Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Nyheder

Hornes førstemænd var i fokus

Trods truende skyer mødte cirka 40 borgere op for at høre om styret af Horne Sogn gennem tiderne, da Horne Menighedsråd og Horne Sognearkiv afviklede den ottende kirkegårdsvandring siden 2017.

Keld Jochumsen tog deltagerne med rundt til relevante gravsteder både med og uden sten, inden alle gik ind i varmen i kirken.

Her blev tiden før Hornes selvstændighed i 1929 gennemgået, og et gennemgående træk fra 1841, ja endda før, og frem til 1970, var, at gårdmændene i alle dele af sognet sad på magten. Det var også gennemgående, at sognerådene hovedsageligt beskæftigede sig med skolevæsen, fattigvæsen og vejvæsen. I perioden fra 1929 til sammenlægningen med Varde Kommune i 1970 var der tre sognerådsformænd, Peder Lassen i Hornelund, Thomas Pallesen i Malle og Kristian Ditlevsen i Malle.

Keld Jochumsen fortalte om diverse formænd og menige medlemmer. Således var Thomas Pallesen ikke en mand, der ruttede med pengene. Da Tonnesen var kasserer, skulle han i hver måned putte pensioner og andre udbetalinger til borgerne i kuverter. Pengene blev afleveret til Thomas Pallesen, som cyklede rundt til borgerne med dem. Der var jo ingen grund til at bruge penge på frimærker.

I 1908 fik kvinder over 25 år valgret og blev valgbare. Det smittede ikke af i Horne. Keld Jochumsen kunne således med tilhørerne undre sig over, at først i 1966 blev en kvinde valgt i Horne Sogneråd, nemlig Anne Brisson.

Undervejs blev oplysningerne kommenteret og suppleret, og snakken flød også frit om både det kommunale styre og alskens andre emner under kaffen, som menighedsrådet serverede.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Stork nr. 11 er på gavlen

Der er fortsat tilgang af nye borgere i Horne Sogn, idet den 11. baby er født i år.
Velkommen til den lille dreng og tillykke til de nybagte forældre.

Loading

Horne overraskede


– Vi drømte ikke om, at Horne har så meget at byde på.
– Det er dog et fantastisk naturområde, I har.

– Det var en utrolig flot tur i Horne og nærmeste omegn. Tak.
Roserne blev uddelt med rund hånd, da første del af årets gå-maraton var gennemført i Horne.
Der er tilmeldt 301 til de fire ture, og 230 af dem var med på den første tur.

Gåværterne i Horne havde ikke bare sørget for et fantastisk vejr, men også planlagt tre ruter – 10,6 km, 5,3 km og 3 km, og alle gik igennem Vikingelunden.
Formand for Kultur og Fritid i Varde Kommune, Sandie Eis, var på hjemmebane, da hun officielt åbnede gå-maraton og selv gik med på 3 km sammen med sin datter.
Som noget nyt var der også i år fællessang skrevet til lejligheden, men inden
alle blev sendt afsted fra Horne Stadion fortalte Keld Jochumsen lidt om, hvad deltagerne ville møde undervejs. Trods en fin gennemgang var der alligevel en overraskelse i Vikingelunden. Her sad en vaskeægte viking, Ravneunge Tue alias Bjarke Gøte, og ristede runer som for 1000 år siden.
Der var traditionen tro frugt til alle deltagere. Det var sponseret af Brugsen i Horne og stod klar til vandrerne på 10 km i Rotbøl og i målområdet til to andre ruter.
Snakken gik godt ude på ruterne både blandt folk, der kendte hinanden, og blandt folk, der mødtes for første gang. Og snakken fortsatte i målområdet, hvor mange sluttede af med en lækker schnitzel fra Hos Os i Horne hallen.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Så er nr. 10 også på væggen!

Da jeg havde fået pakket stigen væk kom meldingen om stork nr. 10!
Så blev stigen rejst igen, og en blå stork fløj op på væggen.
Velkommen til Horne Sogn til den nyfødte dreng og tillykke til de nybagte forældre.

Loading

Fællesskabet blomstrer i Horne

– Da vores datter skulle i børnehave, valgte vi Regnbuen i Horne. Og det valg fortrød vi aldrig. Under regnbuen er der plads til alle, og det er der i Horne. Her siger alle ”hej” fulgt af et smil, når de møder nogen uanset, om de kender vedkommende eller ej. Her er plads til såvel gamle som unge.

Årets båltaler ved Horne Sogneforening og Horne 4Hs Sankt fest i Vikingelunden var Jane Nielsen, der bor i Tistrup. Hun har været organist i Horne Kirke og er nu korleder og leder af Horne-Tistrup Aftenskole. Hun har derfor et godt kendskab til sognet og slog fast med syvtommersøm, at Horne har noget helt specielt, nemlig fællesskabet og det at være forbundne.

– Fællesskabet gør, at vi bliver til nogen og til noget. Mon ikke vi alle ønsker at være en del af fællesskabet og tage nogen med ind i det, spurgte Jane Nielsen og fortalte, at hun hurtigt blev taget ind i fællesskabet i Horne via Anne Mette Bøttcher, der rakte en hånd ud og sagde, at hendes dør står åben, og der er kaffe på kanden. 

– Hvis vi ikke er en del af fællesskabet, bliver vi ensomhedens vandrer. Nogle gange har vi nok i os selv. Måske bliver vi bange for det ukendte og lukker ingen ind. Da Andreas Mogensen kiggede på jorden udefra, så han ingen grænser, men kun en fælles planet. Grænser er noget, vi selv finder på, men vi har brug for hinanden. Ved åbne fællesskaber får vi gavn af hinanden, hjælper hinanden, udvikler hinanden, lærer af hinanden helt uden at miste noget, sagde Jane Nielsen.

Bag hende buldrede bålet lystigt, og heksen satte kurs mod Bloksbjerg, inden tilhørerne lod fællesskabet blomstrer over kaffen ved bålhytten. Under snakken konstaterede flere:

– Det var en tale, der både varmede og gav stof til eftertanke.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Varde Garden trak op for Jette og Marinus

Med fuld musik ankom en flok 4H-børn med deres forældre til Horne Hallen. Musikken blev leveret af Varde Garden, og hele optoget gik fra skolen til hallen, hvor en masse festklædte mennesker med Jette og Marinus Poulsen i spidsen stod klar til at modtage det.

Anledningen var Jette og Marinus‘ guldbryllup, der blev holdt i Horne Hallen. Selvom der ikke skulle være morgensang, skulle guldbrudeparret ikke snydes for musikken, så børnene, Pia, Kurt, Anette og Connie havde hyret hele garden, som de tre piger alle har været medlemmer af. Det var også oplagt at koble 4H-børnene på optoget, da Jette og Marinus er omdrejningspunktet i Horne 4H og betyder rigtig meget for både børn og forældre. Det helt særlige fællesskab i 4H var tydeligt, da børn og guldbrudepar delte masser af knus mellem sig efter en koncert af Varde Garden.

Der var blå og røde forfriskninger til både børn og gardere som tak for det flotte optrin, og så kunne gæsterne sætte sig til de flot dækkede borde i hallen. Det var dog ikke slut med 4H-børnenes bidrag til festlighederne.

Alle børn havde hver især lavet en lille video med deres lykønskning til Jette og Marinus, og de var alle sat sammen til en video fyldt med masser af flag og ”tillykker” til det populære par, der til næste år kan fejre 50-års jubilæum som Horne-borgere. Jette, der stammer fra Thorning i Midtjylland, og Marinus fra Lindbjerg, mødtes på efterskole og købte i 1975 gården på Dejgårdsvej 12, som stadig er rammen om deres liv.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading