Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Author: Keld Jochumsen

Besøg i Vikingelunden

En pensionist-cykelklub fra Varde med ca. 30 deltagere var igennem Vikingelunden tirsdag. De drak den medbragte kaffe, og var heldige med, at skolens 0-2 klasse var i Vikingelunden og kunne underholde cyklisterne med sang.

Loading

Nye flagsnore

Nu er flagstængerne ved bygrænserne klar til konfirmationen. Ove Bertelsen har skiftet flagsnorene og vasket flagstængerne.

Loading

Indvielse vikingelunde

Indvielse gav trængsel i Vikingelunden

Der var trængsel omkring søen og senere omkring grillen, da Vikingelunden atter blev indviet.
Omkring 250 mennesker i alle aldre var med, og de fik et indblik i, hvad der er sket i Hornes byskov i det seneste års tid. 14 delprojekter er sat i søen, og de har allerede få mange flere end tidligere til at bruge i området. Det skyldes ikke mindst, at der nu er etableret en handicapvenlig gangsti med lys fra Hornelund til grillhytten og rundt om søen, og at der er kommet en svævebane på legepladsen.

 – Projekterne omfatter også blokering af vand fra søen, vand i hytten, bedre skiltning og p-forhold, etablering af bålplads og to shelters, nye bord-bænke i hytten, infotavle og repos i søen. Børnehaven ønskede sig et skur som base for deres udeliv i Vikingelunden. “Skur” ville vi ikke have, så vi har fået et madpakkehus, sagde formanden for Horne Sogneforening, Keld Jochumsen ved indvielsen. Han glædede sig over et flexibelt sundhedsvæsen, så primus motor i arbejdet, Aksel Hansen, trods indlæggelse i den sidste uge og operation mandag kunne deltage i indvielsen.
Aksel har siden madpakkehuset ankomst den 9. juli 2020 haft Vikingelunden som sit andet hjem – mindst. Han har selv lagt 350 frivillige timer, mens 58 borgere og Sdr. Malle Maskinstation har leveret godt 1000 timer.
– Det hele har kostet cirka en million kroner heraf cirka 100.000 kroner til madpakkehuset. Vi har fået 425.000 kroner fra Varde Kommune, 200.000 kroner fra Horne Støtteforening, 100.000 kroner af henholdsvis, LAG Varde-Fanø, SEs Vækstpulje, Fonden til byens forskønnelse og Torvedagsudvalget, 50.000 kroner fra Nordea Fonden og en rigtig god pris på lamperne fra Davidsuperlight.dk, leveret af El-Gården i Varde. Tak for al støtte og hjælp, sagde Aksel Hansen og fik suppleret listen med yderligere 25.000 kroner fra Andelskassen i Varde.
Derefter var der grillmad, øl og vand, og børnene kunne bage pandekager på 4Hs bål mellem legene ved søbredden.
Bente Jacobsen HornePosten. Foto: Leif Sønderskov

Loading

Så tømres der

Den sidste opgave inden indvielsen søndag er reposet ud i søen. Det har ikke været muligt, at skaffe træet før nu, så derfor i sidste øjeblik.
Et meget velkvalificeret team var samlet lørdag morgen, så det bliver spændende at se, hvordan det færdige resultat ser ud.
Vi ses søndag kl. 11.00

Loading

Søren brugs sagde farvel


Der var fuldt hus, da Dagli´brugsen i Horne efter et års pause igen kunne byde på grillet gris, øl, vand, is og masser af hygge.
230 var bænket ved bordene, der for første gang var opstillet på p-pladsen ved Horne Skole. Butiksrådet og andre hjælpere sørgede for, at udleveringen af mad gled let, og maden blev serveret og spist til sprød musik og sang af brugsens “husmusikant”, Ulrik Alrø.
Ved grillarrangementet for tre år siden kunne daværende uddeler, Martin Hansen, fortælle, at 22-årige Søren Dinesen skulle være ny uddeler. Nu to et halvt år senere er det tid til farvel.
– De sidste to et halvt år har været en fantastisk rejse. Det har været en fornøjelse. Jeg siger ikke farvel, fordi jeg ikke kan lide jer. Jeg har nydt at arbejde sammen med både kunder og mine medarbejdere, men jeg prioriterer anderledes nu. Jeg skal prøve noget andet og have lidt mere tid til privatliv, sagde Søren Dinesen, der har sidste arbejdsdag i brugsen i Horne tirsdag. De sidste dage er den ny uddeler, Alex, også i Brugsen.
Anne Mette Bøtcher takkede på vegne af butiksrådet for samarbejdet med Søren, der altid var med på at prøve noget nyt uanset, hvilke vilde ideer rådet kunne komme op med.
– Vi siger ikke farvel, men på gensyn, da vi satser på, at du er tilbage om 10-15 år, sagde hun.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Lys omkring søen

Nu er der sat strøm til pullertlamperne hele vejen omkring søen i Vikingelunden. Her i aften stod fuldmånen og skinnede øst for søen, – et flot syn.
Prøv at gå en aftentur i Vikingelunden, – det er en oplevelse.

Loading

Horne var Vardes centrum

Torvedagen i år var begunstiget af flot vejr, mens det regnede med flere store priser


– Ingen kan være i tvivl om, at vi lige nu er i Vardes centrum.
Borgmester Erik Buhl var i hvert fald ikke i tvivl, da han kom til Horne for at kåre “årets landsby” og blev mødt af hundredvis af borgere, som deltog i torvedagen.
Sjældent har der været så mange mennesker samlet på torvet, så der var rift om pladserne ved kaffebordet.
Sognets nuværende og tidligere borgere samt folk fra nabosognene mødtes til snak, hygge og handel i de 40 boder, og ind imellem slappede især børnefamilierne af med en tur med det lille tog.
Der var to højdepunkter på formiddagen. Aksel Hansen blev kåret til “årets navn” for sin indsats i Vikingelunden, hvor han både har koordineret arbejdet og selv gået forrest i projektet med at renovere og udbygge Vikingelunden. Der er brugt cirka 800 frivillige timer, og ”årets navn” har selv lagt omkring 300 timer.

Aksel Hansen modtog fortjent pokalen for årets indsats, medens Fru Ulla takkede for blomsterne

Det andet højdepunkt var kåringen af “årets landsby, der blev markeret med både borgmesterord, en check på 10.000 kroner og optræden af Varde Garden. Erik Buhl glædede sig over, at grundlaget for en god Varde Kommune er i orden takket være, at lokalsamfundene tør tage ansvar for deres egen fremtid.

Vardes Borgmester Erik Buhl begrunder, hædrer og lykønsker Horne som årets landsby


– Temaet var i år den nytænkende landsby, og det er I. I har sørget for en masse aktiviteter og initiativer, som binder borgerne sammen. Der har også været tid til at være hjemme. Det ses af den positive befolkningsudvikling, Horne har, og det vidner om en by i udvikling, sagde Erik Buhl og opfordrede borgerne til at prale noget mere af Horne, da det kan sætte endnu mere gang i udviklingen.

Anton Nielsen fra Udviklingsrådet begrunder ansøgningen om årets landsby og overrækker prisen på 10.000 kr. til udvalget.


Udviklingsrådene har stået for udvælgelsen, og formanden Anton Nielsen kom med pengene. Han roste ansøgningen og konstaterede, at borgerne har fået meget ud af det, de havde at arbejde med i en coronatid.
– Vi har i fællesskab set muligheder i stedet for begrænsninger, og det har styrket borgernes fællesskab.

Bente Jacobsen HornePosten. Foto: Leif Sønderskov

Loading

Torvedagsflagning

På lørdag i forbindelse med Torvedagen opfordres alle til at hejse flaget i dagens anledning. Først og fremmest for at markere, at Horne denne dag får overrakt beviset på at være årets lokale landsby. Varde Garden og Borgmesteren er også på torvet. Desuden er det værd at fejre, at vi igen kan holde Torvedag efter lang tids nedlukning.

Loading

End ikke storken holder sommerferie

Nu er der 17 storke på skolens gavl. Den sidste nye er med blåt halstørklæde. Altså 8 piger og 9 drenge. Det ligner da efterhånden en klasse!!
Velkommen til Horne Sogn til den nyfødte dreng og tillykke til de nybagte forældre.

Loading