Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Sjældent jubilæum i Horne Brugs

Der er jubilæer, og så er der de sjældne jubilæer.

Sådan et har der netop være i Dagli’Brugsen i Horne. Omgivet af familie, kollegaer og direktør for brugskoncernen i Nørre Nebel, Allan Knudsen, blev Mads Jeppesen, 25 år, fejret for 10 år som ungarbejder.

Ungarbejdere slutter som regel efter højest to-tre år, men Mads Jeppesen fortsætter ved siden af sit lærlingejob som tømrer hos Peter Green i Grønfeldt ved Ølgod.

– Det var Lasse Lindvig, der spurgte, om jeg ikke skulle have et fritidsjob. Det kunne da godt være. Et par måneder senere var jeg til samtale i Horne Brugs. Jeg fik jobbet, og jeg nyder virkelig at være her. Det er en fantastisk arbejdsplads, hvor jeg blev oplært af Lasse og de andre, og nu er det mig, der er med til at lære de 15-16 årige op, siger Mads.

Han ved ikke, hvor længe han kan kalde sig ungarbejder.

– Jeg tager et år ad gangen. Der kommer nok et tidspunkt, hvor vi skal have børn, eller hvor det rent arbejdsmæssigt ikke kan passe sammen, siger Mads, der ikke nøjes med tømrerjobbet og jobbet som ungarbejder.

Han er fra 1. januar nu også børneudviklingstræner i fodbold, hvor han hjælper trænerne med de problemer og udfordringer, de står overfor. Han er med i sportsugeudvalget, i fodboldudvalget, medarrangør af fodboldskolen og målmand på førsteholdet i HTS.

– Jeg har det bedst med at holde mig i gang, og det er fantastisk at være en del af så mange gode fællesskaber.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):