Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Påskehilsen fra vores sognepræst.

Thorstrup, April 2020.

Til Hjemmesiden.

Endnu en påske er ovre. De gule påskeliljer har som vanligt i denne tid prydet vejkanter og kirkedige og med deres tavse, men udtryksfulde forkyndelse peget hen på fejringen af kirkens største og vigtigste helligdag: Påskedag, hvor – med salmens ord – ”Krist stod op af døde”. En tid, jeg – ligesom rigtig mange andre – hvert eneste år har set frem til og glædet mig til at fejre i kirken!

Påskens opstandelsesbudskab står fast – men i år har vi på grund af Corona-krisen måttet nøjes med at fejre påsken hver for sig, bag lukkede døre – i hjemmet, med gudstjenesterne i fjernsynet eller på de sociale medier.

Det er naturligvis ikke det samme – men det er i hvert fald bedre end ingenting! At være kirke og menighed i denne situation, vi befinder os i lige nu, og hvis alvor efterhånden er gået op for os alle, må først og fremmest være at vise samfundssind og hensyn og ansvarlighed over for hinanden af hensyn til den akutte smitterisiko – ikke at insistere på særregler for kirken mht. de restriktioner om forsamlingers størrelse der gælder for det øvrige samfund. Det bør vi gøre af respekt for og solidaritet med de mange ansatte – ikke mindst i sundhedssektoren – der kæmper lige nu for at mindske sygdommens virkninger.

Det er vidunderligt at fejre påskegudstjeneste i kirken i hinandens fællesskab og selskab og sammen synge de skønne påskesalmer. Hvert eneste år de seneste 28 år har vi påskedag i kirken sunget ”Stat op min sjæl i morgengry” (nr. 224), hvor det bl.a. hedder: ”Kom hjerte med hvad dødt du har / hvad du med sorg til graven bar / gak med det alt til ham, som døde / men levende dig nu vil møde / O salig påskemorgenstund / med guld i mund”. Og Grundtvigs store salme: ”Påskeblomst, hvad vil du her” (nr. 236), hvor han siger: ”Påskeblomst! en dråbe stærk / drak jeg af dit gule bæger / og som ved et underværk / den mig hæver, vederkvæger: / hanegal og morgensang / synes mig af den udsprang / vågnende jeg ser de døde / i en påskemorgenrøde.” De senere år er Iben Krogsdals salme ”Opstandelsen er lige her” kommet til (”100 salmer” nr. 829), hvor det bl.a. hedder: ”Opstandelsen er lige her / Du er / den store ånde bagved vore planer / der blæser liv i mere end vi aner”.

I år har vi så måttet fejre påske derhjemme – for lukkede døre. Det er et stort savn. Men det gælder for såvel salmesangen som for Guds ord, at de jo ikke er bundet af kirkebygningen eller andre fysiske rammer. De går netop gennem lukkede døre! Kirken er først og fremmest de levende sten, som det hedder i en salme. Det menneskelige og kirkelige fællesskab består, selv om vi for en stund, tvunget af nødvendigheden og af hensyn til hinanden, må være hver for sig.

En af påskens prædiketekster (til 1. søndag efter påske, 1. tekstrække), handler netop om, at Jesus påskedags aften, efter sin opstandelse, kommer til sine disciple gennem lukkede døre (Joh.20,19ff.)! De har helt tabt modet og troen ved hans død og holder sig indendørs, men pludselig står han lyslevende iblandt dem og lyser sin fred over dem og indblæser dem sin Helligånd, så de med den i ryggen kan gå ud i verden og forkynde evangeliet. Det er en god tekst – til trøst og håb – ikke mindst i denne tid, hvor nøden holder os hjemme og håbet måske er på vågeblus! På forhåbentlig snarligt gensyn i kirken!

Finn Pedersen, sognepræst.