Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Author: Kurt Burkarl

Hornes førstemænd var i fokus

Trods truende skyer mødte cirka 40 borgere op for at høre om styret af Horne Sogn gennem tiderne, da Horne Menighedsråd og Horne Sognearkiv afviklede den ottende kirkegårdsvandring siden 2017.

Keld Jochumsen tog deltagerne med rundt til relevante gravsteder både med og uden sten, inden alle gik ind i varmen i kirken.

Her blev tiden før Hornes selvstændighed i 1929 gennemgået, og et gennemgående træk fra 1841, ja endda før, og frem til 1970, var, at gårdmændene i alle dele af sognet sad på magten. Det var også gennemgående, at sognerådene hovedsageligt beskæftigede sig med skolevæsen, fattigvæsen og vejvæsen. I perioden fra 1929 til sammenlægningen med Varde Kommune i 1970 var der tre sognerådsformænd, Peder Lassen i Hornelund, Thomas Pallesen i Malle og Kristian Ditlevsen i Malle.

Keld Jochumsen fortalte om diverse formænd og menige medlemmer. Således var Thomas Pallesen ikke en mand, der ruttede med pengene. Da Tonnesen var kasserer, skulle han i hver måned putte pensioner og andre udbetalinger til borgerne i kuverter. Pengene blev afleveret til Thomas Pallesen, som cyklede rundt til borgerne med dem. Der var jo ingen grund til at bruge penge på frimærker.

I 1908 fik kvinder over 25 år valgret og blev valgbare. Det smittede ikke af i Horne. Keld Jochumsen kunne således med tilhørerne undre sig over, at først i 1966 blev en kvinde valgt i Horne Sogneråd, nemlig Anne Brisson.

Undervejs blev oplysningerne kommenteret og suppleret, og snakken flød også frit om både det kommunale styre og alskens andre emner under kaffen, som menighedsrådet serverede.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Stork nr. 11 er på gavlen

Der er fortsat tilgang af nye borgere i Horne Sogn, idet den 11. baby er født i år.
Velkommen til den lille dreng og tillykke til de nybagte forældre.

Loading

Horne overraskede


– Vi drømte ikke om, at Horne har så meget at byde på.
– Det er dog et fantastisk naturområde, I har.

– Det var en utrolig flot tur i Horne og nærmeste omegn. Tak.
Roserne blev uddelt med rund hånd, da første del af årets gå-maraton var gennemført i Horne.
Der er tilmeldt 301 til de fire ture, og 230 af dem var med på den første tur.

Gåværterne i Horne havde ikke bare sørget for et fantastisk vejr, men også planlagt tre ruter – 10,6 km, 5,3 km og 3 km, og alle gik igennem Vikingelunden.
Formand for Kultur og Fritid i Varde Kommune, Sandie Eis, var på hjemmebane, da hun officielt åbnede gå-maraton og selv gik med på 3 km sammen med sin datter.
Som noget nyt var der også i år fællessang skrevet til lejligheden, men inden
alle blev sendt afsted fra Horne Stadion fortalte Keld Jochumsen lidt om, hvad deltagerne ville møde undervejs. Trods en fin gennemgang var der alligevel en overraskelse i Vikingelunden. Her sad en vaskeægte viking, Ravneunge Tue alias Bjarke Gøte, og ristede runer som for 1000 år siden.
Der var traditionen tro frugt til alle deltagere. Det var sponseret af Brugsen i Horne og stod klar til vandrerne på 10 km i Rotbøl og i målområdet til to andre ruter.
Snakken gik godt ude på ruterne både blandt folk, der kendte hinanden, og blandt folk, der mødtes for første gang. Og snakken fortsatte i målområdet, hvor mange sluttede af med en lækker schnitzel fra Hos Os i Horne hallen.
Bente Jacobsen HornePosten

Loading