Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Julen blev spillet og sunget i gang

Med juletræsfesten og juleoptoget i Horne Sogn vel overstået, kan borgerne nu se frem til juleaften med ro i sindet.

Trods kulde og håndbold i Herning havde Varde Gardens 25 spillende og spirende garder en lang hale af mennesker efter sig på turen rundt i byen. Med på turen var også en lille pony forspændt en vogn, og der blev spillet og vandret gennem næsten alle byens gader fra Horne Hallen til Hornelund. Her gav garden en koncert for beboerne, der kunne nyde musikken til kaffe, serveret af Hornelunds Venner.

Og så blev døren til Sognehytten åbnet. Her var masser af godteposer, som børnene uden tvivl havde set frem til, mens de voksne nok tænkte mere på gløgg, æbleskiver og hyggesnak i brugsen.

For en stor del af deltagerne i juleoptoget begyndte julerierne allerede om formiddagen i Horne Hallen, hvor der var juletræsfest med sang, dans om juletræet sammen med en lokal julemand, spisning og ikke mindst fri leg for børnene. Omkring 100 store, små og endnu mindre borgere deltog i festlighederne. Arrangørerne havde meget betænksomt fyldt julemandens sæk med små gaver i stedet for slik, da det jo ventede i Sognehytten.

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):