Højskoledagen bød på fællesskab
Der var fokus på fællesskab, da de fire sogne inviterede til Højskoledag i Horne Hallen.
Tidligere præst ved den danske kirke i Vancouver, Bodil Toftdahl, indviede de 130 tilhørere i en udlandspræsts arbejde for at holde liv i kirken, mens forstander på Osted Efterskole, Per Krøis Kjærgaard, tog tilhørerne med på en rejse ind i både gamle og helt nye sange i højskolesangbogen.
– Præstens fokus var at få kirken til at overleve, og en anden vigtig opgave var at gøre alle glade, få dem til at føle sig set, sagde Bodil Toftdahl.
Hun var i Vancouver fra 2006 til 2012 og fortalte muntert og uden dikkedarer om både egnen og om de mange aktiviteter for at skaffe penge til kirken. Der var basarer, spisninger, juleværksteder, kor og frikadellekonkurrence.
– Jeg er meget impulsiv, så jeg kom til at love dronning Margrethe, at vi skulle lave en julestue, så det måtte vi jo gøre, sagde Bodil Toftdahl, der åbnede præsteboligen for mange møder og sammenkomster.
Hun lærte af Camilla Martin i en tv-reklame, at man bare skal sige tingene, som de er, og hun lærte af sin datter, at en idé måske ikke er så god, hvis den ikke er sjov.
Og sjov var hendes indlæg, var der enighed om blandt tilhørerne, inden de gik til bordet med flæskesteg og citronfromage.
Anden del tilhørte Per Krøis Kjærgaard, der selv har bidraget til den nye Højskolesangbog med ”Kære linedanser” og ”Giv os lyset tilbage”.
– Kære linedanser skrev jeg til min nieces konfirmation i 1998, men hun ville nu hellere have haft en discman.
Per Krøis Kjærgaard fortalte om hans snakke med 20 kendte mennesker om, hvad sangen betyder for dem. Nationalfølelse, kan synge ting, man ikke kan sige, fællesskab og gode historier er blot nogle bud, som han krydrede med fortællinger fra det virkelig liv om jyders glæde ved rabatter, om prepping, og om politiske diskussioner, så mågestellet hopper.
– Vi skal huske at lære børn og unge, at vi ikke hader hinanden og ikke er ligeglade med de mennesker, vi er uenige med, lød slutreplikken.
Bente Jacobsen HornePosten










![]()