Pensionistforeningens udflugt
Horn og bobler blev beundret
51 borgere var med i bussen, da Horne Pensionistforening afviklede sin normale forårstur på en dejlig efterårsdag. Da de sagde farvel til hinanden 11 timer senere efter aftensmaden på Horne Kro, lød det samstemmende: Det var en spændende tur.
De havde da også været på lidt af en nostalgisk rejse med besøg på VW Retro Museum i Ulfborg, hvor kvinderne mindedes skurepulveret og æggekasserne fra barndomshjemmet, mens mændene kiggede på folkevogne i diverse udgaver og mindedes deres første “VW-bobler” og kørsel med ladbiler. Kvinderne kunne nu også se det smukke i de velholdte biler, ligesom mændene også lod tankerne flyve bagud i både købmands- og radiobutikken.
Turen fortsatte til Bøvlingbjerg, hvor landets eneste hornvarefabrik er placeret. Her så de nogle af de 20 arbejdsgange fra et kohorn fra Afrika til en spiseske. Fabrikken laver ikke kun køkkentøj, men også masser af smykker, som sælges landet over.
Turen bød endvidere på et kig på Hellig Kors Kloster, en tur i industrikvarteret i Lem, et stop i Thorsminde, fællessang i bussen, frokost i Ulfborg og kaffe med hjemmebag i høj sol på havnen i Hvide Sande.
Bente Jacobsen HornePosten, Foto: Leif Sønderskov