Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Nyheder

Høj aktivitet med halv medlemsskare


Trods corona med masser af nedlukninger og restriktioner blev 2021 et mindeværdigt år for Horne Sogn med genindvielse af Vikingelunden efter forbedringer for en million kroner, med kåring som årets landsby, med et historisk højt antal storke på gavlen, 21 styk, og med et kaffebord ved torvedagen, der sprang alle rammer.
Horne Sogneforening har været aktiv deltager i det meste, så formand Keld Jochumsen havde meget at glæde sig over på generalforsamlingen på Horne Kro med 40 deltagere. Han kunne også fortælle at nye projekter er i støbeskeen i år. I Vikingelunden drejer det sig om en forlængelse af stien, endnu et toilet og et kunstværk til rondellen. Der skal etableres nye byportaler med et skilt om årets landsby 2021 ved indfaldsvejene, og der bliver affaldsindsamling den 12. april fra kl. 16-17.30.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Formanden måtte endnu engang beklage, at kun cirka halvdelen af husstandene er medlemmer af sogneforeningen og dermed med til at bidrage til de mange aktiviteter. Sognet har 502 husstande, hvoraf 254 betaler kontingent.
– Det er ikke tilfredsstillende, at vi har så mange ikke-betalende medlemmer. Vi har sat et spørgeskema på Facebook, og det kan måske få flere til at være mere opmærksom på girokortet, som er på vej ud til alle, sagde Keld Jochumsen.
Kontingentet på 200 kroner for en husstand og 100 kroner for enlige blev “genvalgt”, og det samme blev Aksel Hansen til bestyrelsen, mens Anthon Nielsen blev nyvalgt i stedet for Hans Kr. Guldager.
Driften gav et minus på knap 33.000 kroner, men efter diverse tilskud sluttede året med et plus på 17.680 kroner.
Bente Jacobsen HornePosten
Foto: Leif Sønderskov

Loading

Sjældent udbudt stilling tilbydes som aftenskoleleder.

De 3 lokale aftenskoler i Horne, Sig-Thorstrup og Tistrup søger ny fælles aftenskoleleder fra ca. 1. april 2022.

Skolerne tilbyder en god og spændende blanding af undervisning, foredrag og nørkleklubber.

Vi søger en frisk M/K som har masser af gå på mod, er serviceminded, idérig, smilende, imødekommende og indlevende.  

I dit job vil du møde mange kursister, undervisere og medlemmer af bestyrelserne fra de 3 aftenskoler.

Du skal blandt andet lave program, annoncerer på de sociale medier, oprette hold, sætte i gang og følge holdet til slut. Arbejdstiden er både dag og aften.

Aftenskolen har en dygtig kasserer, som sørger for alt det økonomiske.

Lønnen er ca. 10.000 kr. efter skat pr. år, hertil kommer tilskud til kørsel.  

Den nuværende leder vil selvfølgelig være behjælpelig i en overgangsperiode.

Din arbejdsgiver bliver Familie og Fritid, Horne Aftenskole.

Ansøgningsfrist er den 25. marts 2022.

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Bente Dinesen på telefon 21 78 76 55 eller via mailadresse: b.dinesen@jette-4h

Loading

Flot kørende

Sæsonen bliver afsluttet med maner.
Hornes førstehold er godt kørende til og fra sidste runde i indendørs turneringen, dog blev det kun til en andenplads trods sejr over puljevinderne fra Janderup!
Hornes andethold kigger misundeligt på…
Sæsonafslutningen fejres i aften på Horne Kro.

Loading

Foredrag i Horne kirke Aktiv dødshjælp – Aktiv livshjælp

Foredrag i Horne Kirke
Foredrag i Horne kirke, tirsdag 8. februar kl. 19.00.
Aktiv dødshjælp – aktiv livshjælp ⚘
Med forskellig intensitet dukker det svære spørgsmål om aktiv dødshjælp op i medierne. 
Vi lever i en tid, hvor vores frihed og vores selvbestemmelse sættes lig med vores værdighed.
Et værdigt liv og ikke mindst en værdig død spiller en stor rolle i vores definitioner af at være et menneske.
Marianne Holst Larsen, sognepræst i Ølgod, vil med sit foredrag stille spørgsmål til vores definitioner og klare meldinger om værdighed og frihed og selvbestemmelse. 
Er aktiv dødshjælp svaret på den ultimative frihed og den højeste værdighed? .
Der er gratis entré, og menighedsrådet er vært ved kaffe og kage.
Vi ses - De 4 vestjyske sogne - Horne, Hodde, Thorstrup og Tistrup kirker

Loading