Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Nyheder

Revyernes genklang

Hornelunds Venner

Hornelunds Venner havde i år byttet Julemarkedet ud med ”Revyernes Genklang” med Birgitte Antonius og John Skou.
De gamle revysange gik hånd i hånd med gamle minder, og sange som ”Augusta – Augusta”, ”Den lille pige i flade sko”, ”Hvem har du kysset i din gadedør” og ”Go’ aften i stuen. Mit navn er Carl Nielsen”, fremkaldte flere gange medsang og applaus.
I pausen blev der budt på et veldækket julekaffebord.
Efter pausen forsatte den gode underholdning, og som afslutning blev vi, med et par julesange mindet på, at det snart er jul.
Leif Sønderskov HornePosten
  

Loading

Så er julelysene på plads

Så har julestjerneholdet med Erik Thomsen, Poul Hansen og Brian Jakobsen igen klaret ophængningen af julestjerner i Stundsig, Horne, Bjerremose og Asp.
Juletræerne i Horne er forsynet med lys, her har Aksel Hansen været i gang.
Lysene på torvet er sat op af Else Jochumsen, Leif Damsgård og John Kristiansen.

Loading

Nu er det snart jul!

I denne weekend vil Horne Sogn blive pyntet op til jul.
Torsdag kom juletræerne ved kirken på plads. Det er Martin Jensen der med lastbil og kran sørger for såvel transport som rejsning. Poul Henning Guldager er manden med kilerne, der får træerne til at stå lige.
Fredag hænges julestjerne op i såvel Stundsig, Horne, Bjerremose og Asp.
Træerne på torvet bliver ligeledes sat op fredag.

Loading

Grisebanko slog alle rekorder

Der var trængsel i og omkring Horne Hallen, da årets grisebanko blev afviklet.

Det var 15. gang, håndboldafdelinger i samarbejde med svinebønder bød på et bankospil med halve grise, svinemørbrad og svinekamme på gevinstbordet.

Parkeringspladser, skolegården og fortovskanter i et stort område var fyldt med biler, og inde i hallen måtte Thorkild Lindvig og hans hjælpere finde flere borde og stole frem, så der næsten ikke var mere ledig gulvplads, da bankospillet blev sat i gang.

Mange frivillige har været involveret både før, under og efter bankospillet, og det var al slid værd.

Bankospillet i Horne Hallen satte nemlig to rekorder. Aldrig tidligere har der været så mange bankospillere, og aldrig tidligere har der været så mange penge i kassen. Der var 570 bankospillere fra nær og fjern, og resultatet blev et salg af kort og røde pølser på 70.000 kroner. Overskuddet går til børnehåndbolden i Ølgod, Tistrup og Skovlund-Ansager.

17 svinebønder fra egnen blandt andet Martin Lund Hansen, Simon Høj og Kim Heiselberg sponserede gevinsterne, og frivillige sørgede for, at det hele kørte som smurt i olie. Og det gjorde det bedømt ud fra stemningen i den tætpakkede sal.

Unge håndboldspillere i de tre håndboldafdelinger solgte kort og røde pølser godt hjulpet af deres forældre og foreningsmedlemmer. De hjælp også med opsætning af borde og salg af kort og røde pølser. De ryddede også op og hjalp vinderne med at få de halve grise båret hen til biler og cykler.

Det var de garvede bankoafviklere fra Horne, der gennemførte selve spillet, og Hos Os i Horne Idrætspark sørgede for kaffe og kage.

Loading

Rådyr i Vikingelunden

I denne uge, har jeg set en rå med 2 store rålam i Vikingelunden, derfor er det særlig vigtigt, at de der lufter hunde i Vikingelunden har dem i snor.

Mvh. Keld Jochumsen

Loading

Højvande i Vikingelunden

Den megen regn den sidste måned har om ikke andet pyntet på vandstanden i søen i Vikingelunden.
Vandstanden har nået toppen, som man kan se ved broen. Ved afløbet på den modsatte side er vandstanden over røret, men man kan høre, at det virker.
Når man færdes i Vikingelunden, er det tilrådeligt, at holde sig på de faste stier, da det er meget blødt i rabatten!

Loading

Ny sø er klar til foråret

Arbejdet med den nye sø på arealet bag Klokkedoj er gået i gang, men det varer endnu nogle måneder, inden søen er klar til at tage imod byens overfladevand.

– Vi er gået i gang med forberedelserne til, at udgravningen kan gå i gang. Vi er ved at etablere en vej fra Klokkedoj til søområdet. Derefter skal vi have sænket grundvandet. Derefter kan vi gå i gang med at grave søen ud, siger projektleder hos Din Forsyning, Kenneth Nybo Pedersen.

Han forventer, at søen er færdig til marts, så den er klar til maj. Da skal husejerne have kloaksepareret inde på egne grunde, så overfladevandet kan sendes til søen.

– Vi vil være i tæt kontakt med Varde Kommune, som følger borgernes kloakseparering. Når der kun mangler nogle få ejendomme, kan vi tage søen i brug. Det kan anlægget godt klare, men det kan ikke klare, at halvdelen af byen ikke har fået skilt overfladevand og spildevand, siger Kenneth Nybo Pedersen.

Ifølge de første planer skulle der etableres en sti omkring søen. De planer er ændret.

– Vi anlægger ikke umiddelbart en sti, men vi er i kontakt med gruppen, der står for Vikingestien. Det var oprindeligt tanken, at stien skulle gå nord om søen, men nu arbejdes der med planer om en sti syd om søen.    

Søen får udløb i dalen, og hertil bliver der etableret en kørevej fra Klokkedoj, så Din Forsyning kan køre til søen.
Bente Jacobsen HornePosten, foto: Keld J.

Loading