Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Tempoet tages af sogneforeningen

Nedgang i medlemstallet, røde tal på bundlinjen, stort set færdig med Vikingestien, et stort juleoptog med 125 slikposer og masser af regn, sol og fuldt hus til Torvedagen og indvielse af Smedegrunden.

Det var hovedingredienserne i Kurt Burkarls første beretning som formand for Horne Sogneforening – en beretning, der blev afgivet foran 40 borgere i Horne Hallens cafeteria.

Det høje aktivitetsniveau bliver afløst af et nedsat tempo.

– Vi har haft nogle travle år og afsluttet eller næsten afsluttet nogle store projekter, så i den kommende tid vil vi bremse op og vedligeholde det, vi har, sagde formanden.

Der er dog et par opgaver, som bliver løst i 2025, nemlig grødeskæring i søen i Vikingelunden og opsætning af plakater i de seks ny portaler til en samlet pris på 123.000 kroner – to styk i Vikingelunden og fire ved indfaldsvejene. De, der kommer ind i byen, bliver mødt af Hornemanden, der byder velkommen, mens de, der forlader byen mødes af et billede af Hornemanden, der letter på hatten, og siger ”På gensyn”.

Selvom tempoet tages ud af foreningen, bliver bestyrelsen ikke arbejdsløs. Således kunne formanden berette, at foreningen har 19 forskellige aktiviteter at tage vare på, og han takkede derfor de mange frivillige hjælpere, der gør det muligt at holde sognet i god form.

Der er i 2024 uddelt 11 velkomstpakker og 16 babypakker, mens antallet af medlemmer er faldet fra 309 til 219, så 48 procent af husstandene er medlemmer mod 64 procent i 2023.

Eva Plauborg fremlagde regnskabet med et underskud på 33.000 kroner og en kassebeholdning på ca. 283.000 kroner.

Aksel Hansen og Anton Nielsen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Malene Gøte og Peter Jeppesen blev valgt som suppleanter. Eva Guldager blev genvalgt som revisor.

Vision 2030

Der blev spurgt til ombygning af udendørsfaciliteterne ved skole og børnehave – en opgave, som er en del af Vision 2023. Anne Mette Bøttcher kunne med glæde berette, at realiseringen kan gå i gang til maj efter, at Varde Kommune allerede har afsluttet diverse bygnings-undersøgelser og i løbet af foråret bliver færdig med jordbundsundersøgelser.  Der er givet tilsagn fra diverse fonde og puljer på cirka en million kroner til projektet.

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):