Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Brugsen har brug for en hånd

Brugsen i Horne er under pres. Omsætningen falder, og indtjeningen er i minus.

Direktør for Brugsforeningen Nørre Nebel, Allan Knudsen, slår fast, at det er både nødvendigt og muligt at ændre udviklingen.

– Borgerne og brugsen kan i fællesskab løse den opgave. Nej, vi lukker ikke brugsen i Horne, men der er bekymring for, hvor længe det er ansvarligt at drive en butik med det nødvendige flow i varer-omsætningen til, at der er kvalitet for kunderne, sagde Allan Knudsen til de 70 deltagere i det årlige info-møde for kunderne.

Butiksrådet har regnet på tallene og kan se, at udviklingen kan vendes, hvis bare de nuværende kunder køber for 25 kroner mere om ugen.

– I 2024 var der et tab på 167.000 kroner. I de første ni måneder i 2025 er omsætningen uden brændstofsalg på 11,2 millioner kroner og tabet på 141.000 kroner.

– Tabet i omsætningen er en halv million kroner på ni måneder, og underskuddet på salget af butiksvarer er på 399.000 kroner til og med oktober. Jeg tror, vi ender på en omsætning på 9,4 millioner kroner i 2025. Vi har et budget på 9.650.000 kroner for 2026. Jeg ved ikke, om vi når det, men vi skal i hvert fald se en tendens i, at vi får vendt bøtten, sagde Allan Knudsen og oplyste, at smertegrænsen ligger på omring 8,5 millioner kroner.

Foruden opfordringen til at bruge 25 kroner mere om ugen vil kunderne blive involveret på flere andre måder.

– Vi vil i januar indkaldt ca. 20 kunder til en drøftelse af, hvad vi gør. Andre butikker har haft fin succes med den form for kundeinvolvering. Vi vil også investere i butikken, da uddeler Julia Bloch har planer for en nyindretning af butikken, sagde Allan Knudsen og opfordrede alle til at tage Ja-hatten på.

– Brugsforeningen Nørre Nebel har lyst til at beholde butikken i Horne, og det skal nok lykkes ved fælles hjælp.

Uddeler Julie Bloch Hansen har flere nyheder i ærmet. Hun vil således lave et opslag på væggen i lageret, hvor borgerne kan skrive sig på til frivillige opgaver tirsdage og torsdage. Det drejer sig om 1-2 timer per gang med trimning, rengøring og håndtering af tørvarer. Et par borgere påtog sig straks opgaven med renholdelse af udearealerne.

– Det vil give det faste personale tid til andre opgaver.

En anden nyhed er et nyt samarbejde med brugsen i Tistrup om blomster, som vil give større variation i den afdeling. Hendes planer for ændringen i butikken sker for at præsentere varerne på en bedre måde og for at give kunderne en mere logisk indkøbsgang.

Endelig kunne uddeleren fortælle, at der er to faste medarbejdere i butikken foruden hende selv: Julie Beck Bom fra Tistrup og Randi Burkarl Lund, men hun må beklageligvis på jagt efter en ny medarbejder, da Randi Burkarl Lund har valgt at stoppe med udgangen af året. Bente Jacobsen HornePosten

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):