Lang kortege var på tur
Det er åbenbart en god ide at kombinere en cykel/biltur med nogle kulturelle og naturmæssige oplevelser. I hvert fald var ikke færre end 58 personer med, da en lang kortege kørte ud af Horne på en tur arrangeret af Horne Sognearkiv i samarbejde med DGI Sydvest Senioridræt.
Deltagerne kom fra nær og fjern, en endda helt fra Odense, og de foretog det første stop ved gravhøjen Karlehøj, som alligevel ikke er en høvdingegrav. Turen fortsatte til Linding Mølle og en fortælling om både vandmølle, manglende kirkegang og familien Frahm, inden etableringen i 1868 af Brugsen i Firhøje kom under behandling. Ved starten af en lang og krævende grusvej hørte deltagerne om en vej, som nu er nedlagt, men som tidligere måske blev brugt af hoveribønder eller måske som kirkesti mellem Nørholm og Horne. Turen gik også forbi jernudvindingspladsen i Snorup og videre til Hornelund. Her var der fortællinger om både elværket, guldfundene og det gamle egetræ, inden deltagerne sluttede i Vikingelunden med kaffe, kage, snak og hygge i lange baner.
Bente Jacobsen HornePosten