Højt humør og højt skum på cykeltur
Tour de Biére – en karavane på 34 cykelryttere og to følgebiler – slog mandag formiddag et sving ind omkring Horne for at besøge Kongsted Bryghus.
Fælles for tour-deltagerne er, at de er medlemmer af Danske Ølentusiaster, og at de gerne cykler 600 km i Syd- og Sønderjylland på en uge for at smage på øl hos cirka 30 bryghuse.
De kom til Horne fra Varde, hvor de havde overnattet på Campus og nåede at cykle et par minutter, inden regnen skyllede ned. Humøret var dog højt ved ankomsten, og her fortalte bryggeri-ejer Leon Kongsted om bryghusets start for tre år siden, om sorte tal på bundlinjen, om stort salg via messer og ølsmagninger, og om brygmesterens tilgang til ølbrygning. Herefter smagte de på seks forskellige øl.
– Vi besøger i år cirka 30 bryghuse, og kun 10-12 af dem har vi besøgt tidligere. Det er 13. gang, vi gennemfører turen, og vi får hvert år gentilmeldinger fra cirka 2/3 af rytterne, siger Hans Peter Jepsen, der står for holdets kommunikation og er den eneste, der har været med alle 13 gange.
Deltagerne kommer fra hele landet, og dog.
– Vi er otte fra Fredericia, mens resten kommer fra Jylland syd for Vejle, Fyn og Sjælland, siger Susan Herlufsen, der er med for tredje gang og i år er holdleder.
– Det indebærer, at jeg har fløjten, som kalder til samling og til afgang.
Der er også en lokal mand med, nemlig Jens Erik Nielsen, der stammer fra Stundsig, men i 30 år har boet i Oksbøl og arbejder i Oksbøllejren.
– Det er andet år, jeg er med. Jeg cykler en motionstur hver søndag med nogle pensionister, mens Tour de Biére mest er hygge og øl for mig. Det er et ekstra plus, at vi besøger Horne. Her kommer jeg stort set kun, når jeg besøger mine forældre på kirkegården.
Der er flere debutanter med, blandt andet Lars Granerud fra Brønshøj. Han kom ikke med sidste år, fordi han blev gift, og han kommer heller ikke med næste år, da han bliver far i december.
– Jeg har hørt en del om turen fra min far, og indtil videre lever den op til forventningerne. Jeg udvikler min smagsløg for øl undervejs og finder ud af, hvorfor jeg kan lide en øl og ikke en anden. Øllet i Horne er af rigtig god kvalitet, siger han.
Hans Peter Jepsen, Fredericia, har som den eneste været med i alle 13 år, og han anslår, at 2/3 af deltagerne genbestiller året efter.
- Vi har besøgt rigtig mange bryghuse, men heldigvis kommer der hele tiden nye til. Således er der kun 10-12 gengangere ud af 30 bryghuse i år.
Der er efterhånden en del traditioner på turen. Der bliver hver dag uddelt en gul trøje og en prikket bjergtrøje for særlige indsatser på dagens etape. Der bliver også sunget ølsange og råbt ”Højt skum”. Leon Kongsted får overrakt et diplom, og så lyder fløjten. Der er tid til afgang mod Bramming med nye smagsprøver hos Fogh´s Øl i Vejrup.