Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Store Hyledag – i morgen larmer varslingssirenerne

I morgen, onsdag d. 3 maj. klokken 12:00 larmer alle 1.000 varslingssirener i hele Danmark.

Når sirenerne hyler, er der normalt fare på færde. Men sirenerne hyler også onsdag den 3. maj klokken 12.00, uden at man skal bekymre sig over det.

Siden 1994 har afprøvning af sirenerne fundet sted én gang om året – altid den første onsdag i maj klokken 12. Beredskabsstyrelsen kalder det Store Hyledag.
Hvert år den første onsdag i maj tester myndighederne nemlig sirenerne landet over på Store Hyledag. Det er der to hovedårsager til.

– Sirenerne er det helt store håndtag til at advare befolkningen, og vi skal sikre os, at sirenerne virker. Vi skal også sikre os, at folk ved, hvad de skal gøre, hvis sirenerne hyler, så derfor tester vi systemet på Store Hyledag, siger Lars Aabjerg Pedersen fra Center for Krisekommunikation i Beredskabsstyrelsen.

Alle sirener afprøves desuden hver nat uden lyd.

Sådan lyder det onsdag den 3. maj:
Under testen i morgen lyder der tre signaler:

  1. Varslingssignalet lyder: Varslingssignalet består af en tone, som stiger hurtigt og falder langsomt. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder
  2. Varslingssignalet gentages: Efter cirka tre minutter gentages varslingssignalet
  3. Afvarslingssignal: Efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang, ensartet tone, som varer 45 sekunder

Afprøvningen af sirenerne med fuld lyd sker hvert år den første onsdag i maj. Foruden den årlige test afprøves sirenerne hver nat året rundt uden lyd. Sirenerne dækker cirka 80 procent af Danmark, og hvis det er nødvendigt, kan politiet nå flere med højttalervogne.

App’en Mobilvarsling hyler også
I morgen onsdag den 3. maj er det ikke kun sirenerne, der hyler. App’en Mobilvarsling, der viderebringer advarsler fra myndighederne på mobiltelefonen ved større ulykker og katastrofer, testes nemlig sammen med sirenerne.

Så din smartphone larmer altså også onsdag den 3. maj klokken 12.00, hvis du har downloadet app’en – medmindre du har slået lyden fra i app’en eller på telefonen.

App’en ’Mobilvarsling’ er udviklet af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med Vejdirektoratet, Rigspolitiet og DMI. Den kan downloades til Android- og iOS-telefoner fra Google Play og App Store.

Varsling til døve og hørehæmmede
Døve og hørehæmmede har mulighed for at tilmelde sig en sms-service, der udsender en sms med info om hændelsen. Sms-systemet testes også på Store Hyledag.

 


 

Når varslingssirenerne lyder udover i morgen, den 3. maj: 

  • Gå inden døre, luk døre og vinduer og sluk ventilationsanlæg
  • Afvent information
    En beredskabsmeddelelse fra myndighederne vil hurtigst muligt efter sirenevarslingen blive udsendt via dr.dk og tv2.dk og vil kunne høres på DR’s FM-radiokanaler i det berørte geografiske område. DR og TV2 bringer desuden beredskabsmeddelelsen på tekst-tv side 150. Afhængig af hændelsens karakter vil informationen blive udsendt via endnu flere kanaler, ligesom myndigheder ofte vil bringe beredskabsmeddelelserne via eksempelvis sociale medier og egne hjemmesider.
  • Ring ikke 112 for at få information
    Unødvendige opkald kan blokere for livsvigtige opkald til alarmcentralen.

Varsling med sirener
Når der ved større ulykker og katastrofer er en akut fare for skader på mennesker eller ejendom, kan befolkningen blive varslet om faren ved hjælp af det landsdækkende sirenevarslingssystem.

Lyden af sirenerne
Varslingssignalet er en tone, der stiger hurtigt og falder langsomt igen. Det gentages 4 gange, når der varsles fare. Samtidig sendes der en beredskabsmeddelelse til DR og TV2 som informerer befolkningen.
TV-stationerne kan også vælge at bringe meddelelserne på deres hjemmesider. Når faren er forbi, afvarsles med én lang tone.

Hvem varsler?
Sirenevarslingssystemet drives og vedligeholdes af Beredskabsstyrelsen, men det er politiet, der beslutter at udsende varsel og starter sirenerne. Der kan udsendes sirenevarsling med alle sirener på én gang, eller der kan varsles i enkelte regionale eller lokale områder.

Politiet kan også starte sirenerne enkeltvis og på den måde varsle i afgrænsede områder.

Hvor kan sirenerne høres?
Der er opsat 1.078 sirener på bygninger eller master i byområder med flere end 1.000 indbyggere. Sirenerne kan høres af omkring 80 % af befolkningen. Rækkevidden er 1-1,5 km. I områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle med mobile sirener.

Sirenerne kan høres her hvis man har glemt hvordan de lyder. 🙂

https://www.youtube.com/watch?v=W6XCT2yIIRI

Fra Beredskabstyrelsens hjemmeside. (kilde)

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):