Sportsvogne indtog Idrætsparken

Den ene sportsvogn efter den anden rullede lørdag aften ind på parkeringspladsen ved Horne Hallen. Da den sidste var på plads, var der 40 i alt, og alle var af mærket MG i forskellige farver, modeller og årgange.
De mange biler havde netop afsluttet femte og sidste afdeling af klubmesterskabet for MG i Jylland og på Fyn. Efter en dag på de vestjyske veje omkring Henne, Klinting og Tambours Have med forskellige poster undervejs, skulle regnskabet gøres op, og det hele sluttede med overrækkelse af masser af præmier og mad til 96 personer – førere, passagerer og børn – i hallens mødelokale.
– Der er ingen krav til alderen på bilen for at være med, så der er både meget gamle og forholdsvise nye biler med. Der bliver stadig produceret MG´ere, men det sker i Kina, og Danmark importerer dem ikke endnu, siger løbsleder Bøje Hansen.
De fleste biler på p-pladsen var åbne sportsvogne, men Annette og Karsten Wiwel fra Vojens kom i en grøn, lukket vogn fra 1954.
– Da vi fik tvillinger, satte vi bare to barnesæder ind. Det kan ikke lade sig gøre i de andre. Vi har også træk på den, så vi kan køre med campingvognen, fortæller Annette, der også har en lille MG-sportsvogn.
Karsten købte den grønne bil i 1979, og da han mødte Annette i 1981, fik hun at vide, at bilen var nummer et, så hun måtte være nummer to, og det fungerer udmærket, siger de begge med et grin.
– Vores børn er også MG-entusiaster. Hvordan kan de næsten blive andet, siger Karsten.
Mange Horne-borgere kiggede forbi på p-pladsen for at se MGerne, for de små biler tiltrækker sig opmærksomhed overalt.
– Når vi kører MG, dytter og hilser folk, og når vi stopper, bliver bilerne kigget grundigt efter. Det er da dejligt, siger Annette.

For Ref. Bente Jakobsen. Horneposten
Billeder. Leif Sønderskov. Horneposten.