Gåturene er gået i gang
Først var der en, så kom der flere, og da klokken var 9, var godt 30 mænd og kvinder samlet ved krokethuset på Horne Stadion. De skulle sammen gå enten en halv times tid eller en time i nærområdet og dermed være med til at give “Gå en tur” en forrygende start.
Kirsten Christensen fra DGI bød velkommen, inden Hanne Haaning og Kirsten Plauborg præsenterede de to ruter – den korte omkring alle baner på Horne Stadion og den lange omkring Transbøl og på cykelstien ved Gunderupvej.
Snakken gik lige så godt som benene, og klokken 10 var alle samlet ved hallen, hvor Varde Kommune var vært ved kaffe og rundstykker.
Det hele – eller næsten det hele – bliver gentaget hver tirsdag kl. 9. Der vil altid være to ture, og deltagerne bestemmer selv tempoet, og hvor langt de vil gå med. Derimod er der ikke længere gratis kaffe. De, der vil afslutte gåturen med kaffe, medbringer den selv, mens andre bare går hjem.
Ideen med gåturene er at få en masse frisk luft, god motion og socialt samvær i et uforpligtende fællesskab uden tilmelding, og det kunne deltagerne i den første gåtur nikke ja til, at de havde fået.
Bente Jacobsen HornePosten