Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Horne

Højt humør og højt skum på cykeltur


Tour de Biére – en karavane på 34 cykelryttere og to følgebiler – slog mandag formiddag et sving ind omkring Horne for at besøge Kongsted Bryghus.
Fælles for tour-deltagerne er, at de er medlemmer af Danske Ølentusiaster, og at de gerne cykler 600 km i Syd- og Sønderjylland på en uge for at smage på øl hos cirka 30 bryghuse.
De kom til Horne fra Varde, hvor de havde overnattet på Campus og nåede at cykle et par minutter, inden regnen skyllede ned. Humøret var dog højt ved ankomsten, og her fortalte bryggeri-ejer Leon Kongsted om bryghusets start for tre år siden, om sorte tal på bundlinjen, om stort salg via messer og ølsmagninger, og om brygmesterens tilgang til ølbrygning. Herefter smagte de på seks forskellige øl.

– Vi besøger i år cirka 30 bryghuse, og kun 10-12 af dem har vi besøgt tidligere. Det er 13. gang, vi gennemfører turen, og vi får hvert år gentilmeldinger fra cirka 2/3 af rytterne, siger Hans Peter Jepsen, der står for holdets kommunikation og er den eneste, der har været med alle 13 gange.

Deltagerne kommer fra hele landet, og dog.

– Vi er otte fra Fredericia, mens resten kommer fra Jylland syd for Vejle, Fyn og Sjælland, siger Susan Herlufsen, der er med for tredje gang og i år er holdleder.

– Det indebærer, at jeg har fløjten, som kalder til samling og til afgang.

Der er også en lokal mand med, nemlig Jens Erik Nielsen, der stammer fra Stundsig, men i 30 år har boet i Oksbøl og arbejder i Oksbøllejren.

– Det er andet år, jeg er med. Jeg cykler en motionstur hver søndag med nogle pensionister, mens Tour de Biére mest er hygge og øl for mig. Det er et ekstra plus, at vi besøger Horne. Her kommer jeg stort set kun, når jeg besøger mine forældre på kirkegården.

Der er flere debutanter med, blandt andet Lars Granerud fra Brønshøj. Han kom ikke med sidste år, fordi han blev gift, og han kommer heller ikke med næste år, da han bliver far i december.

– Jeg har hørt en del om turen fra min far, og indtil videre lever den op til forventningerne. Jeg udvikler min smagsløg for øl undervejs og finder ud af, hvorfor jeg kan lide en øl og ikke en anden. Øllet i Horne er af rigtig god kvalitet, siger han.

Hans Peter Jepsen, Fredericia, har som den eneste været med i alle 13 år, og han anslår, at 2/3 af deltagerne genbestiller året efter.

­- Vi har besøgt rigtig mange bryghuse, men heldigvis kommer der hele tiden nye til. Således er der kun 10-12 gengangere ud af 30 bryghuse i år.

Der er efterhånden en del traditioner på turen. Der bliver hver dag uddelt en gul trøje og en prikket bjergtrøje for særlige indsatser på dagens etape. Der bliver også sunget ølsange og råbt ”Højt skum”. Leon Kongsted får overrakt et diplom, og så lyder fløjten. Der er tid til afgang mod Bramming med nye smagsprøver hos Fogh´s Øl i Vejrup.   

Loading

Sct. Hans aften 2023

Årets Sct. Hans fest var uden bålafbrænding, da et landsdækkende forbud på grund af tørken ikke var forsvarlig, men det afholdt ikke Sogneforeningen og 4 H i at gennemføre den traditionelle Sct. Hans fest, med (Bål)tale, midsommersang, kaffe og hyggeligt samvær.

Sogneforeningens formand Keld Jochumsen bød velkommen til små 100 fremmødte og takkede 4 H for deres arrangement med fremstilling af årets heks, som altså måtte sidde over, men var klar til næste års Sct. Hansbål.

(Bål)talen blev i år fremført af Skoleleder for Trane Skole og Børneby Jan Wittrup, som tog udgangspunkt i Palle alene i verden. Det var ikke rart at være Palle alene i verden, for så havde man ikke nogen at lege med, og det illustrerede Jan Wittrup med, hvor vigtig det var med sammenhold i, og til tidens skole.

Efter båltalen var Sogneforeningen vært med kaffe, som man kunne varme sig på i den kølige, men sommeragtige aften.
Man kunne også se at der var sket noget i Vikingelunden, da stierne med stenmel var blevet udvidet, og nu kun mangler lys langs ruten.
Billeder og tekst Leif Sønderskov HornePosten

Loading

Sct. Hans aften

Fredag den 23. juni afholder 4H og Sogneforeningen Sct. Hans fest i Vikingelunden.
I forhold til tidligere annoncering, såvel i HornePosten, hjemmesiden, Infotavlen og Facebook ændrer vi programmet pga. afbrændingsforbudet.
Der opfordres til, at man medbringer madkurv og møder op til hyggeligt samvær fra kl. 19 ved grillhytten. Der gøres opmærksom på, at der ikke er tændt op i grillen eller i pandekagebålene.
“Båltale” ved skoleleder Jan Wittrup foregår kl. 20.30, hvor vi synger et par sange.
Herefter er der mulighed for at få en kop kaffe.

Hvis afbrændingsforbudet ophæves, holder vi bål som sædvanlig.

Loading

Hindsigvej er trafikfarlig


Forældre til mindre skolebørn på Hindsigvej er kommet et stort skridt nærmere ønsket om at få en mere sikker vej at færdes på for deres børn til og fra Horne.

Politi og vejmyndigheder har erklæret Hindsigvej for trafikfarlig for skolebørn i alderen 0. til 7. klasse.
Udvalget for undervisning og læring følger nu trop og anbefaler, at vejen erklæres trafikfarlig, og dermed kan eleverne tilbydes køres til skole. Den endelige beslutning træffes dog i byrådet, så de forældre, der har rejst sagen, må væbne sig med lidt mere tålmodighed.
Politiet har vurderet, at “der er flere uoverskuelige kurver på strækningen og terrænforhold som kombineret med kurver medfører manglende oversigt”.
Udvalget har beregnet, at det vil give en ekstra udgift til skolekørsel på cirka 78.000 kroner at tilbyde skolekørslen for børnene på Hindsigvej. Her og nu vil yderligere syv børn blive omfattet af skolekørsel, og det vil kræve en kørsel om morgenen og to hjemkørsler. Hvor bussen allerede i dag kører.
I følge udvalget er budgettet for skolekørsel i 2023 på 15,9 millioner kroner, men det forventes at blive overskredet med 2,5 millioner kroner.

Forældregruppen fortæller “Vi har kontaktet kommunen for at få vurderet vejen, om der kan gøres tiltag for at gøre vejen mere sikker for de bløde trafikkanter på cykel til og fra skole og fritidsaktiviteter mv.”

Loading

Sct. Hans i Vikingelunden

 

Hæksedukkeafbrændingen

Sankt Hans aften den 23. juni sørger 4H og
Horne Sogneforening for, at grillen er tændt i
bålhytten i Vikingelunden fra kl. 19.00.

Du skal selv medbringe mad, drikkevarer og service.

Pandekager kan bages på små bål.

Cirka kl. 20.30 tænder vi det store bål, hvorefter der
holdes båltale v/ Jan Wittrup – skoleleder ved Trane-skolerne.

Alle er velkommen. 

                                         4H og Horne Sogneforening

Loading

Fugle-komsammen

På marken inden sogneskellet i Hornelund slås der græs i øjeblikket. Aktiviteterne har tiltrukket en hel del fugle. På en gang observerede jeg 15 musvåger, 1 rød glente, 1 tårnfalk og en hvid stork.
Der var sjovt at se, at storken ikke lod sig forstyrre af maskinerne på marken, men så snart vi nærmede os, lettede den og fløj længere væk.

Loading

Fællesspisning og sponsorarrangement i Sportsugen

Onsdag aften samlede vi næsten 230 borgere til helstegt pattegris i Sportsugen. Igen i år en rigtig stor succes, som vi bestemt vil gøre igen til næste år. Der var helt fyldt op i teltet, og heldigvis var vejret med os igen, så nogle kunne sidde udenfor. De 4 hoppepuder var tændte og humøret var højt hele aftenen.

Endnu engang stor tak til René og Horne Kro for at sponsorere arbejdskraft til at tilberede grisene så de var klar til aften. Martin Lund Hansen for at igen sponsorere 4 lækre grise og hjælpe til med tilberedningen samt Jørgen Østergaard, Flensted, for at give tilbehør til aftenen. Uden vores trofaste sponsorere var denne aften ikke mulig. Også en tak skal lyde til alle de frivillige hjælpere i baren og ikke mindst til at hjælpe Ulla i køkkenet.

Efter maden holdte vi traditionen tro sponsorarrangement, hvor vi endnu engang lavede tip en 13’er med både svære og nemmere spørgsmål. Formålet med dette arrangement er, at samle penge ind til Horne Idrætsforening og det må man sige at vi lykkedes med igen. For at kunne være med i konkurrencen, skulle man købe en seddel til 100,- og man havde på den måde mulighed for at vinde nogle af de store præmier. Med 74 solgte tip seddler, samlede vi 7400,- ind og yderligere 3020,- med et spørgsmål i quizzen. Der skal derfor lyde en stor tak til alle som blev siddende til arrangementet og støttede HIF så vi kan forsætte sporten i Horne og nu ca. 10.000 kroner rigere! Sidst, men ikke mindst, fik vi solgt Martin Gejls Moon-car til højest bydende, Martin Jensen, for 500,-. – dog med det krav, at Martin Gejl kører på den til Bjerremose én gang mere.

Ydermere fortalte Svend, at Nybolig har sponsoreret nye trøjer til de mindste spillere i byen. Tak for det.

Tak til alle sponsorer, Horne Kro, Martin Lund, Jørgen Østergaard, byens borgere og ikke mindst sponsorere af præmierne til aftenen som var;

Pssst. se eller gense den intense kamp mellem Vig og Gejl under foto albummet.
P.S. – albummet har flere side, og du kan gøre billederne store ved at trykke på en af dem…

Loading

22.400 kr. til Smedegrunden

Fonden for Andelskasserne i område Syd har bevilget 22.400 kr. til Horne Sogneforening, der skal bruge pengene til anlægsudgifter i forbindelse med Smedegrundsprojektet på hjørnet af Stadionvej og Gunderupvej. Projektet er beskrevet i det sidste nummer af HornePosten.
Overrækkelsen skete i Andelskassens lokaler i Varde. Tilstede var Bodil Hennebjerg, der sidder i Fondens bestyrelse som repræsentant for den gamle Horne Andelskasse.
Horne Sogneforening var repræsenteret ved Kurt Burkarl og Keld Jochumsen.

Loading

Elever fejrede kirkens fødselsdag


”Det er, fordi det er den 1. juni”. ”Det er, fordi det er sommer”.
Eleverne på Horne Skole havde mange gode bud på, hvorfor de var inviteret til kirkens fødselsdag. Efterhånden fik de sammen med organist Jane Nielsen skudt sig ind på, at kirkens fødselsdag er i pinsen, og at de traditionen tro omkring pinse samles i kirken for at synge og for at høre om kirken og alt, hvad den indebærer.
Der blev snakket om undere, om kristendom, ”Det er Gud og Jesus og sådan nogle ting”, om humlebier og om brug af kirken. Eleverne var både meget lydhøre og meget svarlystne, så de var klædt godt på til i grupper at høre endnu mere.

To af grupperne blev sendt ud i råkulden på kirkegården, hvor Keld Jochumsen fortalte om særlige gravsten, mens graver og “minigraver” alias Flemming Kruse og Bent Poulsen fortalte om symboler på gravsten og viste dem kapellet. Især vognen, som kisten står på, gav anledning til en masse snak, da nogle mente, at det var en ovn, mens andre mente, at de døde ligger under det sorte klæde. En elev var dog på hjemmebane, da han havde set en kiste stå på vognen.
Mens Keld Jochumsen fortalte om runestenen, som en pige uden videre angav til at være 1200 år, og om gravene for den engelske flyver og for sognefoged Laurids Pedersen, var den tredje gruppe inde i kirken. Her tegnede de, hvad de forbinder med kirken. Selvom de kun havde 10 minutter til opgaven, kom der nogle fantastiske bud. Mange tegnede gravstene med navne, datoer og R.IP. på. Andre tegnede Jesus på korset, præsten, Jesus i form af en kvinde, kirkebygningen og orglet.

Da de havde været rundt i alle tre grupper, samledes hele elevflokken på kirkegården for at synge fødselsdagssang for kirken akkompagneret af Bent Poulsen på harmonika. Som til enhver rigtig fødselsdag bød fødselaren i form af menighedsrådet på kage og saftevand. Og så brød solen frem.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Et Pinsebarn

Den 4. stork er kommet på skolens gavl. Det er en stork med rødt halstørklæde. Så status er nu 3 røde og 1 blå.
Velkommen til Horne Sogn til den lille pige og tillykke til de nybagte forældre.

Loading