Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Horne

3. stork på en uge!

Så er der igen kommet en blå stork op på skolens gavl den 3. i løbet af den forløbne uge.
Velkommen til Horne Sogn til den lille dreng, og tillykke til de nybagte forældre.

Loading

Vikingerne har sat deres spor

Arkæologerne fra Arkæologi Vestjylland er med skovle og små murskeer ved at grave spor fra vikingetiden frem på marken bag Klokkedoj – spor fra tiden omkring år 1000.

Efter undersøgelser af søgegrøfter i det meste af marken har arkæologerne nu rettet fokus mod et mindre felt, og efter få dages gravearbejde er flere spændende spor dukket op.

– Det tegner rigtig godt. Vi har fundet sikre spor efter en boplads. Vi har således aftegninger af et stort langhus fra formentlig sen vikingetid eller tidlig middelalder. Vi har også fundet spor af noget, vi endnu ikke hvad er. Det skal vi have gravet rigtigt ud, men indtil videre er der flere gæt på, hvad det kan være. Gættene går blandt andet på fundamentet til en stubmølle, et kæmpestort grubehus og på en stor grav. Måske finder vi svaret 20 centimeter nede, måske skal vi en halv meter ned. Det bliver i hvert fald spændende at få det gravet ud, siger museumsinspektør Lene Frandsen.

En ung mand fra Gårde går i området med sin detektor og har fundet et cirkulært bronzespænde, en såkaldt emaljefibula.

– Den passer perfekt ind i den datering, vi har arbejder med. Den endelige datering får vi først senere ved hjælp af kulstof-14 metoden, siger Lene Frandsen, der regner med at grave videre i hvert fald næste uge med – måske længere end det. Det afhænger af, hvad det store gravefelt giver.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Kloak: Nu er den god nok – vi spærrer krydset Gunderupvej / Stadionvej

Nu er den god nok – vi spærrer krydset Gunderupvej / Stadionvej

Vi har nu fået aftalerne for de lokale omkørsler på plads. Fra mandag d. 10/10 spærres krydset Gunderupvej og Stadionvej. Der vil derfor blive etableret adgang fra krydset Stadionvej/Hornelund til Gunderupvej via en midlertidig kørevej. Samtidig har vi fået lov til at benytte Transbølvej, både den offentlige og den private del. Det betyder at det nu er muligt for den lokale trafik at komme rundt om udgravningerne fra alle verdenshjørner. Disse omkørsler bliver der ikke skiltet for og er heller ikke gældende for lastbiler. De er til brug for lokal trafik af personbiler og varevogne, samt entreprenørens traktorer og dumpere.

Det betyder også at den midlertidige forbindelse mellem Mælkevejen og Stadionvej/Gunderupvej er åben næste uge med.

Fredag d. 7/10 asfalteres en kortere strækning på Kirkebakken/Stadionvej, således der er fast underlag hen til den midlertidige kørevej.

Hvis der er spørgsmål til ovenstående, er I velkomne til at kontakte mig eller Mie fra NIRAS.

Kenneth: 27741448

Mie: 51364896

Mvh. Kenneth, DIN Forsyning

Omkørsel

Loading

Shelterne i Vikingelunden

Her i weekenden har Sonja og Otto Lund givet shelterne olie, så de er klar til vinteren.
Aksel Hansen har sat et skab op ved shelterne til brug ved booking af overnatninger. Nu mangler der kun en kalender!
Tak for indsatsen.

Loading

Der blev brug for stigen!

Den 13. stork er kommet op på skolens vestgavl, så det var godt, at vi lod stigen stå!
Den 13. stork er også med blåt halstørklæde, så det bliver en rigtig drengeklasse, der er udsigt til, idet der nu er født 3 piger og 10 drenge.
Velkommen til Horne Sogn til den nyfødte dreng og tillykke til de nybagte forældre.

Loading

Nye tider i Horne Brugs


Selvom omsætningen i Dagli’Brugsen i Horne er presset af inflation, stigende energipriser, krig i Ukraine, manglende varer-leverancer på grund af nyt IT-system og kloakseparering, er Brugsen ikke lukningstruet.
Det slog direktør i brugskoncernen, Allan Knudsen fast som indledning på et hurtigt indkaldt informationsmøde i Horne Hallen. Det udløste klapsalver fra de cirka 100 fremmødte, og det gav den i forvejen gode stemning efter en sjov omgang stå-banko et ekstra nøk opad.
Der vil dog ske ændringer i den nærmeste fremtid for at sikre en fortsat rentabel butik.  Fra den 1. oktober bliver den ledelsesmæssige struktur ændret. Nuværende uddeler Alex Pagaard bliver uddeler i både Horne og Lyne, og Martin Gejl bliver ledertrainee begge steder. Desuden får servicechef Claus Færge, der i dag hjælper uddelerne i koncernen, det ledelsesmæssige ansvar i begge butikker.
– Den nye struktur vil give en besparelse på 200.000 kroner og gøre det nemmere at få personalekabalen til at gå op, sagde Allan Knudsen.
Fra 1. november bliver åbningstiden ændret, så butikken først åbner kl. 08.00 og lukker kl. 18.45 – en daglig indskrænkning på halvanden time. Der bliver allerede nu gjort meget for at mindske energiregningen, og når Brugsen har fået sin kloak separeret, får mælkekøleren låger.
Trods de mange udfordringer har Brugsen i Horne indtil nu i år leveret et overskud på 119.000 kroner takket være god opbakning fra borgerne og en kæmpe indsats af medarbejderne.
– Om 14 dage ændres IT-systemet og så kan det kun gå fremad med levering af varer til rette tid. Coop arbejder også på at få prisniveauet på plads, så vi får en større volumen, og på at sænke brugsernes bidrag til Coop til højest 8 procent fra 2024. Det vil give en besparelse på 600.000 kroner årligt i Horne og Lyne brugser, sagde Allan Knudsen og gav et løfte om, at koncernen vil gøre alt for at bevare alle butikker uanset, hvor de ligger.
– Vi skal hjælpe hinanden. Gør vi det, står vi stærkt, når krisen er ovre.

Informationsmødet bød også på kaffe og på åbning af en lås til en palle med dagligvarer. Hanne Burkarl havde købt den gyldne nøgle og gik hjem med alle herlighederne.
Bente Jacobsen HornePosten, Foto Leif Sønderskov

Hanne Burkarl jubler her over købet af den gyldne nøgle som udløste et overflødighedshorn af Dagli’ varer
Allan Knudsen fremlægger her den endelige plan
Alex Pagaard – Nu både uddeler i Horne og Lyne Dagli’ Brugser

Loading

Den 12. stork er på plads

Den 12. stork er med blåt halstørklæde, og vi har valgt, at lade stigen stå, da der er gang i den i øjeblikket!
Velkommen til Horne Sogn til den nyfødte dreng og tillykke til de nybagte forældre

Loading

Netværksmøde for velkomstambassadører og byrepræsentanter i Horne

Torsdag aften havde Anne Mette Bøttcher og jeg besøg af velkomstambassadører og byrepræsentanter fra hele Varde kommune. Vi mødes 2 gange årligt. Møderne starter altid med en rundvisning i den by, hvor mødet bliver holdt.

Vi havde spurgt Pia Jessen fra Trane Skole og Børneby afd. Horne og Keld Jochumsen fra Sogneforeningen, om de ville vise rundt, da vi ved, at de to er gode til at formilde.

Vi gik først til Fælleshaverne, hvor Pia fortalte om, hvordan dette sted bliver brugt i dagligdagen af skolen. Hun fortalte om, at Trane Skole og Børneby afd. Horne er certificeret DGI Udeskole. Det er tydeligt, at Pia brænder for opgaven.

Fra Fælleshaverne tog Keld os med op forbi vores 11 storke på skolens gavl. Derefter gik vi over på kirkegården, hvor vi så runestenen og Keld fortalte om, hvilken stor betydning stenen har for vores område. Det gav god mening, da vi efterfølgende fik lov at gå på et stykke af vikingestien, inden vi så trævikingen i Vikingelunden. Vi kom forbi grillhytten, shelterne, legepladsen og madpakkehuset. Jeg gik bagerst og kunne se, at der blev taget billeder undervejs, så turen har givet inspiration for deltagerne. Keld havde fået lavet en naturlig rækkefølge i fortællingen.

Jeg vil gerne takke Pia og Keld for at afse tid til os.

Anton

Loading

Seniorerne kørte sydpå


På 10 timer kan man få hele sit sanseapparat fyldt. Det oplevede i hvert fald 37 deltagere i Danske Seniorer Hornes udflugt, som gik via Klelund Plantage og Wellings museum til marsken ved Ballum.
Der var morgenkaffe i Klelund Plantage, og flere af deltagerne gik op i tårnet for om muligt at spotte ulve og vildsvin, men uden held. Derefter gik turen videre til Wellings Museum ved Lintrup, skabt af originalen Søren Welling. Han var gift to gange, fik syv børn og flyttede ind i 1962, men begyndte først for alvor i 1973 at bygge sit museum op, og han fortsatte til sin død i 1996. Han har samlet alskens ting og sager fra hverdagslivet, og hvad der hører en landsby til af butikker og kontorer. Han byggede alt uden tilladelse og levede af at male og krejlede sig igennem. I dag står en støtteforening for driften, og der er både ryddet op og tyndet ud i de mange rum.
Den medbragte frokost blev indtaget i krostuen med Wellings malerier, flere overraskende gode, på væggene, og så gik turen videre til marsken ved Ballum, hvor marskbonde Christian Lorenzen fortalte om sin egn, om stormfloder og om livet i et fladt område med en bakke på 11 meter som højeste punkt. Mange har dog formået at rage mere end 11 meter op i det kulturelle landskab såsom Kristen Kold, Hans Adolf Brorson og Jens Rosendal. Hans egen søn, Jannik, spillede drengen i “Kunsten at græde i kor”, som er optaget i Randerup, og han tog imod i digegrevens gård. Den har han overtaget efter sine forældre, og her blev turdeltagerne beværtet med smagsprøver på et sønderjysk kaffebord serveret med gode historier om de 21 slags kager, der oprindeligt hørte kaffebordet til.
Efter et kig ind i de gamle stuer gik turen hjem til Horne Hallen, hvor dagen sluttede med stuvet hvidkål og frikadeller.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading