Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Små elever sov i shelters


Eleverne i 10eren på Horne Skole – 0. og 1. klasse – fik en anderledes og rigtig sjov oplevelse torsdag og fredag, og endda uden at køre langt og betale i dyre domme for en overnatning.
De indtog Vikingelunden med forældrerådet som styrmænd, og da mørket faldt på, lagde de sig til at sove i de to shelters.
– Det er rigtig hyggeligt. Vi har haft det sjovt, lød det fra flokken, som havde grillet pølser i hytten sammen med deres forældre, søskende, lærere og de elever, der havde fravalgt selve overnatningen.
– Jeg håber, at jeg ser en stjernehimmel, sagde Astrid, men de andre mente, at hun nok sov, når det blev helt mørkt.
De vågnede op fredag til fuglefløjt og nybagte boller ved 7-tiden, og en times tid senere blev de hentet af deres lærere, og en ny skoledag ventede.

– Hvordan kommer I på den tanke at lade børnene overnatte i Vikingelunden?

– Vi snakkede i forældrerådet om, hvilke aktiviteter vi kunne lave for børnene. Anders foreslog en overnatning i Vikingelunden, og den idé købte vi, siger Kristina Riber.

– Ja, jeg har været spejder, siger Anders Grønborg.

– Så det lå lige for med de faciliteter, vi har her.

Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):