Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

DGI-Certificering af udeskolen

Elever giver det grå rum masser af farve

Som den første skole i Varde Kommune er Horne Skole blevet certificeret som udeskole med fokus på det grå rum. Det sker efter, at eleverne i børnehaveklasse, 1., 2. og 3. klasse har arbejdet i et års tid med uderum og nærmiljøet. Nok hedder det “det grå rum”, men der er bestemt intet gråt over resultatet. Det kan alle se, når de besøger hallen, hvor børnenes fortælling om deres ny lærdom og ønsker til Hornes udvikling hænger på plancher. Og det kunne alle, der deltog i overrækkelsen af certifikatet, høre i skolegården, hvor børnene fortalte, hvad de har arbejdet med.
– Vi har glædet os vanvittigt til i dag. Det var aldrig lykkedes uden børnenes indsats, samarbejdet med Jette og Marinus Poulsen om Fælleshaverne og input fra borgere, som har taget børnene med på tur gennem byen, sagde Pia Jessen, leder af børnehaveklassen.
Børnene fortalte selv gruppevis, hvad de havde lært.
– Vi er heldige at have Brugsen. Den er et dejligt sted. Kroen er et hyggeligt sted. Skolen er rigtig dejlig. Her lærer vi mange ting. Vi har mange små huse. Horne er en dejlig by, så I skal bare komme og flytte ind. Vi har lært om gamle dage i Horne. Der har været et elværk og en mølle. Der er meget myremalm fra jernalderen.  Vi kan spille fodbold. Så skal vi finte, score mål og slå saltoer. Vi kan også være spejder og gå til 4H. I skolen lærer vi mange ting. Vi lærer at skrive og regne. Vi lærer alfabetet. Vi kan få venner, og vi lærer klokken.
Al deres nyerhvervede lærdom er sammenfattet på tre træplanker, som nu pryder ydermuren mod Stadionvej. Inden de blev skruet på murværket, fortalte Heidi Møller fra DGI om certificeringen. Foruden “det grå rum” – udeskole og nærmiljø, kan man arbejde med “det blå rum” – vand, og “det grønne rum” – natur og park.
– Da vi i DGI tog fat på certificeringen, var Horne Skole allerede langt med udeskolen. I har udviklet arbejdet gennem åbenhed, nysgerrighed og samarbejde, og I har fået en mere varieret undervisning. I har for alvor sat børnenes kroppe og sanser i spil, og jeg er ikke i tvivl om, at I vil fortsætte. Det kan I slet ikke lade være med, sagde Heidi Møller.
Laura fra Hornelund går i 2. klasse. Hun er ikke i tvivl om, hvad det sjoveste har været.
– Det har været at gå tur i Horne og få mere at vide om byen og de gamle dage. Jeg kan rigtig godt lide Horne. Det er en dejlig lille by, og jeg kender næsten alle her, fordi den ikke er så stor.
Bente Jakobsen HornePosten

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):