Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Høj aktivitet med halv medlemsskare


Trods corona med masser af nedlukninger og restriktioner blev 2021 et mindeværdigt år for Horne Sogn med genindvielse af Vikingelunden efter forbedringer for en million kroner, med kåring som årets landsby, med et historisk højt antal storke på gavlen, 21 styk, og med et kaffebord ved torvedagen, der sprang alle rammer.
Horne Sogneforening har været aktiv deltager i det meste, så formand Keld Jochumsen havde meget at glæde sig over på generalforsamlingen på Horne Kro med 40 deltagere. Han kunne også fortælle at nye projekter er i støbeskeen i år. I Vikingelunden drejer det sig om en forlængelse af stien, endnu et toilet og et kunstværk til rondellen. Der skal etableres nye byportaler med et skilt om årets landsby 2021 ved indfaldsvejene, og der bliver affaldsindsamling den 12. april fra kl. 16-17.30.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Formanden måtte endnu engang beklage, at kun cirka halvdelen af husstandene er medlemmer af sogneforeningen og dermed med til at bidrage til de mange aktiviteter. Sognet har 502 husstande, hvoraf 254 betaler kontingent.
– Det er ikke tilfredsstillende, at vi har så mange ikke-betalende medlemmer. Vi har sat et spørgeskema på Facebook, og det kan måske få flere til at være mere opmærksom på girokortet, som er på vej ud til alle, sagde Keld Jochumsen.
Kontingentet på 200 kroner for en husstand og 100 kroner for enlige blev “genvalgt”, og det samme blev Aksel Hansen til bestyrelsen, mens Anthon Nielsen blev nyvalgt i stedet for Hans Kr. Guldager.
Driften gav et minus på knap 33.000 kroner, men efter diverse tilskud sluttede året med et plus på 17.680 kroner.
Bente Jacobsen HornePosten
Foto: Leif Sønderskov

Tilmeld vores nyhedsmail