Så kom der igen en stork på skolens gavl. Vi vil gerne byde den nyfødte velkommen til Horne Sogn og stort tillykke til de nybagte forældre. På borgermødet i Horne Hallen adviserede jeg den 5. stork, men mine kilder var ikke helt opdaterede, så den fødsel venter vi stadig på. Altså er der en stork mere på trapperne, eller måske mere på stigen i det her tilfælde!
Der blev plukket slåen til pyntning, undersøgt skovbund og taget forsigtige skridt på træernes nederste grene, da 23 børn fra Horne Børnebys afdeling børnehave var i Vikingelunden. Anledningen var indvielse af madpakkehuset – et hus, som Horne Sogneforening stiller til rådighed for børnehaven, så udegruppen har en fast base. – Udegruppen er en drøm, vi har haft rigtig længe, og den er nu blevet virkeliggjort, fordi forældrerådet har været meget aktivt, og fordi Horne Sogneforening har givet os mulighed for at låne dette skønne hus, sagde leder Tove Holm Andersen, inden hun sammen med Ella og Emmelie klippede den røde snor og dermed officielt åbnede både madpakkehus og udegruppe. Formand for sogneforeningen, Keld Jochumsen, fortalte, at gruppen “De unge mødre” havde fostret ideen og præsenterede den for sogneforeningen. – Det var vitalt for dem, at de fik et skur, og det blev så madpakkehuset. Vi har også bestilt shelters til brug for sovebørnene, men der er seks-otte ugers leveringstid. Desuden skal vi have lagt el ind i huset og renoveret legepladsen, sagde Keld. Og så var der kagemand, juice, kaffe og masser af sol, så børnene for alvor kunne slå sig løs i naturen. Bente Jacobsen HornePosten
Flere farver på skole og børnehave. En sanse-oplevelsesgade med beplantning, skulpturer og aktiviteter på Hornelund. Skolegården som naturområde. En klar udmelding om Horne Børnebys kultur og værdier. En omfartsvej til den tunge trafik, så midtbyen kan blive en oase med mulighed for aktiviteter, hygge og sanseoplevelser. Horne Børneby skal være et sted, hvor børnene mødes og ses. Vi skal have nogle lejligheder til en rimelig pris, så der kommer huse til salg til unge familier. Det skortede ikke på ideer, da 120 borgere mødtes i Hornehallen for at arbejde med en plan for udvikling af sognet – en udvikling, der skal sikre, at borgerne trives, og at Horne Børneby styrkes. Anne Mette Bøttcher fra HUBI opfordrede deltagerne til at holde en god og konstruktiv tone under gruppearbejdet og i hverdagen. – Vi tror på, at det gør en forskel at tale ordentligt, og har man et problem, har man både ret og pligt til at gå til dem, der kan gøre noget ved i stedet for at gå til naboen. Opfordringen blev fulgt. Der var både konstruktive forslag, masser af grin og spændende ideer på de hvide papirduge, da borgerne havde forladt hallen. Initiativtagerne til mødet – HUBI, Udviklingsrådet, Horne Børneby og Horne Sogneforening – samler ideerne og prioriterer dem på et møde den 9. september, og ugen efter er der møde med politikerne i Børn og Læring. – Politikerne har takket ja til at høre om, hvad vi er, og hvad vi kan i Horne. Det andre landsbyer kan, kan vi gange tre. Det skal alle have at vide, sagde Anne Mette Bøttcher. Bente Jacosen HornePosten
Efter mange måneders klargøring af lokalerne i Horne Erhvervspark kunne Leon Kongsted præsentere det første bryg fra eget bryghus for sognets borgere. Og det var ikke så ringe endda, selvom Leon Kongsted måtte erkende, at øllet ikke var humlet helt nok. – Af et fejlbryg at være går det mere end an. Det er en skam, at det er et fejlbryg, for så rammer du jo ikke denne smag igen, konstaterede en af de mange deltagere, der var mødt frem.
De hørte både om starten på Kongsted Hjemmebryg med masser af krav og godkendelser og om brygprocessen. – Jeg har gang i fire bryg. Det er alt sammen ale, også en helt perfekt udgave af American Ale, som I har i glassene, og inden længe går jeg i gang med en pilsner. Jeg brygger 155 liter ad gangen, og om cirka en måned er jeg klar til at fylde øllet på flasker, siger Leon Kongsted. Øllet bliver solgt i halv liters flasker til 40 kroner. Prisen falder i takt med den mængde, man køber. Det bliver solgt via webshoppen, og brygmesteren arbejder også på at levere øl til diverse arrangementer. Bente Jacobsen HornePosten
Repræsentanter fra Din Forsyning og Varde Kommune gav Horne borgerne mulighed for at få svar på deres spørgsmål angående den kommende separering af kloak- og overfladevand. Gravearbejdet starter i uge 36 ved rensningsanlægget og bevæger sig i første omgang op på Klokkedøj.
Udvalget for plan og teknik har bevilget 425.000 kr. til nyetableringer i Vikingelunden.
Udviklingsgruppen, der arbejder med forbedringer og nyetableringer har fået bevilget 425.000 kr. til brug i 2020. Gruppen skal selv rejse et tilsvarende beløb, så der er arbejde for 850 tusinde kroner. Så det er bare om at komme i gang! Indtil videre er der etableret bålplads og et madpakkehus. De næste planer er dræning bag grill-hytten. Køre-og gangsti til grillhytten. Etablering af lervold bag søen, så vandet ikke løber ud, og et repos ud over vandet ved grillhytten. Der føres ligeledes vand og strøm frem til grillhytten og strøm til madpakkehuset.
I foråret 2020 gik gruppen i gang med punktet fra Udviklingsplanen 2018 ”I Vikingernes fodspor”.
Det blev besluttet at reetablere den eksisterende vikingesti, som det ikke har været mulig at vedligeholde, grundet de græssende køer ødelagde stien og gjorde det umuligt at klippe græsset.
Stien er nu blevet klippet, hvor der blev benyttet en ATV monteret med en slagleklipper. Interesserede Horneborgere er velkommen til allerede nu, at benytte stien igen, og nyde den skønne natur vi er omgivet af. Husk dog gummistøvler, hvis ikke I vil have våde fødder.
Da der nu er Galloway kvæg på arealerne, henstilles det, at man ikke tager hund med på turen.
Der er mange endnu udestående
Afmærkningen af stien skal fornyes og gruppen vil forsøge at slå stien, gerne med Sogneforeningens alm. græsklipper.
Gruppen vil følge op på, hvor der skal foretages udbedringer på stien, så den bliver mere fremkommelig. Der er jo flere steder hvor vand er skyld i at stien bliver en mudret affære og næsten ufremkommelig.
Vikingestien passerer stedet hvor der i april 2014 blev fundet et bæltespænde og rigtig mange sølvmønter. Der vil blive opsat en beskrivelse.
Arbejdsgruppen forventer at første etape af stien er færdig i foråret 2021.
Arbejdsgruppen har mange ideer til at gøre stien og området til et attraktivt område at bevæge sig i.
Nb – Hvis nogen er interesseret i at bidrage til at skabe en fantastisk sti dvs. enten via etableringen (praktisk) eller formidling af naturen og historien er i velkommen til at kontakte Per Jespersgaard.
Gruppen består af:
Frederik Lauridsen, Allan Nymark, Thorkil Lindvig, Stig Larsen, Stig Leerbeck, Jørgen Østergaard og Per Jespersgaard.
Første planlægningsmøde i Vikingelundens grillhytte 2020