Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Blomstrende landsby

Landsbyforskønnelse

Varde kommune tildelte i 2019 20.000 kr. til Horne fra puljen til landsbyforskønnelse. Ved indkørslerne fra syd og vest er der nu plantet søjleeg. -De er rigtig fine.
Når vi får at vide, hvor meget der er tilbage af puljen, vil vi tage stilling til, hvad de skal bruges til. Det kunne være opfriskning af autoværnet på Kirkebakken.

Loading

Tillykke til Horne sogn

Til borgerne i Horne
På vegne af programmet “Blomstrende Landsby” vil vi gerne ønske alle i Horne og omegn et stort og velfortjent TILLYKKE med blomst 4 og 5.

Ved vores besøg den 5. november i år, hvor vi sammen med Sogneforeningen talte om byens udvikling og den nye Udviklingsplan, fik vi et klart indtryk af, at Horne er en by, der står sammen og i fællesskab sætter retning for fremtiden. Vi var imponeret over det gode arbejde, I har lagt i arbejdet med Udviklingsplanen med alle de gode ideer til kommende indsatser samt resultater, I allerede har opnået.

Sidste år modtog I blomst 3. Allerede dengang kunne vi se, I var godt på vej med mange ting og at I er hurtige, når I trækker i arbejdstøjet.

Derfor er det også velfortjent, at I dag fuldender programmet med 5 blomster. I har sat jer nogle mål og arbejdet efter dem. Jeres arbejde med udviklingsplanen er også et bevis på det.

Vi er overbevist om, at udviklingsplanen nok skal blive et godt værktøj for jer: En plan, der tager afsæt i borgernes ideer og som derfor vækker lyst til at involvere sig og tage ejerskab. Den vil give jer et værktøj, som I kan bygge på i fremtiden, mens også aktuelle emner kan komme til.

Derfor er det med stor glæde, at vi med denne hilsen ønsker jer tillykke med de 5 blomster. Tillykke alle sammen og held og lykke fremover.

Med venlig hilsen

Mette Børgesen og Poul Verner Christensen

Loading

5 blomster til Horne

Fem blomster plukket på fem år
Den 3. december 2014 var der et borgermøde om, hvorvidt sognet skulle deltage i projekt “ Blomstrende Landsby”. Det blev besluttet at indgå i projektet, og den 5. november kom de to sidste blomster i hus – fem blomster på fem år. Dermed blev Horne det fjerde sogn på landsplan med fem blomster. Tidligere modtagere er Årre, Holbøl ved Aabenraa og Branderup ved Tønder. 

Hvad kan sognet så bruge buketten til?
De første blomster har givet et godt indblik i, hvad sognet indeholder af foreninger, institutioner og andre faciliteter. Vi har også fundet ud af, at billige huspriser trækker nye beboere til – tilflyttere, som så siden finder ud af, at faciliteter og fællesskab giver dem et godt liv. Det er også blevet klart, hvad vi er gode til, og hvor der kan ske forbedringer.
De to nye blomster er resultatet af arbejdet med en vision – ”Horne – en lille storby – et dyrebart sted, hvor noget er småt, men alt er godt”, og en udviklingsplan, som rummer forslag til, hvordan sognet kan udvikle sig i de kommende år.
Planerne for Vikingelunden og ”Velkommen til Horne” med en aktivitetsdag for alle sognets beboere den 19. januar er blot to af projekterne i udviklingsplanen. Og der er meget mere at gå i gang med de kommende år efter, at vi har fejret modtagelsen af flaget med de fem blomster og hængt det på flagstangen den 15. december i forbindelse med juleoptoget.

Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Blomstrende Landsby

Udvalget, der arbejder med blomstrende landsby, har indtil videre afsluttet arbejdet og indsendt ansøgning om 4. og 5. blomst.

Vi håber, at vores ansøgning imødekommes, og vi får lov til, måske til juleoptoget, at hejse et nyt flag med 5 blomster.

Loading

Byen er pyntet med blomster


I forbindelse med den fælles forårsfest for dagplejen, Regnbuen og Myretuen den 9. maj blev Horne pyntet med levende blomster. Nogle af blomsterne har børnene selv sået og fået til at gro, mens HUBI har sponseret andre og fik i den forbindelse med godt tilbud fra Horne Dagli´Brugs. Sogneforeningen har sørget for de blomsterkasser, der er sat op ved byportalerne ved indfaldsvejene til byen.

– Vi har brug for borgernes hjælp til at holde liv i blomsterne. De skal vandes. Tænk derfor på blomsterne, når vandflasken skal tømmes efter en cykel- eller gåtur, lyder det fra børnene og de voksne.

Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Hornes Udviklingsplan

I efteråret blev der afviklet 2 work-shops, der skulle danne grundlag for udarbejdelse af en udviklingsplan for Horne Sogn. Udviklingsplanen er lavet og behandlet i Udvalget for Plan og teknik. Planen kan ses ved at klikke på linket til højre på vores hjemmeside under linket til Blomstrende Landsby.
Udvalget for Plan og Teknik har den 17. januar 2019 vedtaget forslag til udviklingsplanen for Horne som Varde Kommunes forslag til en visionsplan for den videre udvikling i Horne. Forslaget sendes hermed i høring frem til og med d. 21.02.2019.

Du kan læse udviklingsplanen her

Loading

Nyt blomsterflag gik til tops

Nyt blomsterflag gik til tops
Først var der en lille flagstang med et stort flag. Så blev flagstangen byttet ud med en større, men så var flaget for lille.
Nu er der kommet et nyt flag til tops på flagstangen på hjørnet af Stadionvej-Hornelund, og nu passer flag og flagstang sammen.
Det nye flag har tre blomster og er beviset på, at Horne er kommet mere end halvvejs gennem programmet “Blomstrende Landsby”.
– De to første blomster var først og fremmest en status over sognet, mens der er mere kød på den tredje blomst, da den blandt andet fortæller, hvorfor tilflyttere vælger Horne.
Mette Børgesen og Poul Verner Christensen fra “Blomstrende Landsby” sendte en hilsen til flaghejsningen.
– Da vi besøgte jer i september, fik vi et klart indtryk af, at Horne blomstrer, og at et godt sammenhold ligger bag alt det, I har opnået. Næste skridt er en udviklingsplan, som giver den fjerde og femte blomst. Vi er overbeviste om, at planen tager afsæt i borgernes ideer, og derfor vækker borgernes lyst til at involvere sig og føle ejerskab til projekterne.

Ansøgningen til de tre blomster findes på hjemmesiden under blomsterlogoet.

Bente Jacobsen HornePosten

Loading