Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Borgerne strømmede til torvedag

Kurt Burkarl bød velkommen til årets Torvedag


Solen stod højt på himmelen fra morgenstunden, og det lokkede borgere fra nær og fjern til torvedag.
Mere end 200 var på plads, da Familie og Fritid serverede kaffe og rundstykker, og i løbet af formiddagen kom endnu flere til.
De kunne besøge 23 boder – lidt færre end sidste år, og der var noget for alle aldre. Der blev handlet, snakket, beundret, spurgt og gættet på, om graveren drak kaffe hele dagen eller passede kirkegården.
Niels Øllgaard fik traditionen tro en kurv for sit salg af alskens ting og sager til fordel for torvedagen.
– Jeg har solgt for 21.625 kroner i butikken, og så kommer der cirka 20.000 kroner oveni for skrot. Min butik har også været ramt af gravearbejdet, men det var så held i uheld med hensyn til skrot. Det lå meget længere end tidligere år, men priserne steg kraftigt i ventetiden, så det var helt fint, siger Niels Øllgaard.
Han inviterede et par, han mødte på genbrugspladsen i Varde, til morgenkaffen rundstykker.
– Det kunne jeg jo gøre ganske gratis, og de er kommet. Min invitation skyldtes, at de var på genbrugspladsen med en masse elværktøj fra hendes fars dødsbo. Hun spurgte, om jeg ikke ville have det. Selvfølgelig ville jeg det, så jeg kom hjem med bagagerummet fyldt med værktøj til salg i min butik, siger Niels Øllgaard.
Der blev også uddelt en pokal – pokalen for en særlig indsats. Den blev indstiftet i 1978 og er uddelt, når der har været værdige kandidater. Det var der i år. Formanden for Horne Sogneforening, Keld Jochumsen, stod for overrækkelse af pokal og blomster til Henriette Nielsen,  der er stoppet efter 17 år som leder af aftenskolen.
– Synlighed, udvikling og markedsføring har været nøgleordene for Henriette, der altid har arbejdet benhårdt på at skaffe gode undervisere og på at få fyldt holdene op. Det er lykkedes for hende, da der er kommer flere kursister fra år til år. Hun har haft et klart mål om kvalitet, hun vil samarbejdet og har en kæmpe ja-hat på, hed det i begrundelsen.
Efter godt tre timer sluttede torvedagen, og arrangørerne kunne se tilbage på en af de formiddage, man helst ikke vil hjem fra.
Bente Jacobsen HornePosten Foto: Leif Sønderskov

Mange var mødt op til morgenkaffe og morgensang
Og de ca. 200 pladser blev hurtig fyldt op.- Familie og Fritid stod som sædvanlig for serveringen – Tak for Kaffe.
Henriette Nielsen blev fortjent klappet frem til kåringen af årets For-en-særlig-indsats-Pokal. Som her blev overrakt af Sogneforeningens Formand Keld Jochumsen
Skrotforvalter Niels Ølgård Madsen havde lidt over 40.000 kr. med til Torvedagsudvalget
Torvedagstoget kørte non-stop hele formiddagen – Vikingelunden tur-retur

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):