Author: Keld Jochumsen
11 storke pryder skolens gavl
I dag tirsdag blev den 11. stork monteret på skolens vestgavl. Den nye stork har blåt bånd på, så nu er der født 3 piger og 8 drenge i årgangen.
Båndene blev sat ekstra godt fast, idet et par stykker havde mistet deres i blæsten.
Tillykke til de nybagte forældre og velkommen til Horne Sogn til den nyfødte.
Sankt Hans i Vikingelunden
SANKT HANS AFTEN
i Vikingelunden
Sankt Hans aften den 23. juni sørger 4H og
Horne Sogneforening for, at grillen er tændt i
bålhytten i Vikingelunden fra kl. 19.00.
Du skal selv medbringe mad, drikkevarer og service.
Pandekager kan bages på små bål.
Cirka kl. 20.30 tænder vi det store bål, hvorefter der
holdes båltale af Henriette Nielsen.
Alle er velkommen.
4H og Horne Sogneforening
Så kom den 10. stork på skolens gavl
En stork med blåt bånd blev til morgen sat op på gavlen sammen med de ni andre. Det er jo forrygende som det går! Frede Holm så den anden dag 11
storke i Malle, og det er måske årsagen til, at der fødes så mange børn. Nu har det vist sig efterfølgende, at det var traner, – måske har de den samme indvirkning på fødselstallet?
Tillykke til de nybagte forældre og velkommen til Horne Sogn til den lille dreng.
Islandske heste i Hindsig
Islandske heste er på banen
Hindsig Ridecenter på Ringkøbingvej 270 er i weekenden den 16.-17. juni vært ved et stort stævne for islandske heste. Det er lokalklubben Dreki Islandske Heste, der står for DLR-stævnet.
Nogle af landets bedste islandske heste deltager i stævnet, som bliver afviklet lørdag klokken 8-17 med en kvalificering og med finaler søndag klokken 8-16.
Arrangørerne håber, at mange kigger forbi for at se de små heste og deres ryttere i aktion.
Der er gratis adgang, og cafeteriaet er åbent.
Tahejdis 20 års jubilæum
Pyntet cykeloptog jubilerede
24 cyklister på cykler pyntet med flag og blomster vakte berettiget opsigt, da de kørte en tur på cykelstien fra Horne til Tistrup, omkring anlægget og tilbage til Horne. Her blev det til en æresrunde på Horne Stadion, inden de var klar til pølser fra grillen samt øl og vand fra baren.
Det var ikke en helt almindelig cykeltur, men derimod Tahejdis 20 års jubilæumstur. Mange nuværende og flere tidligere medlemmer mødte frem, og snakken gik lystigt både på cykelturen og omkring bordet. Der blev grinet meget, da Else Jochumsen læste op af dagbogen fra klubbens første år – dagbogsblade, der fortalte om mange spændende og også dramatiske cykelture, om lækker mad og om juleture både til Tønder og København.
Der var også jubilæumsgaver, nemlig til initiativtagerne til klubben, der begyndte med seks medlemmer. Nummer syv kom hurtigt med, og siden har mere end 40 kvinder været med i kortere eller længere tid. Tre ting har dog aldrig ændret sig: klubben er stadig kun for kvinder, navnet er det samme, og humøret er altid højt.
Bente Jacobsen HornePosten