Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Generalforsamling i Sogneforeningen

Sognet fik 39 nye borgere
I 2018 afleverede Horne Sogneforening 21 velkomstpakker til tilflyttere og 18 babypakke til nyfødte.
Det var bare to af mange opgaver, som sogneforeningen løste sidste år – et år, som formand Keld Jochumsen på generalforsamlingen betegnede som et godt år.
Han glædede sig over et stort fremmøde – 47 deltagere, og ærgrede sig over et fald i medlemstallet. Foreningen har 266 medlemmer, hvilket svarer til 53 procent af sognets 506 husstande. Det er en nedgang på syv procent.
Tre projekter har fyldt meget på arbejdssedlen. Den ene var indretning af Trekanten med flagstang, torvedagsmanden og bænke, der dog er til reparation, fordi det galvaniserede stel ruster. Den anden var at få den tredje blomst i projekt blomstrende landsby, og den tredje var udarbejdelse af en udviklingsplan for den lille storby, hvor noget er småt, men alt er godt.
Planen indeholder mange forslag til udvikling af Vikingelunden såsom vand og strøm til hytten, infoskilte, nye borde-bænke, bedre parkeringsmulighed og shelters. Foreningen har så småt taget hul på nogle af forslagene og lagde sidste år penge til side til projekterne fra fonden til byens forskønnelse. Der sker også forskønnelse andre steder.

– Vi har fået 20.000 kroner af kommunen fra puljen til landsbyforskønnelse. De skal blandt andet bruges til at gøre noget ved indkørslerne til Horne fra syd og vest.
Det fik flere til at foreslå, at byskiltet fra syd bliver flyttet tættere på byen, og Stig Leerbeck kunne i den forbindelse oplyse, at Plan og Teknik har fokus på skiltet.
Eva Plauborg fremlagde et regnskab med et underskud på godt 13.000 kroner og et forslag om, at kontingentet forbliver uændret – 200 kroner for en husstand og 100 kroner for enlige. Det blev vedtaget.
Leif Damsgaard takkede farvel til bestyrelsen, mens Aksel Hansen blev genvalgt og Hans Chr. Guldager nyvalgt med Dirk Svensson og Anders Burkarl som suppleanter.

Bente Jacobsen HornePosten

 

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):