65 borgere på tur i fortiden
Blæst og kulde kunne ikke
forhindre, at Horne Sognearkivs kombinerede cykel- og biltur ind i fortiden
blev en stor succes. 65 borgere i alle aldre var med på turen med Bjerremose
som første stop. Den lille by var tidligere et sandt erhvervsmekka med
erhvervsliv i hvert eneste hus. Der var blandt andet en mølle, og den gamle
møllesten herfra har nu fået en fremtrædende plads på “torvet”.
Turen gik videre til Andelstorvet i Horne, hvor der tidligere var både mejeri, foderstof,
brugs, mølle og elværk indenfor kort afstand.
Næste stop på turen var kirkegården, hvor en lille og halvskadet, men ganske
fin runesten, sat af Tue Ravn, forbinder sognet med Harald Blåtand og Thyra.
Sidste fortælling foregik i idylliske omgivelser ved Abrahams Dam på en mark i
Sækbæk. I midten af 1800-tallet boede tateren Abraham og hans kæreste i en
jordhule i skrænten ved dammen. Han gjorde sig bemærket ved at få flere domme
for løsgængeri og betleri og for at have fået tre børn samme år med tre
forskellige kvinder.
Turen sluttede med kaffe, kage og masser af snak i den hytte, som tidligere
stod i sognets byskov, Vikingelunden, men som nu er i privat eje.
For Horneposten. Bente Jakobsen.
Billeder. Leif Sønderskov.