Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Author: Keld Jochumsen

Horne er halloweenland


Der er spøgelser, flagermus og skeletter overalt i Horne, ja selv gravkøerne på Hornelund bliver styret af nogle uhyggelige skabninger. Det skyldes hverken hungersnød eller lang tids arbejde uden mad og drikke.
Det skyldes derimod, at Horneborgerne er gået halloween-amok, og at DinForsyning er med på ideen.
Mange huse i sognet er de rene spøgelseshuse og kan nok få store og små borgere til at gyse, når mørket falder på. Allerede fredag blev de udsat for store gys, da skolen og Myretuen var omdannet til det helt store halloweenland med udklædte børn og voksne og masser af uhyggeligheder i lokalerne. Ja, selv kagebordet i Myretuen var af den uhyggelige slags med en hjernekage, bagt af Daniel og mor Bianca som den mest uhyggelige på det ellers hyggelige kaffebord.

Og det hele fortsætter lørdag med værksteder fra 16-18 og med masser af uhygge i Vikingelunden fra 19-21 for de mindst sarte sjæle.

Loading

Julemarked på kroen

TRO DET ELLER EJ…..MEN VI ER BEGYNDT AT TÆNKE PÅ JULEN – SÅ RESERVER DATOEN NU.
GOD MAD OG JULEMARKED.

TIRSDAG D. 23. NOVEMBER 2021 KL. 18.30 TAGES DER HUL PÅ JULERIET.

Familie og Fritid vil gerne invitere jer/dig til en hyggeaften på Horne kro.

Der vil blive serveret en dejlig menu, som Jeanette har tryllet frem, og der vil være julemarked med boder, hvor der kan gøres en god handel.

Ud over en god middag med kaffe og småkager og handel i boderne, vil der være amerikansk lotteri med mange flotte gevinster.

Tilmeld dig til denne aften nu, mens du husker det eller senest den 15. november 2021 til Ruth Jensen på mail: jensen.egehave@bbsyd.dk eller på mobilnr. 30260878 efter kl. 17.00.

Vi glæder os til at se jer alle.

                                                                                       Familie og Fritid.

Loading

Kloakering omkring Habrehøjvej

På grund af forrige uges regnvejr og mere bøvl med grundvandet, kan vi først åbne for kørsel i krydset Habrehøjvej / Hornelund om ca. 14 dage. Vi beklager meget.

Når Habrehøjvej åbnes, er det stadig kun for lokal kørsel i personbil.

Ved spørgsmål er I velkomne til at kontakte mig eller Mie fra NIRAS.

Kenneth: 27741448

Mie: 51364896

Loading

Asfaltering af Krosvinget

Så turen kommet til Krosvinget. Fredag d. 8. oktober asfalteres Krosvinget. Allerede torsdag rettes vejen af, således den er klar til udlægningen fredag. Det betyder at biler ikke må parkeres på Krosvinget i disse dage. Jer der er direkte berørt, får besked fra entreprenøren.

Ved spørgsmål er I velkomne til at kontakte mig eller Mie fra NIRAS.

Kenneth: 27741448

Mie: 51364896

Loading

Lys i grillhytten

Nu er lyset i grillhytten tilsluttet. Arne Albrechtsen har installeret en bevægelsescensor så lyset tænder, når man åbner døren. Superlækkert!

Lys i grillhytten med lys omkring søen i baggrunden

Loading

Sogneforeningen søger medlemmer


Horne Sogneforening står for en række aktiviteter, som borgerne er gode til at bakke op om.

Det glæder sogneforeningens formand, Keld Jochumsen, sig over, men han ærgrer sig over, at samme opbakning ikke er til stede, når det kommer til at betale kontingent. Således er kun 46 procent af borgerne medlem af foreningen.

– 234 borgere i 503 husstande er medlemmer. Det er et fald på 25 siden sidste år. Det er et problem, som vi skal have gjort noget ved, sagde Keld Jochumsen på generalforsamlingen.
I ord og billeder berettede han om et udvidet år med mange aktiviteter, flere af dem med udgangspunkt i udviklingsplanen. Trekanten ved Hornelund-Kirkebakken har fået nyt flag, Vikingelunden er fornyet for en million kroner, i 2020 blev der uddelt 22 velkomstpakker og otte babypakker, mens der indtil 1. september i år er uddelt 15 velkomstpakker og 18 babypakker, og 160 af 228 husejere i Horne og Bjerremose var med i snerydningsordningen.
Endelig kunne formanden oplyse, at retssagen vedrørende smedeforretningen er berammet til november.
– Hvis der ikke sker noget til den tid, må vi have Varde Kommune på banen. Vi kan ikke være det hjørne bekendt sagde formanden.
Eva Plauborg fremlagde regnskabet. Det sluttede med et overskud på knap 28.000 kroner takket være et bidrag på 10.000 kroner fra støtteforeningen og 39.000 kroner fra Torvedagsudvalget.
Tre medlemmer var på valg, Keld Jochumsen, Else Jochumsen og Kurt Burkarl, og de blev alle klappet ind til en ny periode, og det samme gjorde suppleanterne Carsten Hansen og John Kristiansen samt revisor Eva Guldager.
Efter generalforsamlingen fortalte Per Jespersgård om arbejdet med en ny vikingesti med et forløb på begge sider af Gunderup Bæk, mens Annemette Bøtcher fortalte om Vision 2030, hvis vigtigste mission er at få fortalt de gode historier, at få talt sognet op i stedet for ned og derigennem få udvikling.
Endelig tog byrådsmedlem Stig Leerbeck ordet og kom med en kraftig opfordring til på valgdagen den 16. november at stå sammen om den lokale kandidat, da det betyder noget af have et lokalt medlem til at tale et sogns sag i byrådet.
Bente Jacobsen HornePosten. Foto: Leif Sønderskov

Loading

Pensionistforeningens udflugt

Horn og bobler blev beundret
51 borgere var med i bussen, da Horne Pensionistforening afviklede sin normale forårstur på en dejlig efterårsdag. Da de sagde farvel til hinanden 11 timer senere efter aftensmaden på Horne Kro, lød det samstemmende: Det var en spændende tur.
De havde da også været på lidt af en nostalgisk rejse med besøg på VW Retro Museum i Ulfborg, hvor kvinderne mindedes skurepulveret og æggekasserne fra barndomshjemmet, mens mændene kiggede på folkevogne i diverse udgaver og mindedes deres første “VW-bobler” og kørsel med ladbiler. Kvinderne kunne nu også se det smukke i de velholdte biler, ligesom mændene også lod tankerne flyve bagud i både købmands- og radiobutikken.
Turen fortsatte til Bøvlingbjerg, hvor landets eneste hornvarefabrik er placeret. Her så de nogle af de 20 arbejdsgange fra et kohorn fra Afrika til en spiseske. Fabrikken laver ikke kun køkkentøj, men også masser af smykker, som sælges landet over.
Turen bød endvidere på et kig på Hellig Kors Kloster, en tur i industrikvarteret i Lem, et stop i Thorsminde, fællessang i bussen, frokost i Ulfborg og kaffe med hjemmebag i høj sol på havnen i Hvide Sande.
Bente Jacobsen HornePosten, Foto: Leif Sønderskov

Loading