Torsdag: Grundlovsdag med børnedag, trylleri og fodboldsejr
Torsdag, på Grundlovsdag, stod i børnenes og fællesskabets tegn – og sluttede med bold og sejr på stadion.
Dagen startede kl. 13.00 med børnedag på stadion, hvor børnene gratis kunne deltage i en lang række sjove aktiviteter. Der blev hoppet løs på hoppepuder, skudt efter flødeboller, ramt dåser med bolde, tegnet og spillet brætspil. For de større børn var der et spændende O-løb rundt i byen, mens de mindste kunne samle små stykker papir rundt på stadion og bytte dem til en gratis omgang popcorn. Udover det, rendte mange af ungerne selvfølgelig rundt med flotte udsmykninger i ansigtet som de har fået malet ved bordet – godt klaret af de kreative tegnere!
Ole Ballonmand var igen i år et stort hit og tryllede flotte ballondyr og sværd frem i to hele timer. Kl. 15.00 var det tid til endnu et festligt indslag, da Fup og Fidus optrådte med hans trylleshow, hvor både en fugl og et par rotter fik børnene til at grine og undre sig. Tak til HUBI for at sponsorere en del af trylleshowet.
Efter børnedagens mange oplevelser havde Ulla Hos Os forberedt ca. 60 pizzaer, som var forudbestilt, så mange kunne nyde en nem og velsmagende aftensmad – lige til at tage med hjem eller spise på pladsen.
Om aftenen, kl. 19.00, blev der spillet Serie 2-kamp mellem HTS og Esbjerg fB – og den endte med en fortjent sejr på 3-1 til HTS. Stemningen var høj, og sejren blev naturligvis fejret med en klassiker: øl i omklædningsrummet.
Som en fast tradition i Sportsugen giver Horne Idrætsforening alle spillere, der spiller kampe på Horne Stadion, en gratis sodavand eller fadøl – en lille gestus, der bliver værdsat år efter år.
Torsdagen blev endnu en dejlig dag i Sportsugen – med masser af grin, aktivitet og fællesskab for både små og store. Tak til alle deltagere og hjælpere!






