Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Brugsen har brug for opbakning

– Brugsen i Horne er ikke i krise, men udviklingen er bekymrende.

Sådan sagde direktør Allan Knudsen, da han sammen med uddeler Alex Pagaard holdt informationsmøde om Horne Brugs.

70 borgere deltog i mødet i Horne Hallen, og de hørte, at Horne Brugs i 2024 til og med august har et underskud på 40.000 kronermod et budgetteret plus på 140.000 kroner.

Alex Pagaard kunne dog finde lys bag de mørke skyer. 

– September tegner samme billede som de foregående måneder, men oktober har været betydeligt bedre. Vi har reageret på de røde tal og har skåret personalet til, så der i flere timer end tidligere kun vil være en medarbejder i butikken, og desuden vil der være færre ungarbejdere på arbejde om aftenen. Det giver os en årlig besparelse på 150.000 kroner, som bliver endnu større næste år, når der kommer en ny lønstigning på overenskomsten.

Allan Knudsen pegede på problematikken i Horne.

– Jeg er bekymret for benzinsalget. Det har reddet os tidligere, men flere elbiler og fjernelse af et ekstraordinært tilskud på 14 øre per liter benzin fra OK presser os. Det samme gør den faldende omsætning, ikke mindst i juli og august, og også avancen er under pres.

Han efterlyste ideer til, hvordan udviklingen kan ændres i Horne Brugs, og en af deltagerne slog fast: – Det er vigtigt med sammenhold omkring brugsen nu i stedet for efter en lukning.

Hen over sommeren har et af de store samtaleemner omkring brugsen været tomme hylder og mangel på basisvarer. Allan Knudsen lagde sig fladt ned og konstaterede, at der var tale om en fejlvurdering, men måtte dog undskylde for, måske ubevidst at have lagt skylden på en navngiven medarbejder.

– Der må ikke være tomme hylder. Det bliver ændret næste sommer, så hvis Alex igen skal bruges i en anden del af koncernen, vil andre sørge for, at butikken i Horne kører, som den skal, lovede Allan Knudsen.

Så blev bankopladerne fundet frem, og aftenen sluttede med godt humør hos deltagerne, der spillede om brugsvarer.

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):