Der er kommet endnu et lyserødt påskeæg. Dejligt, at vi er nået op på 3 fødte i år inden udgangen af marts. Skal vi måske lade stigen stå? Velkommen til Horne Sogn til den lille nyfødte pige og tillykke til de nybagte forældre. Indtil nu er vi på 3 piger, så mon ikke drengene kommer til?
– Ja, og også en påskehare, siger Lauge med store øjne under et stop i Vikingelunden, hvor han sammen med flere hundrede andre børn og voksne var på jagt efter påskeslik mellem træerne i Vikingelunden.
Trods regnen summede Vikingelunden af snak og glædesråb, når endnu en bunke slik var fundet på de afmærkede ruter.
– Det går megagodt trods regnen, siger Serena Kristensen fra HUBI, der for fjerde år i træk sender børn og voksne på hyggetur i Vikingelunden skærtorsdag.
– Vi får mange tilkendegivelser fra deltagerne om, at det er en rigtig god aktivitet, så vi kører samme koncept som de tidligere år. Derfor kan vi planlægge på rutinen. Det tog cirka en time onsdag aften at lægge ruterne, og så mødtes vi en time før start. Inden da havde vi indkøbt slik og drikkevarer, siger Serena Kristensen.
Der er ruter efter slik og også forskellige opgaver, så der er noget både for de små og de lidt større børn.
Sognets beboere og børnebørn på påskebesøg har gjort det til en tradition at mødes i Vikingelunden.
– Der kom en familie fra Esbjerg, som spurgte, om den måtte være med. Selvfølgelig måtte den det, siger Serena Kristensen.
Der var start og slut i bålhytten, og her kunne alle efter alder få en øl eller en sodavand, og der var mulighed for at stege pølser og brød på grillen.
Horne IF betaler ”gildet”, som løber op i omkring 2000 kroner. Der er indkøbt masser af slik, for HUBI vil i hvert fald ikke gå ned på slik.
– Det, der er til overs, kan vi bruge til arrangementet ”Horne – en aktiv landsby vi mødes i” i maj, og så er der også slik til vores møder, siger Serena Kristensen.
Så er den anden pige født i sognet i år, og tilmed her op til Påske. Velkommen til den nyfødte og tillykke til de nybagte forældre. På billedet har den tidligere pedel, John, forceret indhegningen for at sætte storken på plads. Tak for det John!
I dag, onsdag, har Poul Henning Guldager afsluttet belægningsopgaverne på Smedegrunden. Asp er repræsenteret med en mælkejunge fra Aspgård mejeri. Sammen med Hornemanden, skolebogen fra Stundsig skole, møllestenen fra vindmøllen i Bjerremose og mælkejungen fra Asp udgør dekorationerne et hele. Fantastisk udført af Poul Henning efter Kurt Burkarls ide.
Poul Henning Guldager er ved at etablere hans udgave af en skolebog fra Stundsig Skole. Udsmykningen er første lavet hjemme i Asp, hvorefter han flytter det hele til Horne, hvor det skal være Stundsigs bidrag til udsmykningen af Smedegrunden. Senere følger så en mælkejunge fra Asp Mejeri. Billederne er fra 12.30 den 28/2-24.
De lyse toner blev slået an, da Keld Jochumsen efter 12 år som formand aflagde sin sidste beretning på Horne Sogneforenings generalforsamling. De 45 deltagere kunne glæde sig over, at Smedegrunden har fået et ansigtsløft af format, at der er kommet nye stier i Vikingelunden, at Vikingestien om kort tid får de mærker, der fortæller, at det er en hjertesti, og endelig at medlemstallet har taget et mærkbart hop op. – Vi har nu 305 medlemmer, hvilket svarer til en dækningsgrad på 64 procent mod 52 procent sidste år. Det ser ud til at muligheden for at betale kontingentet via Mobilepay har medvirket til fremgangen, og det har helt sikkert også Burkarlerne, Simon og Randis videoer på Facebook. Der var endnu mere at glæde sig over. – Skolen har i år 81 elever mod 71 sidste år, og der er 55 børn i børnehaven, heraf 13 i vuggestuen. Vi har uddelt ni babypakker og 23 velkomstpakker, sagde Keld Jochumsen. Foruden børnene i skole og børnehave er der cirka 20 børn i dagplejen. Formanden nævnte også den store opbakning til Torvedagen og oplyste, at det lille tog i år får to ruter – om forbi Smedegrunden og ned i Vikingelunden. Eva Plauborg kunne fremlægge et regnskab med et underskud på cirka 62.000 kroner, en egenkapital på 316.000 kroner og flere endnu ikke udbetalte midler fra fonde og kommune til diverse projekter. Kontingentet blev hævet fra 200 kroner til 300 kroner for en husstand og fra 100 kroner til 150 kroner for enlige. Keld og Else Jochumsen modtog ikke genvalg. I stedet blev Klaus Martin Jepsen og Berit Mathiesen nyvalgt og Kurt Burkarl genvalgt med Malene Gøte og Simon Burkarl som suppleanter. Kurt Burkarl takkede Else og Keld for deres store indsats gennem mange år. – I har været med til at præge udviklingen i sognet. Vi kan ikke godt undvære jeres erfaring og jeres kompetencer, så vi skal nok gøre brug af jeres tilbud om hjælp i fremtiden, sagde Kurt Burkarl og overrakte både blomster og påskeæg.
Stig Leerbeck omtalte fjernvarmeprojektet, som står lidt i stampe på grund af manglende statstilskud. Han er dog overbevist om, at puljen bliver fyldt op i løbet af året.
– Så klap hesten og bliv siddende lidt længere tid på hænderne, lød opfordringen. Bente Jacobsen HornePosten Foto: Simon Burkarl
Den første stork er sat op på skolems gavl. Rart at komme i gang igen, det bliver lidt tomt, når storkene pilles ned efter nytår. Velkommen til Horne Sogn til den lille pige og tillykke til de nybagte forældre. I år er vi foran sidste år, idet den første stork blev sat op i marts.
Hermed indkaldes der til generalforsamling mandag d. 19. februar 2024 kl.19.00 i Skolekøkkenet på Horne Skole.
Dagsorden ifølge vedtægterne: Valg af dirigent, stemmetællere og skriftefører. Bestyrelsens beretning. Forhandling af bestyrelsens beretning. Fremlæggelse og godkendelse af regnskabet for sidste afsluttede regnskabsår. Behandling af indkomne forslag. Forslag fra bestyrelsen. Valg af bestyrelsesmedlemmer – på valg er Ruth Jensen og Hanne Petersen, som begge modtager genvalg. Valg af suppleant – på valg er Jytte Mathiasen Søndergaard, som modtager genvalg. Valg af revisor. Linda Albertsen er på valg, hun modtager genvalg. Eventuelt.
Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal inden den 29. januar 2024 sendes til formand Bente Dinesen, Fabriksvej 7 eller mail: b.dinesen@bbsyd.dk