Torvedag blev regnvåd succes
I silende regn blev boderne til årets torvedag stillet op, og mange tænkte: kommer der overhovedet nogen i det her vejr. Svaret var et rungende ja. Folk strømmede til og fyldte kroen, som Jeanette og Rene Cassøe stillede til rådighed for den gratis morgenkaffe.
Inden de mange borgere gik ud på gaden igen, blev pokalen for en særlig indsats uddelt. Den gik til Ulla og Thorkild Lindvig for deres arbejde med at gå nye veje for at tjene penge til Horne Idrætspark, senest i form af et kæmpe hundestævne.
Niels Øllgaard fra ”Hornes mærkeligste forretning” aflagde regnskab. Han kunne aflevere ikke mindre end 30.000 kroner til Torvedagsudvalget – penge tjent på salg af 70 cykler og 128 andre handler.
Tilbage i den regnvåde gade blev der handlet, snakket og gættet, inden Poul Horsbøl sørgede for mange gode bud på de sponserede gaver til den store auktion. Og så brød solen frem, så boderne kunne pakkes sammen i tørvejr, klar til næste års torvedag.
Bente Jakobsen. Horneposten
Billeder. Leif Sønderskov