves op igen. Sådan er det, men der skal højest graves 90 cm ned, så udgravningen når ikke grundvandet.
– Vi har hidtil regnet med bindende tilsagn senest den 31. oktober, men elpriserne svinger lige nu for meget til, at vi kan skabe et ordentligt beslutningsgrundlag, så datoen bliver nok udskudt. Vi satser dog på at tage første spadestik i juni 2023, så varmen kan sendes i rørene 12-18 måneder senere, altså i sommeren 2024.
Stig Caspersen svarede på en række spørgsmål fra deltagerne og sagde,
– at placeringen af anlægget endnu ikke er fastlagt,
– at det koster 10.000 kroner at blive tilsluttet uden interesse-tilkendegivelse senest den 15. oktober,
– at tilslutning efter færdigt projekt koster 35.000 kroner,
– at borgerne skal betale faste omkostninger til bygning, rør og løn, variable omkostninger til produktion af varme og et målerabonnement fordelt med cirka en trediedel til faste og totredjedele til variable omkostninger,
– og at anlægget er forberedt til fremtiden, så det kan skifte varmekilde, hvis der kommer noget nyt, der er økonomisk rentabelt.
Der er 226 husstande i Horne By, hvoraf 170 er potentielle fjernvarmekunder. Varde Kommune har tilkendegivet interesse for at få tilsluttet skole, SFO, børnehave. Også Varde Boligadministration med en række lejeboliger er interesseret i projektet.
Bente Jacobsen HornePosten




3. stork på en uge!
Så er der igen kommet en blå stork op på skolens gavl den 3. i løbet af den forløbne uge.
Velkommen til Horne Sogn til den lille dreng, og tillykke til de nybagte forældre.



Vikingerne har sat deres spor
Arkæologerne fra Arkæologi Vestjylland er med skovle og små murskeer ved at grave spor fra vikingetiden frem på marken bag Klokkedoj – spor fra tiden omkring år 1000.
Efter undersøgelser af søgegrøfter i det meste af marken har arkæologerne nu rettet fokus mod et mindre felt, og efter få dages gravearbejde er flere spændende spor dukket op.
– Det tegner rigtig godt. Vi har fundet sikre spor efter en boplads. Vi har således aftegninger af et stort langhus fra formentlig sen vikingetid eller tidlig middelalder. Vi har også fundet spor af noget, vi endnu ikke hvad er. Det skal vi have gravet rigtigt ud, men indtil videre er der flere gæt på, hvad det kan være. Gættene går blandt andet på fundamentet til en stubmølle, et kæmpestort grubehus og på en stor grav. Måske finder vi svaret 20 centimeter nede, måske skal vi en halv meter ned. Det bliver i hvert fald spændende at få det gravet ud, siger museumsinspektør Lene Frandsen.
En ung mand fra Gårde går i området med sin detektor og har fundet et cirkulært bronzespænde, en såkaldt emaljefibula.
– Den passer perfekt ind i den datering, vi har arbejder med. Den endelige datering får vi først senere ved hjælp af kulstof-14 metoden, siger Lene Frandsen, der regner med at grave videre i hvert fald næste uge med – måske længere end det. Det afhænger af, hvad det store gravefelt giver.
Bente Jacobsen HornePosten

Kloak: Nu er den god nok – vi spærrer krydset Gunderupvej / Stadionvej
Nu er den god nok – vi spærrer krydset Gunderupvej / Stadionvej
Vi har nu fået aftalerne for de lokale omkørsler på plads. Fra mandag d. 10/10 spærres krydset Gunderupvej og Stadionvej. Der vil derfor blive etableret adgang fra krydset Stadionvej/Hornelund til Gunderupvej via en midlertidig kørevej. Samtidig har vi fået lov til at benytte Transbølvej, både den offentlige og den private del. Det betyder at det nu er muligt for den lokale trafik at komme rundt om udgravningerne fra alle verdenshjørner. Disse omkørsler bliver der ikke skiltet for og er heller ikke gældende for lastbiler. De er til brug for lokal trafik af personbiler og varevogne, samt entreprenørens traktorer og dumpere.
Det betyder også at den midlertidige forbindelse mellem Mælkevejen og Stadionvej/Gunderupvej er åben næste uge med.
Fredag d. 7/10 asfalteres en kortere strækning på Kirkebakken/Stadionvej, således der er fast underlag hen til den midlertidige kørevej.
Hvis der er spørgsmål til ovenstående, er I velkomne til at kontakte mig eller Mie fra NIRAS.
Kenneth: 27741448
Mie: 51364896
Mvh. Kenneth, DIN Forsyning
