Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Author: Keld Jochumsen

7. stork på gavlen

Før weekenden blev der født en dreng i sognet,
Drengen er den 7. i rækken i år fordelt på 4 piger og 3 drenge.
Velkommen til Horne sogn til den lille nyfødte og tillykke til de nybagte forældre.

Loading

Folk strømmede til torvedag


Byen flagede, vejret var lunt, Familie og Fritid havde smurt 350 rundstykker og brygget kaffe i kandevis, og masser af boder fyldte både torvet og Krosvinget.
Alt var sat i scene til en god torvedag. Og det blev det. Rekordmange mennesker – mellem 500 og 600 – fra nær og fjern indtog byen, og de blev der længe.
Torvedagen er synonym med hygge, handel og traditioner.
En af traditionerne er, at Niels Øllgaard afleverer overskuddet fra årets handel i hans butik. I år kom han med 20.593 kroner fordelt på flere hundrede handler.
– Forleden kom en tysk familie med børn og feriebagage forbi. Den var interesseret i en glaskrukke til bolsjer. Den kostede 30 kroner, men faderen kendte ikke rigtig de danske penge, så han åbnede sin pung, og så kunne jeg bare tage pengene, fortæller Niels Øllgaard.
Det er også en tradition, at der nogle år uddeles en pokal til årets navn. I år tog Annemette Bøttcher den med hjem for sit store engagement i sognet og sin store hjælpsomhed.
– Hun står bag mange initiativer og arrangementer. Hun er er altid åben for nye ideer og sørger for, at tanker bliver ført ud i livet. Hun tager aldrig navn på noget, men er god til at involvere mange. Hun er også god til at inddrage tilflyttere og har meget fokus på at danne nye relationer. Hun tager om nogen del i udvikling af nye fællesskaber, hed det i anbefalingen.
Det er også en tradition, at nøgler prøves af på det store nøglebræt, men i år var stadig to låse tilbage, da torvedagen lukkede.
Det er derimod ikke en tradition, at Horne-Tistrup Aftenskole hylder en underviser.
Det skete i år, da aftenskoleleder Helle Bruun overrakte både blomster og en kniplenål – smukt drejet i træ af Frederik Lauridsen – til Inger Poulsen. Det er 50 år siden, at hun havde sit første hold i aftenskolen.
– Du startede med at undervise i skind og læder og senere blev knipling dit fag. I dag er du den i aftenskolen med flest elever, flest hold og flest undervisningstimer. Og du er den ældste, hvilket ikke kan mærkes, sagde Helle Bruun.

Og så blev der dystet på planken, undersøgt bamser for diverse sygdomme, kørt i minitog, hoppet i hoppeborg og handlet i boderne, indtil det hele sluttede med et på gensyn næste år.
Tekst: Bente Jacobsen. Foto: Leif Sønderskov. Dronebillede: Jacob Vig

DCIM\100MEDIA\DJI_0071.JPG

Loading

Flagning til Torvedagen

Aksel Hansen skal nok sørge for, at flagene ved byportalerne bliver hejst, men jeg vil gerne opfordre til, at vi andre også hejser vores flag, idet Torvedagen jo er en lokal festdag.
Jeg har skiftet blomstrende landsbyflaget ud, idet den gamle var slidt op. Desværre har der ikke været så meget vind siden, at man på et billede kan se de 5 blomster.

Loading

Torvedagsplan 2023

Hermed følger planen over de forskellige staders placering på Torvedagen på lørdag.
Stadeholderne kan starte med at stille op fra kl. 07.00 på lørdag. Torvedagsudvalget stiller borde til rådighed.
Morgenkaffen starter kl. 09.00, så inden skal boderne helst være på plads.
Jeg vil være på torvet fra kl. 07.00 og være behjælpelig med placeringerne.

Keld Jochumsen 25622614

Loading

Torrvedagen den 19. august

Vi mødes næste lørdag til Torvedag i Horne midtby.
Der startes med morgenkaffe og morgensang på torvet kl. 09.00.
Læs omtalen i HornePosten.
Vi har desværre fået afbud fra amerikanerbilerne, så det bliver ikke i år, vi kan glæde os over dem. Men der er meget andet for alle aldre.

Loading

5. stork på gavlen

I dag blev den 5. stork hængt op på skolens vestgavl. Storken har rødt halstørklæde og sidder sammen med 3 andre røde og 1 blå stork.
Velkommen til Horne Sogn til den nyfødte pige og tillykke til de nybagte forældre.

Loading

Højt humør og højt skum på cykeltur


Tour de Biére – en karavane på 34 cykelryttere og to følgebiler – slog mandag formiddag et sving ind omkring Horne for at besøge Kongsted Bryghus.
Fælles for tour-deltagerne er, at de er medlemmer af Danske Ølentusiaster, og at de gerne cykler 600 km i Syd- og Sønderjylland på en uge for at smage på øl hos cirka 30 bryghuse.
De kom til Horne fra Varde, hvor de havde overnattet på Campus og nåede at cykle et par minutter, inden regnen skyllede ned. Humøret var dog højt ved ankomsten, og her fortalte bryggeri-ejer Leon Kongsted om bryghusets start for tre år siden, om sorte tal på bundlinjen, om stort salg via messer og ølsmagninger, og om brygmesterens tilgang til ølbrygning. Herefter smagte de på seks forskellige øl.

– Vi besøger i år cirka 30 bryghuse, og kun 10-12 af dem har vi besøgt tidligere. Det er 13. gang, vi gennemfører turen, og vi får hvert år gentilmeldinger fra cirka 2/3 af rytterne, siger Hans Peter Jepsen, der står for holdets kommunikation og er den eneste, der har været med alle 13 gange.

Deltagerne kommer fra hele landet, og dog.

– Vi er otte fra Fredericia, mens resten kommer fra Jylland syd for Vejle, Fyn og Sjælland, siger Susan Herlufsen, der er med for tredje gang og i år er holdleder.

– Det indebærer, at jeg har fløjten, som kalder til samling og til afgang.

Der er også en lokal mand med, nemlig Jens Erik Nielsen, der stammer fra Stundsig, men i 30 år har boet i Oksbøl og arbejder i Oksbøllejren.

– Det er andet år, jeg er med. Jeg cykler en motionstur hver søndag med nogle pensionister, mens Tour de Biére mest er hygge og øl for mig. Det er et ekstra plus, at vi besøger Horne. Her kommer jeg stort set kun, når jeg besøger mine forældre på kirkegården.

Der er flere debutanter med, blandt andet Lars Granerud fra Brønshøj. Han kom ikke med sidste år, fordi han blev gift, og han kommer heller ikke med næste år, da han bliver far i december.

– Jeg har hørt en del om turen fra min far, og indtil videre lever den op til forventningerne. Jeg udvikler min smagsløg for øl undervejs og finder ud af, hvorfor jeg kan lide en øl og ikke en anden. Øllet i Horne er af rigtig god kvalitet, siger han.

Hans Peter Jepsen, Fredericia, har som den eneste været med i alle 13 år, og han anslår, at 2/3 af deltagerne genbestiller året efter.

­- Vi har besøgt rigtig mange bryghuse, men heldigvis kommer der hele tiden nye til. Således er der kun 10-12 gengangere ud af 30 bryghuse i år.

Der er efterhånden en del traditioner på turen. Der bliver hver dag uddelt en gul trøje og en prikket bjergtrøje for særlige indsatser på dagens etape. Der bliver også sunget ølsange og råbt ”Højt skum”. Leon Kongsted får overrakt et diplom, og så lyder fløjten. Der er tid til afgang mod Bramming med nye smagsprøver hos Fogh´s Øl i Vejrup.   

Loading

Sct. Hans aften 2023

Årets Sct. Hans fest var uden bålafbrænding, da et landsdækkende forbud på grund af tørken ikke var forsvarlig, men det afholdt ikke Sogneforeningen og 4 H i at gennemføre den traditionelle Sct. Hans fest, med (Bål)tale, midsommersang, kaffe og hyggeligt samvær.

Sogneforeningens formand Keld Jochumsen bød velkommen til små 100 fremmødte og takkede 4 H for deres arrangement med fremstilling af årets heks, som altså måtte sidde over, men var klar til næste års Sct. Hansbål.

(Bål)talen blev i år fremført af Skoleleder for Trane Skole og Børneby Jan Wittrup, som tog udgangspunkt i Palle alene i verden. Det var ikke rart at være Palle alene i verden, for så havde man ikke nogen at lege med, og det illustrerede Jan Wittrup med, hvor vigtig det var med sammenhold i, og til tidens skole.

Efter båltalen var Sogneforeningen vært med kaffe, som man kunne varme sig på i den kølige, men sommeragtige aften.
Man kunne også se at der var sket noget i Vikingelunden, da stierne med stenmel var blevet udvidet, og nu kun mangler lys langs ruten.
Billeder og tekst Leif Sønderskov HornePosten

Loading

Sct. Hans aften

Fredag den 23. juni afholder 4H og Sogneforeningen Sct. Hans fest i Vikingelunden.
I forhold til tidligere annoncering, såvel i HornePosten, hjemmesiden, Infotavlen og Facebook ændrer vi programmet pga. afbrændingsforbudet.
Der opfordres til, at man medbringer madkurv og møder op til hyggeligt samvær fra kl. 19 ved grillhytten. Der gøres opmærksom på, at der ikke er tændt op i grillen eller i pandekagebålene.
“Båltale” ved skoleleder Jan Wittrup foregår kl. 20.30, hvor vi synger et par sange.
Herefter er der mulighed for at få en kop kaffe.

Hvis afbrændingsforbudet ophæves, holder vi bål som sædvanlig.

Loading

Hindsigvej er trafikfarlig


Forældre til mindre skolebørn på Hindsigvej er kommet et stort skridt nærmere ønsket om at få en mere sikker vej at færdes på for deres børn til og fra Horne.

Politi og vejmyndigheder har erklæret Hindsigvej for trafikfarlig for skolebørn i alderen 0. til 7. klasse.
Udvalget for undervisning og læring følger nu trop og anbefaler, at vejen erklæres trafikfarlig, og dermed kan eleverne tilbydes køres til skole. Den endelige beslutning træffes dog i byrådet, så de forældre, der har rejst sagen, må væbne sig med lidt mere tålmodighed.
Politiet har vurderet, at “der er flere uoverskuelige kurver på strækningen og terrænforhold som kombineret med kurver medfører manglende oversigt”.
Udvalget har beregnet, at det vil give en ekstra udgift til skolekørsel på cirka 78.000 kroner at tilbyde skolekørslen for børnene på Hindsigvej. Her og nu vil yderligere syv børn blive omfattet af skolekørsel, og det vil kræve en kørsel om morgenen og to hjemkørsler. Hvor bussen allerede i dag kører.
I følge udvalget er budgettet for skolekørsel i 2023 på 15,9 millioner kroner, men det forventes at blive overskredet med 2,5 millioner kroner.

Forældregruppen fortæller “Vi har kontaktet kommunen for at få vurderet vejen, om der kan gøres tiltag for at gøre vejen mere sikker for de bløde trafikkanter på cykel til og fra skole og fritidsaktiviteter mv.”

Loading