Author: Keld Jochumsen
Stork nummer 2 pryder skolens gavl
Efter en langsom start på storkeåret, så er der kommet en stork med rødt halstørklæde op skolens gavl. 2 nyfødte på 3 måneder er ikke for mange, så vi håber, at Påsken trækker flere storke op over landet!
Velkommen til Horne Sogn til den lille pige og tillykke til hendes forældre
Giv en hånd til dit nærområde den 7/4 (aflyst)
Set i lyset af Corona-situationen har Sogneforeningen besluttet at aflyse arrangementet i år. Det skal dog ikke afholde sognets beboere fra, at samle affalds i vejkanterne og selv sørge for en sortering og bortskaffelse på Super Miljøstationen. Den fælles sortering og afsluttende øl/ sodavandsdrikning må vi udsætte.
Pas nu godt på jer selv og hinanden.
Horne Sogneforening
Sangaften aflyst pga. Corona
Formand for Hornelunds Venner Svend Bruun oplyser, at i samråd med ældrecentret er aftenens sangaften aflyst. Årsagen er, at man ikke ønsker at udsætte beboerne på Hornelund for smitterisiko.
Nu også ved Dagli’Brugsen
Der er sat en hjertestarter op ved Brugsen i Horne. Så nu har vi hjertestartere ved Horne Hallen, Ældrecentret Hornelund, Dagli’Brugsen og i Asp.
Så er vi i gang igen
Årets første stork er fløjet op på skolens vestgavl. Skolens nye pedel Michael Koch fik æren af hænge storken på plads. Vi håber, der kommer mange flere i løbet af året.
Velkommen til Horne Sogn til den lille dreng, og tillykke til de nybagte forældre.
Dejlig udsmykning på skolen
Trappegangen er udsmykket med farverige balloner med elevudtalelser om skolen. Ligeledes er der et vennetræ med udtalelser om en god ven.
Folkedans på Hornelund
Folkedansere under ledelse af Grethe Ladefoged besøgte Hornelund tirsdag eftermiddag. En hyggelig eftermiddag med musik, dans, sang og et lækkert kaffebord.