Fælleshaverne indviet i rigtigt havevejr
Indvielsen af 4H og skolens fælleshaver ved Horne Erhvervspark blev tilsmilet af rigtigt havevejr.
Der var da også fuldt hus med omkring 60 små og store borgere, da leder af børnehaveklassen, Pia Jessen, indviede haverne og afslørede det nye navn “Fælleshaverne”.
Hun udtrykte stor taknemmelighed over, at Jette og Martinus Poulsen ikke blot har taget initiativ til et samarbejde mellem 4H, skolen og alle borgere, der har lyst, omkring haverne, men også selv tager en stor tørn med at udvikle projektet.
– I foråret og om sommeren er vi her mindst hver 14. dag i fire timer hver gang, og vi har allerede sat kartofler og sået lidt urter, sagde Pia Jessen, der sammen med Vivi Strømgård står for udeskolen for børnehaveklassen, 1. og 2. klasse.
Fælleshaverne består foruden af maser af højbede også af et hønsehus med fire høns, et redskabsskur, halvtage, en stor grillplads med borde og bænke og som sidste skud på stammen teaterhuset fra Horne Hallen, som i dagens anledning blev brugt som pølsebod. Der er således basis for både arbejde, samarbejde og hygge, og hygget blev der i lange baner ved indvielsen.
Bente Jakobsen/Horneposten
Billederne er fra indvielsesfesten som også tydelig viser hvor fint vejret er, og at alle hygger sig i fællesskab, både børn og voksne.