Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Nyheder

Generalforsamling i Sogneforeningen

Sognet fik 39 nye borgere
I 2018 afleverede Horne Sogneforening 21 velkomstpakker til tilflyttere og 18 babypakke til nyfødte.
Det var bare to af mange opgaver, som sogneforeningen løste sidste år – et år, som formand Keld Jochumsen på generalforsamlingen betegnede som et godt år.
Han glædede sig over et stort fremmøde – 47 deltagere, og ærgrede sig over et fald i medlemstallet. Foreningen har 266 medlemmer, hvilket svarer til 53 procent af sognets 506 husstande. Det er en nedgang på syv procent.
Tre projekter har fyldt meget på arbejdssedlen. Den ene var indretning af Trekanten med flagstang, torvedagsmanden og bænke, der dog er til reparation, fordi det galvaniserede stel ruster. Den anden var at få den tredje blomst i projekt blomstrende landsby, og den tredje var udarbejdelse af en udviklingsplan for den lille storby, hvor noget er småt, men alt er godt.
Planen indeholder mange forslag til udvikling af Vikingelunden såsom vand og strøm til hytten, infoskilte, nye borde-bænke, bedre parkeringsmulighed og shelters. Foreningen har så småt taget hul på nogle af forslagene og lagde sidste år penge til side til projekterne fra fonden til byens forskønnelse. Der sker også forskønnelse andre steder.

– Vi har fået 20.000 kroner af kommunen fra puljen til landsbyforskønnelse. De skal blandt andet bruges til at gøre noget ved indkørslerne til Horne fra syd og vest.
Det fik flere til at foreslå, at byskiltet fra syd bliver flyttet tættere på byen, og Stig Leerbeck kunne i den forbindelse oplyse, at Plan og Teknik har fokus på skiltet.
Eva Plauborg fremlagde et regnskab med et underskud på godt 13.000 kroner og et forslag om, at kontingentet forbliver uændret – 200 kroner for en husstand og 100 kroner for enlige. Det blev vedtaget.
Leif Damsgaard takkede farvel til bestyrelsen, mens Aksel Hansen blev genvalgt og Hans Chr. Guldager nyvalgt med Dirk Svensson og Anders Burkarl som suppleanter.

Bente Jacobsen HornePosten

 

Loading

Hans Vestager på besøg på Hornelund

Hans Vestager var gæst på Hornelund ved Horne Pensionistforenings mandagsarrangement. Hans fortalte om Marie og Carl Nielsen liv.

Skulptøren og kunstneren Marie Carl Nielsen født Brodersen er måske ikke så kendt, som hendes mand Carl Nielsen. Men alligevel kender vi værker af hende. Hun har lavet skulpturen af Dronning Dagmar, der står udenfor Ribe og skuer ind mod byen fra hendes båd. Ligeledes har hun lavet rytterstatuen af Christian den niende på Christiansborg Ridebane.

Carl Nielsen er mest kendt som komponist, med et utal af melodier vi kender fra sangbøgerne. Ligeledes har han lavet Maskerade og Fynsk Forår.

Loading

Foredrag med Jørgen Skouboe – Nak & Æd i Norden

Til juni gæster Jørgen Skouboe Møller også Horne og fortæller om sit arbejde med programmet Nak & Æd og om hans holdning til jagt i teltet til Horne Sportsuge.
Hvorfor hedder det Nak & Æd? Smager en husmår godt? Og hvorfor er der så mange der kigger med? Det og meget mere får i svar på i Jørgens foredrag.

Efter pausen fortæller Jørgen om jagten på Nordens vildt og om mødet med vores Nordiske brødres jagtkultur.
Jagten på White Tail i Finland var en jagtform Jørgen aldrig havde drømt om.
På Svalbard skød han en Remmesæl midt i isbjørnens spisekammer og i Grønland frøs det minus 38 grader, da han endelig stod overfor Moskus oksen.

Vi skal også høre om jagten på Urfuglen i Sverige, Rensdyret på Island, Mallemukken på Færøerne og om fiskeriet efter Helleflynder på Lofoten der ligger 350 km ude i Norskehavet.

Prisen vil ligge på 75,-

Info omkring billetsalg mv. vil være at finde her på siden senere.

Jørgen Skouboe Møller startede på Danmarks Radio i 1977, hvor han blev ansat som produktionsleder. Jørgen er sidenhen blevet kendt som naturmanden i programmerne:
– DR-Derude
– Frilandshaven
– Nak & Æd på DR2

hvor han med stor iver og smittende engagement har præsenteret nye og spændende måder at bruge både haven og naturen på.

I alt er det gennem årene blevet til over 100 programmer på DR2 om det at være aktiv i og med naturen, som han også holder et underholdende og oplysende foredrag om i Nak & Æd. Her fortæller han bl.a. om sit arbejde med programmet og hans egen holdning til jagt.


Loading

4.stork på skolens gavl

Så er vi kommet i gang med storkene i februar. Den 4. stork er sat op, og det er en med blå sløjfe. Det er dejligt, at det er gået så hurtigt, for der er ikke noget mere trist, end når vi tager storkene ned ved året slutning, og gavlen er hel bar.

Tillykke til de nybagte forældre og velkommen til Horne Sogn til den lille dreng.

Loading

Byportal

Byportalen i den nordlige ende af Horne har været udsat for hærværk. Glasset i den ene side på portalen er smadret. For et par år siden, havde vi problemer med byportalen mod syd, der blev smadret flere gange. Vi håber ikke, det gentager sig, idet det foruden ulejligheden heller ikke er helt gratis.

Sogneforeningen.



Loading

Folkedans på Hornelund

Tirsdag havde Hornelunds Venner besøg fra Varde og Omegns Folkedanserforening. Grethe Ladefoged ledede danserne, der viste deres færdigheder for de fremmødte. I pausen var der fælles kaffebord, og der blev også tid til at synge et par sange fra Højskolesangbogen

Loading

Cellokoncert i Horne Kirke

Tirsdag d. 5. marts 2019 kl. 19.00

     Horne Kirke, Engkanten1, Horne, 6800 Varde

Anker Sigfusson gæster Horne Kirke den 5. marts 2019 og spiller to af Bachs cellosuiter.

Johan Sebastian Bach har komponeret 6 Cellosuiter, som rummer en fantastisk uudtømmelig musikalsk dybde og rigdom. De er komponeret mellem 1717 og 1723 og er kvalitetsmæssigt uopslidelige.

Johan Sebastian Bach har komponeret denne geniale musik, hvor tema, harmoni og rytmik går op i en højere enhed

Om Anker Sigfusson:

Han kom som 18 årig ind på Det Jyske Musikkonservatorium med cello som hovedfag og klaver som bifag. Hans cellolærere var bl.a prof. Asger Lund Christiansen og prof. Harro Ruisenaars.

Han har deltaget i mesterkurser hos Joan Dixon, Frans Helmerson og Mischa Maisky.

I 1991 blev han ansat i Ålborg Symfoniorkester og fra 1992 til 1996 i Sønderjyllands Symfoniorkester.

Han flyttede til Århus og oprettede Trio Classic, som spillede til det kongelige bryllup på Gråsten Slot i 1998.

I 2015 valgte han at gøre Bachs Cellosuiter til sit speciale. 

Gratis adgang og alle er velkomne. Der vil blive serveret kaffe og kage i pausen.          Horne Menighedsråd

Loading

Bolsje kogning/ generalforsamling i 4H.

Lørdag d. 9 februar kl. 9.00 på Horne skole. Bolsje kogning,. året der gik. Hvad vil I – vi med året der kommer ?
Glæder os til at se alle med interesse i 4H, Madskolen og Fælleshaverne. Tilmelding senest torsdag d. 7 februar. da vi gerne vil vide hvor mange rundstykker vi skal købe.

Loading