Sankt Hans er hygge og fællesskab
Et flot bål med en både elegant og hylende heks kæmpede med vejret om at levere mest varme i Vikingelunden, hvor der traditionen tro var samlet mange mennesker i alle aldre til en hyggelig sankthansaften.
Som årets båltaler og yngste medlem af Varde Byråd, Simon Burkarl, sagde, behøver det ikke at være så kompliceret at mødes sådan en aften.
– Der skal nødvendigvis ikke ske det helt store. Vi skal bare mødes, snakke lidt, se bålet blive tændt, synge en sang og måske lige blive mindet om, at vii faktisk har det ret godt her, hvor vi bor.
Simon Burkarl kredsede om de initiativer og det engagement, der får lokalsamfundene til at leve og til at udvikle sig. Han erkendte også, at man som byrådspolitiker ikke bare kan trykke på en knap, så bliver alle ønsker realiseret. Der er nemlig mange dagsordner, mange sager og mange hensyn at tage.
– Det har givet mig en endnu større respekt for, hvor vigtigt det lokale engagement er, for meget af det, vi taler om rent politisk, handler jo i sidste ende om noget så konkret, som hvor vores børn skal gå i skole, hvordan vores lokalsamfund udvikler sig, om der er liv i de små byer, om der er plads til foreninger, frivillige og fællesskaber, og om man stadig har lyst til at bo og leve her også om 10, 20, 30 år.
Det første halve år i byrådet har lært Simon Burkarl, at politik betyder noget, at beslutninger betyder noget, men mennesker betyder mest.
– Det er mennesker, der skaber de steder, vi gerne vil bo. Det starter småt, med en idé, en frivillig, en familie, der flytter til, en, der spørger: ”Skal vi prøve?”, en, der møder op. Og så kan det vokse. Lad os sætte pris på det, vi har, lad os sige tak til dem, der trækker læsset og overveje, om vi selv kan tage en lille tørn mere, for vi bor her ikke bare. Vi er med til at skabe stedet.
Mens bålet brændte ud, og der blev sunget et par sange, kunne deltagerne glæde sig over, at det snart bliver endnu bedre for sognets borgere at komme i Vikingelunden. Sogneforeningens formand, Kurt Burkarl, kunne nemlig fortælle, at legepladsen inden længe bliver fornyet. Svævebane og sansegynge bliver der, men resten skal erstattes af andre legeredskaber.
Bente Jacobsen HornePosten










![]()