Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Viking med økse holder øje


Onsdag blev de første træstykker skåret af træet, der har stået tøjret ved hjørnet af søen i Vikingelunden. Og så gik det stærkt med at ændre den gamle askestamme til en øksesvingende viking.
Niels Ejnar Petersen fra Brædstrup står for arbejdet og siger, at det tager max to dage. Da han er optaget andetsteds torsdag, bliver vikingen færdig fredag.
– Jeg er ikke god til at tegne, så jeg har ikke tegnet den på papir, inden jeg gik i gang. Det ville bare være dobbeltarbejde, så jeg har det endelige resultat inde i hovedet, siger “saveniels”.
– Skærer du aldrig forkert?
– Jo, men det er der ingen, der ved, da det kun er mig selv, der ved, hvordan resultatet skal blive. Og nej, jeg har aldrig ødelagt et træ, så der ikke kom en skulptur ud af det.
Niels Ejnar Petersen er oprindeligt uddannet skovfoged, men har aldrig arbejdet som sådan. Han har i stedet i 30 år undervist på teknisk skole og begyndte ved siden af at skære i træ. De sidste syv år som underviser var på halv tid, og for halvandet år siden gjorde han sin hobby til et fuldtidsjob.
– Vikingen bliver halvanden meter høj, men skulpturen bliver mere end to meter høj. Hvis den skulle være højere, skulle stammen være bredere for at få de rigtige dimensioner.

Og de rigtige dimensioner får vikingen, der fra fredag kan holde øje med både Vikingelunden og den nye Vikingesti.
Bente Jacobsen HornePosten

kl. 16.15 efter 1 dags arbejde!

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):