Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Nye tider i Horne Brugs


Selvom omsætningen i Dagli’Brugsen i Horne er presset af inflation, stigende energipriser, krig i Ukraine, manglende varer-leverancer på grund af nyt IT-system og kloakseparering, er Brugsen ikke lukningstruet.
Det slog direktør i brugskoncernen, Allan Knudsen fast som indledning på et hurtigt indkaldt informationsmøde i Horne Hallen. Det udløste klapsalver fra de cirka 100 fremmødte, og det gav den i forvejen gode stemning efter en sjov omgang stå-banko et ekstra nøk opad.
Der vil dog ske ændringer i den nærmeste fremtid for at sikre en fortsat rentabel butik.  Fra den 1. oktober bliver den ledelsesmæssige struktur ændret. Nuværende uddeler Alex Pagaard bliver uddeler i både Horne og Lyne, og Martin Gejl bliver ledertrainee begge steder. Desuden får servicechef Claus Færge, der i dag hjælper uddelerne i koncernen, det ledelsesmæssige ansvar i begge butikker.
– Den nye struktur vil give en besparelse på 200.000 kroner og gøre det nemmere at få personalekabalen til at gå op, sagde Allan Knudsen.
Fra 1. november bliver åbningstiden ændret, så butikken først åbner kl. 08.00 og lukker kl. 18.45 – en daglig indskrænkning på halvanden time. Der bliver allerede nu gjort meget for at mindske energiregningen, og når Brugsen har fået sin kloak separeret, får mælkekøleren låger.
Trods de mange udfordringer har Brugsen i Horne indtil nu i år leveret et overskud på 119.000 kroner takket være god opbakning fra borgerne og en kæmpe indsats af medarbejderne.
– Om 14 dage ændres IT-systemet og så kan det kun gå fremad med levering af varer til rette tid. Coop arbejder også på at få prisniveauet på plads, så vi får en større volumen, og på at sænke brugsernes bidrag til Coop til højest 8 procent fra 2024. Det vil give en besparelse på 600.000 kroner årligt i Horne og Lyne brugser, sagde Allan Knudsen og gav et løfte om, at koncernen vil gøre alt for at bevare alle butikker uanset, hvor de ligger.
– Vi skal hjælpe hinanden. Gør vi det, står vi stærkt, når krisen er ovre.

Informationsmødet bød også på kaffe og på åbning af en lås til en palle med dagligvarer. Hanne Burkarl havde købt den gyldne nøgle og gik hjem med alle herlighederne.
Bente Jacobsen HornePosten, Foto Leif Sønderskov

Hanne Burkarl jubler her over købet af den gyldne nøgle som udløste et overflødighedshorn af Dagli’ varer
Allan Knudsen fremlægger her den endelige plan
Alex Pagaard – Nu både uddeler i Horne og Lyne Dagli’ Brugser

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):