Farmors Univers er i et nyt univers
Der er tænkt på både kunder og garner i den nye butik, som Farmors Univers er rykket ind i på Hornelund 49.
Her har Anette Stald fået en butik med masser af atmosfære og et godt indeklima. Det tidligere værksted er holdt i det rå look med hvælvinger med afskrab til mursten i loftet, med betongulv over jordvarmen og med gamle pallerammer som låger for vinduerne for at beskytte garnet mod sollyset. Der er også et sofahjørne, hvor kunderne kan hygge sig med hinanden og strikketøjet.
– Jeg er ikke helt færdig med at indrette butikken, men det, der er færdig, fungerer godt. Alle hylder er på hjul, så jeg nemt kan få plads til diverse arrangementer. Jeg kan også forlade etablissementet i kortere tid, da kunderne bare kan ringe på klokken, når den bliver installeret. Jeg er jo lige inde ved siden af, siger Anette Stald.
Det er hendes mand, Svend Erik Pedersen, der har stået for ombygningen.
– Han begyndte ved juletid med at tømme bygningen, og siden har han brugt masser af aftener og weekender. Det har da været et slid, men jeg synes, at resultatet er blevet godt.
Annette Stald skal nu have hentet de sidste mange varer på lageret ind i butikken og skal også i gang med at etablere en ny hjemmeside til webshoppen.
– Der har været en del bøvl med den gamle hjemmeside. Den ny bliver koblet på butikkens kasseapparat, så jeg har nedjusteret priserne i butikken. Det betyder, at priserne i butikken og webshoppen nu er ens, siger Anette Stald.
Bente Jacobsen HornePosten