Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Folk strømmede til torvedag


Byen flagede, vejret var lunt, Familie og Fritid havde smurt 350 rundstykker og brygget kaffe i kandevis, og masser af boder fyldte både torvet og Krosvinget.
Alt var sat i scene til en god torvedag. Og det blev det. Rekordmange mennesker – mellem 500 og 600 – fra nær og fjern indtog byen, og de blev der længe.
Torvedagen er synonym med hygge, handel og traditioner.
En af traditionerne er, at Niels Øllgaard afleverer overskuddet fra årets handel i hans butik. I år kom han med 20.593 kroner fordelt på flere hundrede handler.
– Forleden kom en tysk familie med børn og feriebagage forbi. Den var interesseret i en glaskrukke til bolsjer. Den kostede 30 kroner, men faderen kendte ikke rigtig de danske penge, så han åbnede sin pung, og så kunne jeg bare tage pengene, fortæller Niels Øllgaard.
Det er også en tradition, at der nogle år uddeles en pokal til årets navn. I år tog Annemette Bøttcher den med hjem for sit store engagement i sognet og sin store hjælpsomhed.
– Hun står bag mange initiativer og arrangementer. Hun er er altid åben for nye ideer og sørger for, at tanker bliver ført ud i livet. Hun tager aldrig navn på noget, men er god til at involvere mange. Hun er også god til at inddrage tilflyttere og har meget fokus på at danne nye relationer. Hun tager om nogen del i udvikling af nye fællesskaber, hed det i anbefalingen.
Det er også en tradition, at nøgler prøves af på det store nøglebræt, men i år var stadig to låse tilbage, da torvedagen lukkede.
Det er derimod ikke en tradition, at Horne-Tistrup Aftenskole hylder en underviser.
Det skete i år, da aftenskoleleder Helle Bruun overrakte både blomster og en kniplenål – smukt drejet i træ af Frederik Lauridsen – til Inger Poulsen. Det er 50 år siden, at hun havde sit første hold i aftenskolen.
– Du startede med at undervise i skind og læder og senere blev knipling dit fag. I dag er du den i aftenskolen med flest elever, flest hold og flest undervisningstimer. Og du er den ældste, hvilket ikke kan mærkes, sagde Helle Bruun.

Og så blev der dystet på planken, undersøgt bamser for diverse sygdomme, kørt i minitog, hoppet i hoppeborg og handlet i boderne, indtil det hele sluttede med et på gensyn næste år.
Tekst: Bente Jacobsen. Foto: Leif Sønderskov. Dronebillede: Jacob Vig

DCIM\100MEDIA\DJI_0071.JPG

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):