Udflugt bød på historie og flot natur
Østjylland viste sig fra sin flotteste side med grønne bøgetræer, bakkede landskaber, frodige vinterbygmarker og sydlandske temperaturer, da seniorer fra Horne var på den årlige sommerudflugt.
40 forventningsfulde borgere hyggede sig i bussen fra Ansager Turist med sang, snak, en omvej i Vejle og en tur omkring Rhoden, der ejes af Anders Kirk Johansen, inden første stop – formiddagskaffen ved lystbådehavnen ved Rosenvold Slot.
Næste stop var Glud Museum – et spændende frilandsmuseum, som fortæller om livet på landet gennem 300 år fra 1600-tallet. Den langhårede vegetarer og arg modstander af alkohol og tobak, Søren Knudsen, var udlært maler og meget historieinteresseret. Han lagde de første sten til museet, da han med håndkraft og en trillebør i 1911 flyttede en gammel gård fra 1700-tallet. Den blev senere fulgt af yderligere 13 gårde og huse. Stuehusene var kendetegnet ved høje dørtræ og lave loftshøjder samt mange små rum.
En guide fortalte om livet på landet på Juelsminde-egnen fra 1600-tallet. Her mødtes bønderne til byøl for at aftale tidspunktet for arbejdet i de marker, der lå udenfor byer og dermed langt væk fra gårdene, der var samlet i landsbyerne. Kvinderne i Glud stod op og spiste til omkring år 1900. De skulle jo servicere mændene, men gik der for meget snak i den, smed kvinderne fejesand ind på gulvet, og så kom mændene hurtigt ud. Det hed sig nemlig, at mænd blev impotente, hvis de blev ramt af sand.
Der var mange historier, også om Søren Knudsen, der var indlagt på psykiatrisk hospital tre gange, inden han fik rettens ord for, at han ikke var sindssyg, bare meget stridbar. Besøget kunne sagtens have varet længere, men turistbåden “Dagmar” ventede på Skanderborg Sø. Det var ren afslapning i halvanden time med både frokost og flotte udsigter.
På vej hjem mod flæskestegen i Hornehallen, var der endnu et “spisestop”, nemlig ved Klostermølle ved Gudenåen, hvor kaffen og kagen blev serveret.
Bente Jacobsen HornePosten