Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Horne blomstrer som landsby


Inden længe går et nyt flag med to blomster til tops i Horne – et flag, der skal placeres i trekanten ved krydset Kirkebakken-Hornelund som et synligt bevis på, at der er liv i sognet.
Vejen mod de to blomster blev banet den 3. december 2014, da cirka 100 borgere på Horne Kro fyldte papirsdugene med ideer til arbejdet med sognets udvikling. Siden har mange frivillige taget del i opgaven med at beskrive sognets status på seks områder, og DGI har nu som tovholder på udviklingsprogrammet belønnet indsatsen med to blomster.
DGI-konsulent Mette Børgesen og Poul Verner Christensen, Årre, fra følgegruppen kom med blomsterne. De roste begge ansøgningen og konstaterede, at den giver indtryk af et sogn med mange værdier, og at den giver et godt afsæt for at arbejde videre mod endnu en af de i alt fem mulige blomster.
Ideen med Blomstrende Landsby er at synliggøre, hvad sognet rummer, og at give borgerne mulighed for at få indflydelse på, hvordan sognet skal udvikle sig.
Keld Jochumsen, Dorte Bejder og Leif Sønderskov tog initiativ til projektet, og de er nu gået i tænkeboks med hensyn til, hvordan det indsamlede materiale kan bruges, og hvordan den tredje blomst kan komme i hus.

Blomstrende landsby