Nyheder
Prisen for særlig indsats
I Horne er pokalen for en særlig indsats uddelt af Horne Idrætsforening og Horne Idrætspark ved årets revy.
I 2016 blev uddelingen flyttet til Torvedagen og uddelerkredsen blev forøget med Horne Sogneforening. Erik Sørensen fik prisen og æren i 2016.
Såvel foreninger som privatpersoner har mulighed for skriftligt at anbefale kandidater, og et udvalg bestående af de 3 foreninger og sidste års prismodtager vil så tage stilling til, om prisen skal uddeles i 2017.
Skriftlige forslag til kandidater skal sendes til Keld Jochumsen senest 01. august.
Donation til Sognearkivet
I 2015 havde vi i Sognearkivet besøg af Elaine Sprague fra USA, hvis forfædre stammer fra Horne nærmere bestemt Gunderupvej 33.
Vi viste hende de lokaliteter, der havde relation til hendes familie og sluttede på kirkegården, hvor hendes familie er begravet, ligeledes så vi kirken, hvor hun blev meget bevæget over at se døbefonten, hvor hendes familie blev døbt i 1860’erne.
For nylig hørte vi fra hende igen, hvor hun udtrykte stor taknemmelighed over de ting, vi havde vist hende og hendes familie, og efterfølgende ønskede hun at donere 1000 Dollars til arkivet. (ca. 6500 kr,-)
Elaine Spragues familie danner netop udgangspunkt for kirkegårdsvandringen den 30. august i samarbejde mellem menighedsrådet og sognearkivet.
På udflugt til Fur
Tirsdag den 27. juni havde Horne Pensionistforening udflugt til Fur, Thy, Agger og Thyborøn.
Godt 50 deltagere havde en fantastisk tur i det dejlige vejr kyndigt afviklet af Ansager Turist. På Fur blev vi ført rundt af den lokale blinde guide fra Fur Museum, en stor oplevelse at høre hans kommentarer til de ting, vi kørte forbi. Vi så molergravene og de stejle kyster. Vi var på “Bette Jens’ hyw”, hvorfra man kunne se hele øen, dele af Salling, Mors, Himmerland og Livø.
Fra Fur sejlede vi tilbage til Salling, hvor vi spiste frokost. Videre igennem Glyngøre, tværs over Mors til Vilsund og over til Thy og gennem Nationalpark Thy til Agger, hvor vi sejlede over til Thyborøn. I Thyborøn så vi mindesmærkerne over Jyllandsslaget, der foregik ud for kysten 31.maj 1916. Her mistede 8500 søfolk livet.
Resten af turen gik langs Vestkysten forbi Bovbjerg, Søndervig, Hvide Sande og Nymindegab.
Turen sluttede med fællesspisning på Horne Kro.
Tak for en hyggelig og oplevelsesrig tur.
Sct. Hansaften i Vikingelunden
Vellykket Sct. Hansaften hvor vel omkring 100 mennesker mødte op trods det at skyerne en overgang så truende ud, men det holdt tørvejr (næsten)
4H og Sogneforeningen havde i traditionelt stil arrangeret Sct. Hansaften med mulighed for fortæring af medbragt Grillmad. Bagning af pandekager, midsommerstemning med sang, båltale, hyggesnak, og en kop kaffe til at gå hjem på.
Der ligger 3 videoer på YouTube. Velkomst – Midsommervisen – Og Båltalen. En Båltale som Anton Nielsen drog paralleller fra Holger Drachmanns midsommervise. ”Vi elsker vort land” til den tid vi lever i nu, hvor sammenhold med gemytlighed jo stadig har stor livsværdi.
Sankt Hans i Vikingelunden
Sankt Hans aften den 23. juni sørger 4H og Horne Sogneforening for, at grillen er tændt i bålhytten i Vikingelunden fra kl. 19.00.
Du skal selv medbringe mad, drikkevarer og service.
Pandekager kan bages på små bål.
Cirka kl. 20.30 tænder vi det store bål, hvorefter der
holdes båltale.
Alle er velkommen.
4H og Horne Sogneforening
Årgangsfodbold 2017
Lørdagens eftermiddagsarrangement var årgangsfodbold, hvor 5 hold dystede i til tider hårrejsende fights. En turnering som var repræsenteret af både yngre og lidt ældre årgange, hvor alle på banen virkelig gik til “stålet”. På bænkene udenfor banerne sad de endnu ældre årgange og kommenterede og klogede sig på fodboldboldspillets finurligheder.
Match-vinder blev årgang 95, tillykke med det.
De deltagende årgange/hold var:
- Oldboys
- 1995
- 1996
- 1998
- 2002/2003
Se billederne fra årgangsfodbold herunder. Tryk på det første billede for at starte galleriet. Du kan også se billeder fra hele sportsugen her.
Tak til Morten Henneberg for at tage billeder og tekst.